The Last Witch Hunter

last_witch_hunter_ver16_xxlgThe Last Witch Hunter
Film, USA 2015, 106 min.
Instr.: Breck Eisner
Medv.: Vin Diesel, Rose Leslie, Elijah Wood, Michael Caine, m.fl.

The Last Witch Hunter er et spændende forsøg på at lave en ny franchise a la Men in Black, Underworld og Highlander, denne gang med en 700-årig heksejæger i Vin Diesels skikkelse som hovedperson. Ligesom i Highlander følger vi en udødelig som har oplevet alskens ting i sit lange liv, og været tilstede ved en lang række historiske brændpunkter. Ligesom i Underworld handler det hele om interne konflikter mellem overnaturlige væsner, og ligesom i Men in Black (og Underworld, og tegneserien Fables) er der et helt skyggesamfund af alternative væsner der lever side om side med den moderne verden. Der er med andre ord et stærkt og beundringsværdigt fokus på world-building, og den verden der præsenteres er fuld af figurer og intriger som man får lyst til at udforske i detaljer.

Diesel spiller Kaulder; en fyr fra 1300-tallet som var med til at dræbe (troede han) en heksedronning der havde udløst Den Sorte Død over menneskeheden. Dronningens sidste handling var at kaste udødelighedens forbandelse over Kaulder: “I curse you with life!” – men netop via den forbandelse holdt hun også sit eget sorte hjerte i live, og vender tilbage i nutiden med fornyede pestplaner! Men før hun vender tilbage hører vi om Kaulders “normale” liv, som går ud på at patruljere det overnaturlige samfund som en politimand, og sørge for at de forskellige magiske væsner (som der er mange af!) overholder spillereglerne. Han bliver også romantisk involveret med en ung heks, spillet af Rose Leslie fra Game of Thrones, og han flankeres af en dødelig hjælper (først Michael Caine, siden Elijah Wood), da der eksisterer et helt præsteskab hvis eneste formål er at assistere ham.

Jeg syntes det er et ret fedt koncept som der sagtens kunne bygges frugtbart videre på. Desværre sker det nok ikke, for filmen var et flop, både kritisk og kommercielt, og det er også korrekt at den har nogle mindre problemer med plothuller og dårlig CGI, men jeg er nu uforstående overfor at den genererede så meget kritik. I mine øjne var det en yderst anstændig film, omtrent i samme klasse som den også pænt vellykkede komedie-film The Sorcerer’s Apprentice (2010), med Nicolas Cage, som på mange måder er en konceptuelt lignende film.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *