Joe Abercrombie – Half the World/Half a War

Half the World/Half a War
Romaner af Joe Abercrombie
Harper Voyager 2015, 484/497 sider.

Første bind i Joe Abercrombies Shattered Sea-trilogi, Half a King, blev anmeldt i Himmelskibet nr. 42, og mindre end et år senere er bind to og tre også udkommet, så det nu er muligt at bedømme hele serien.

Trilogien adskiller sig fra Abercrombies øvrige romaner ved at have teenagere i hovedrollerne og – gisp! – romancer, hvilket har fået nogen til at kategorisere dem som YA (Young Adult). På den anden side er historien lige så barsk, brutal, blodig og kynisk, som man er vant til fra Abercrombies side, og faktisk gør hovedpersonernes unge alder, at de trængsler, de udsættes for, kun føles endnu værre.

Men først og fremmest er der tale om nogle eminent underholdende bøger, som man nærmest sluger i ét væk og har svært ved at lægge til side, når man er kommet i gang. Joe Abercrombie er i hvert fald skyld i, at jeg i en periode kom i underskud på søvnkontoen.

De tre bøger udspiller sig alle i et vikinge-inspireret univers, der umiddelbart lyder som fortidig fantasy, men i det sidste bind, Half a War, afsløres der detaljer, som antyder, at vi måske snarere befinder os ude i fremtiden.

I bind et, Half a King, møder vi prins Yarvi, som pludselig bliver konge, da hans far og storebror bliver myrdet i et baghold. Yarvi når dog ikke at sidde længe på tronen, før han forrådes af sin onkel og ender som slave på et skib, mens omverdenen tror, han er død. En vissen hånd gør, at Yarvi aldrig bliver en sand kriger, men i stedet er han i besiddelse af snuhed og gode taleevner, og det gør ham i stand til at kæmpe sig tilbage til sit hjemland, så han kan få hævnet sin far og sin bror.

Yarvis ønske om hævn gennemsyrer de to øvrige bind, Half the World og Half a War, men nu indtager han blot en markant birolle, mens historien fortælles gennem andre personer.

I Half the World er hovedrollerne overladt til de to unge krigere, Thorn og Brand. Thorn er den fødte kriger, men fordi hun er pige, har hun trods sine åbenlyse evner svært ved at blive accepteret i det mandsdominerede samfund. Brand er den unge mand, som drømmer om at vinde hæder og ære på slagmarken, men snart erfarer, at virkeligheden er en ganske anden end i heltekvadene.

Begge havner på et farefuldt togt med Yarvi fjernt fra deres hjem i et forsøg på at skaffe allierede i kampen mod den magtfulde High King. Det er også her, at Abercrombie introducerer sin kærlighedshistorie, for Thorn og Brand kan til at begynde med ikke døje hinanden, og så ved de fleste nok, hvordan det går …

Thorn og Brand er også med i Half a War, hvor krigen går ind i sin afgørende fase, men nu er det dem, som må nøjes med at være bipersoner. I stedet er synsvinklerne overladt til den unge prinsesse Skara, hendes livvagt Raith og træskæreren Koll (der også optræder i de to forrige bind). Skara befinder sig i en lignende situation, som Yarvi gjorde i Half a King: Hun har overtaget en trone efter blodige omstændigheder, men har intet tilbage og må søge tilflugt hos sin kusine, Yarvis mor.

Af Yarvi lærer hun en vigtig lektie: At kun halvdelen af en krig vindes på slagmarken, og at ord kan bruges som våben. Men hun erfarer samtidig, hvor langt Yarvi er villig til at gå for at opnå sin hævn, så det betyder, at helten fra det første bind ender med at få noget, der minder om en skurkerolle.

Det er også interessant at observere, hvad det medfører, når en person går fra at være hovedperson i et bind til at blive reduceret til biperson i det næste. Både Thorn og Brand, og til dels også Yarvi, fremstår mere karikerede og unuancerede i de efterfølgende bind, fordi man ikke længere har adgang til deres tanker og følelser, men kun ser dem beskrevet gennem andres øjne.

Så for at opsummere serien: Half a King er en stærk indledning med en interessant helt, Half the World er min personlige favorit, fordi den gør seriens verden større og har to stærke hovedpersoner i Thorn og Brand, mens Half a War er en tilfredsstillende afslutning, som dog lider under, at det kun er Skara, der for alvor brænder i­gennem af de tre fortællesynsvinkler (det er næppe en tilfældighed, at antallet af hovedpersoner stiger for hvert bind, men det er begrænset, hvad de to andre bidrager med i bind tre, så den idé burde Abercrombie måske have droppet).

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 46