Fantastic Four
Film, USA 2015, 97 min.
Instr.: Josh Trank
Medv.: Miles Teller, Jamie Bell, Kate Mara, Michael B. Jordan, Toby Kebbell, m.fl.
OBS: Anmeldelsen indeholder små spoilers
Roger Corman producerede en Fantastic Four-film i 1994 som endte med aldrig at blive udgivet. Dem der arbejdede på filmen anede ikke at filmselskabet (New Horizons) kun lavede filmen for at beholde rettighederne nogle år endnu, og faktisk aldrig havde i sinde at udgive filmen (åbenbart overholdt produktionen i sig selv reglerne for fornyelse af rettighederne). Deres plan var angiveligt at lave en nødtørftig film som bare skulle blive stående uset på hylden, og så senere lave en bedre version. Den bedre version kom de aldrig til (men man kan se 1994-filmen på Youtube; den er vitterligt ikke særlig god). Senere blev filmrettighederne opkøbt billigt af 20th Century Fox, da Marvel var i betalingsstandsningsproblemer i 1997-98. De lavede to FF-film, en i 2005 og en efterfølger i 2007; de indtjente mange penge, men begge har generelt et dårligt ry. Personligt fandt jeg 2005-filmen ganske udmærket, men toeren var en kæmpe skuffelse.
Nu er det så Fox der (så vidt jeg har kunnet finde ud af) er noget i retning af to år fra at miste filmrettighederne hvis ikke de laver en ny FF-film, og det har de så gjort. Som instruktør har de valgt Josh Trank, der slog sit navn fast med indie-filmen Chronicle (2012), som handlede om et hold unge venner der på mystisk vis fik superkræfter, og hurtigt blev korrumperet af den nye magt, de baksede med. Den dystre Chronicle blev en succes, og har en del fans, men jeg var ikke selv imponeret over den. Jeg foretrækker personligt lyse, optimistiske historier hvor superkræfterne også vækker et heroisk super-ansvar hos hovedpersonerne: den gode, gamle “Marvel style”.
Josh Tranks FF-film har været plaget af voldsomt negativt “buzz” blandt tegneserie-fans, især siden det kom frem for over et år siden at Johnny Storm (the Human Torch) skulle spilles af en afro-amerikansk skuespiller. De fleste nyheder om filmen har kun eskaleret de negative fan-reaktioner, så meget desto mere siden der fremkom rygter om at Trank ikke var opgaven voksen, og gebærdede sig med en dårlig attitude under indspilningerne (kom for sent, og ikke kunne svare på spørgsmål og tage beslutninger, etc.). Hans opførsel og manglende erfaring har siden ledt til at han er blevet fyret fra den Star Wars-film, som han ellers var blevet hyret til at skulle lave efter Fantastic Four, og rygter siger at han også var tæt på at blive fyret fra FF-filmen i løbet af produktionen. Nu hvor den nye FF-film endelig er ude i biograferne skal den store test så stå: Blev det en god film eller ej?
Jeg var personligt længe skeptisk overfor projektet, men da de seneste trailere kom begyndte jeg at nære håb: De så faktisk ganske godt ud – det lignede en film med tydeligt bedre-end-forventede produktionsværdier. Også selvom historien var baseret på de nyere Ultimate FF-tegneserier i stedet for de gamle Lee/Kirby-klassikere.
Historien begynder med at man ser Reed Richards som ca. 10-årig – han har allerede da et projekt om at teleportere ting, og bliver ved med at arbejde på det indtil han er i high school syv år senere. Dér bliver hans fremsynede videnskabsprojekt opdaget af den afro-amerikanske videnskabsmand Franklin Storm, som rekrutterer Reed til et kæmpe forskningsprojekt i Baxter-bygningen, sammen med andre unge genier, heriblandt Victor Domashev (den senere Dr. Doom) og Storms adoptiv-datter, Susan. Hans biologiske søn, Johnny, slutter sig senere til dem. “Teleportationsmaskinen” er deres (eneste?) store projekt, og det viser sig at den sender ting ind i en “alternativ dimension”. Da de får den til at virke rejser de selv dertil, og møder en fjendtlig verden bestående af et klippelandskab gennemsyret af en mystisk energiform. De vender tilbage med underlige kræfter – og kort efter springer filmen et år frem i tiden. Reed er undsluppet, men de andre tre holdes isoleret på en hemmelig militærbase, hvor the Thing nu er blevet sat ind som våben i udenrigspolitiske konflikter, og Human Torch også er ved at være klar til det: De er super-soldater. Susan, den usynlige kvinde, er også blevet god til at bruge sine kræfter, men lader sig ikke manipulere af militæret. Hun hjælper dem dog med at fange Reed, og sammen må de fire bekæmpe en trussel fra den alternative dimension som truer med at ødelægge Jorden.
Filmen er generelt mørk og uden humor, og figurerne er desværre ikke specielt karismatiske eller velskildrede. Reed skal forestille et super-intelligent geni, men hverken historien eller hans påfund virker særlig intelligente; det er som om han er en one-trick-pony, der ikke kan andet end at lave den interdimensionelle maskine. Antydningen af romantik mellem Reed og Susan indfinder sig aldrig. Mange andre basale elementer fra tegneserien er også udeladt, og resultatet er en film som ikke føles som om den er særlig “Fantastiske Fire”-agtig i stemningen.
I en tid hvor der er store mængder superheltefilm i biograferne er det ærgerligt at vi igen får en film som mest af alt er en oprindelseshistorie, og aldrig rigtig når til de arketypiske superhelte-eventyr som vi ser i de fleste af tegneserie-historierne. En film-serie holder sjældent mere end 3-4 film, og når hele første film næsten kun er en oprindelsehistorie, så ender det jo med at en tredjedel eller en fjerdedel af hele filmserien går med oprindelsen, som i en tegneserie-serie typisk kun fylder det første af flere hundrede hæfter. Så i filmene når vi sjældent til de seje sagaer fra tegneserierne – problemet var det samme i f.eks. den seneste Superman-film, Man of Steel. Seneste FF-film er slet ikke på niveau med Marvel Studios’ superheltefilm; både hvad angår figurerne og det visuelle udtryk er den ærligt talt jævnt kedsommelig. Den forsømmer mange chancer for gode replikker, og figurerne er for en-dimensionelle. De har også en underlig alder; de skal forestille at være i high school-alderen, men skuespillerne er sidst i tyverne og først i trediverne. Skuespillerne er ellers ikke dårlige i sig selv, men det materiale de har at arbejde med her gør dem bestemt ingen tjenester.
Karakter: 5 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 46
