Emily St. John Mandel – Station Eleven

Station Eleven
Roman af Emily St. John Mandel
Vintage Books 2014, 333 sider.

Den canadiske forfatter Emily St. John Mandels hidtidige romaner har været litterære fortællinger med krimi/thriller-elementer, men med Station Eleven prøver hun kræfter med den post-apokalyptiske genre, der har en tradition for at tiltrække forfattere, som normalt ikke beskæftiger sig med science fiction. Bare tænk på On the Beach af Nevil Shute og The Road af Cormac McCarthy.

En anden tradition er at science fiction-verdenen har det med at reagere med en vis skepsis over for disse “outsidere”, som trænger ind på dens ene­mærker. Så hvordan klarer Emily St. John Mandel sig i den sammenhæng?

Ganske godt, såmænd. Station Eleven vandt årets Arthur C. Clarke Award, så det kan ses som en form for blåstempling fra inderkredsen, og selveste George R. R. Martin har udnævnt bogen til sin yndlingsroman fra 2014. Men der har også været kritiske røster fremme om, at science fiction-elementet står ret svagt i romanen, ligesom den mangler et egentlig plot.

Begge kritikpunkter er værd at tage med i bedømmelsen af romanen, men er i mine øjne ikke svagheder, der trækker fra læseoplevelsen. Godt nok er der intet banebrydende ved Mandels måde at lade verden gå under på. I hendes tilfælde er det en ekstrem smitsom og dødbringende influenza-epidemi, som i løbet af kort tid tager livet af 99 procent af menneskeheden.

Til gengæld er Station Eleven væsentlig mere optimistisk på menneskehedens vegne i forhold til andre post-apokalyptiske romaner. Efter de indledende scener fra den aften, hvor smitten for alvor begynder at sprede sig, vælger Mandel nemlig at spole handlingen tyve år frem i tiden, hvor der er faldet mere ro over tingene efter de første mareridtsagtige år. Vi slipper ikke for de for genren nærmest obligatoriske elementer som militser, kannibalisme og religiøse fanatikere, men langt de fleste steder er folk bare interesseret i at leve fredeligt i de samfund, de har slået sig ned i.

Det er til disse byer at The Travelling Symphony rejser rundt til for at opføre værker af Shakespeare og spille klassisk musik for på den måde at holde fortidens kunst i live. Og det er måske her, at Station Eleven kan siges ikke at være en “rigtig” science fiction-roman, for den er mere optaget af fortiden end af fremtiden, men det er heller ikke Mandels ærinde.

Hendes historie er først og fremmest en hyldest til alt det, der var, og den er besat af ting, vi i dag tager for givet så som kaffe, flyrejser, tv-serier, internet, osv., men som i romanens fremtid kun huskes af dem, der var født, inden katastrofen ind­traf. Det gør Station Eleven til en tragisk, men også livsbekræftende læseoplevelse, som kun forstærkes af Mandels smukke og præcise sprog.

Station Eleven er heller ikke en traditionelt opbygget roman. Store dele af handlingen udspiller sig i fortiden og er centreret omkring skuespilleren Arthur Leander, som dør på scenen i det allerførste kapitel under en opførelse af Kong Lear. Bogens øvrige personer har alle en forbindelse til ham, der­iblandt Kirsten, der som lille pige var med i det samme teaterstykke og nu som voksen er medlem af The Travelling Symphony.

Kirsten er det nærmeste, romanen kommer en egentlig hovedperson, selv om hun for­svinder ud af handlingen i lange stræk, mens vi i stedet hører om Arthur, hans ekskone Miranda (forfatter til Kirstens yndlings­tegneserie Station Eleven), hans ven Clark, eller Jeevan, som forsøgte at redde ham, da han faldt om på scenen. I sidste ende giver det hele dog mening, og man tilgiver Mandel svinkeærinderne, for hun er først og fremmest eminent til at skabe levende personer, som man i løbet af et enkelt kapitel føler, man er kommet ind under huden på og gerne vil tilbringe lang tid sammen med – hvorefter hun introducerer læseren for en ny person, som er mindst lige så interessant.

Det er muligt, jeg kommer til at læse en bedre roman i år end Station Eleven, men jeg har svært ved at forestille mig det – science fiction eller ej.

Station Eleven er udgivet på dansk af Forlaget Iris under titlen Station 11, men her er originaludgaven anmeldt.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 46