Homo Bestia
Roman af Karina Laurberg Bidstrup
Egolibris, 2014, 600 sider
Homo Bestia er en medrivende fortælling om forholdet mellem en bestietræner og hans ”bestie” – en genssplejsning mellem en leopard og et menneske. Romanen beskriver i detaljer forholdet mellem den mishandlede og mistroiske Sky og den først hårdhændede og siden mere medfølende mennesketræner Jack. Beskrivelsen af tæmningen af Sky udgør de først to tredjedele af romanen og er drevet af forfatterens passion for emnet. Ideen med en ny art af halvmennesker og deres anvendelse som levende våben er spændende. Forfatteren antyder her og der, hvilke andre perspektiver, der er i ideen, og hvordan det også påvirker den tænkte fremtid.
Det ærgerlige: Romanen er mindst 200 sider for lang. Den mangler i høj grad redigering. En redaktør burde have klippet alle dobbeltscener og transport-scener fra. Med dobbeltscener mener jeg f.eks. når to personer refererer til hinanden, hvad fortælleren har beskrevet et par sider før. Eller når fortælleren uddyber, hvad læseren bør mene og føle om det, der er foregået.
Bipersonerne er dårligt beskrevne papfigurer. Især forspildes chancen med den politiske søster, som ikke får lov til at folde sine irriterende, men rigtige synspunkter ud. Jacks kæreste træder heller aldrig ordentligt i karakter og det er svært at forstå, hvorfor Jack og kæresten bliver forelskede. Romanen levner ikke plads til en indbygget kærlighedsfortælling, trods sine 600 sider.
Romanen trænger til nogle nærportrætter af skurke og antagonister og mangler det bid, som “skurkens tale” kan give. Dialogen er tung og utroværdig og afspejler ikke de forskellige personers karakterer; dialogen består af venlige mennesker, der giver hinanden ret – det er behageligt, men alt for kedeligt. Det burde en redaktør have slettet.
Redaktøren burde også have slettet alle de meningsforstyrrende og forkert satte kommaer, og have rettet de talrige grammatiske fejl og sprogfejl.
Jacks forhold til bestiet Sky bærer hele bogen. Da jeg efter et par hundrede sider havde vænnet mig til at det var dét, og kun dét, bogen handler om, fordybede jeg mig helhjertet og interesseret i de små og store følelsesmæssige forskydninger, deres forhold gennemgår. I den sidste tredjedel af bogen tager handlingen fart og bliver mere dramatisk, og slutningen er fin.
Jeg håber jeg får lov at læse flere romaner af Karina Laurberg Bidstrup, som har spændende ting på hjerte, men jeg ønsker hende en langt bedre korrektur og redigering med den næste udgivelse.
Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 44
