Jes Larsen – Sex gotiske fortællinger

Sex gotiske fortællingerSex gotiske fortællinger
Roman/samling af Jes Larsen
Selvudgivet, 2014, 275 sider

De døde har rejst sig og er begyndt at æde de levende. Dette er der intet nyt i når vi taler zombiefortællinger, og det er da også en sådan fortælling der danner rammen i denne bog, men det er dog kun rammen.

En flok overlevende forskanser sig i et stort gammelt hus, og for at beskæftige sig med noget om aftenen, mens dødningene forgæves forsøger at trænge ind til dem, begynder de at fortælle historier: 6 personer, 6 aftener og 6 historier.

Det er meget forskellige historier, fra vampyrer, dukke­mageren der skaber en dukke til at være hans livsledsager, til tatovøren der begynder at indsamle sine bedste tatoveringer igen ved at dræbe bærerne og skære tatoveringerne ud.

Alle historierne har dog det til fælles at der i et eller andet omfang indgår sex. Nogle gange indgår sex som en væsentlig del af historierne, mens det i andre virker lidt påklistret, lidt som når der skal indgå bare bryster i en gyserfilm, i forventningen om at den så sælger bedre.

Livet i huset er på lånt tid, for uden for huserer zombierne, men det viser sig at der er noget helt galt med huset, og spøgelset af en lille pige begynder at vise sig, og en gammel ondskab begynder at få indflydelse på gruppen.

Størstedelen af bogen udgøres af de seks historier, men den meste interessante del er faktisk rammefortællingen om gruppen i huset. Den del bliver dog ikke ordentligt udforsket, da den mest bruges til at binde de seks historier sammen, hvilket er en skam. Kombinationen af spøgelses- og zombiehistorie kunne være blevet endnu mere interessant. Dermed ikke sagt at de enkelte historier ikke fungerer, det hele bliver blot lidt rodet. Det virker f.eks. lidt spøjst at efter ondskaben i huset er begyndt at kræve sine ofre i gruppen, så standses der lige op for at fortælle en sidste historie. Det virker bedre at læse bogen som en novellesamling, for derved at læse de små fortællinger.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 43

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Horror og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *