Ash vs Evil Dead (sæson 1)
Tv-serie, USA 2015, 10 episoder (ca. 30 min. pr. episode)
Instr.: Sam Raimi, m.fl.
Medvirkende: Bruce Campbell, Ray Santiago, Dana DeLorenzo, m.fl.
Vises i Danmark på C More (www.cmore.dk)
I Evil Dead-trilogien (fra hhv. 1981, 1987 og 1992) tog en flok unge mennesker ud i skoven, hvor en uheldig cocktail af letsind og den magiske dødebog, Necronomicon Ex Mortis, vækkede ondskaben.
Én for én blev de unge forvandlet til dæmonbesatte zombier, såkaldte deadites. Gruppens eneste overlevende, Ash, måtte med en motorsav sætte sin egen hånd af, fordi den blev besat af en dæmon og angreb ham. Efterfølgende cementerede han sin status som horror-ikon ved at erstatte den manglende hånd med motorsaven og give de onde døde tørt på. I kampens hede blev han hvirvlet igennem en magisk portal til middelalderens England, hvor han stod ansigt til ansigt med en hel hær af skeletter ledet af hans onde jeg.
Efter den forrygende trilogi blev der forholdsvis stille omkring Ash og de onde døde, selv om begge versioner af slutningen antydede, at vores vrangvillige helts problemer var alt andet end omme. Universet blev dog holdt i live via bl.a. computerspil, tegneserier (Ash tog sågar kampen op mod karaktererne fra Marvel-universet, da de blev til zombier i serien Marvel Zombies) samt tilbagevendende rygter om yderligere film.
Da Bruce Campbell endelig vendte tilbage for at bekæmpe de dæmoniske kræfter på film, var det imidlertid ikke som Ash, men derimod en noget afdanket udgave af sig selv i den parodiske My Name is Bruce (2007). Her blev skuespilleren rodet ind i kampen mod en “ægte” ondskab, da en fan forvekslede ham med hans film-alterego. Ikke ulig Ash var filmudgaven af Bruce Campbell både modstræbende og selvisk, hvilket på den ene side gjorde den ganske sjov, men på den anden side uundgåeligt indgød den skuffende fornemmelse af en bleg afglans.
Efter yderligere en årrække kom en decideret genindspilning uden Ash på tale, og jeg gruede oprigtigt. Evil Dead anno 2013 gjorde heldigvis mine bange anelser til skamme, ikke mindst ved at være rig på praktiske effekter og velgørende teaterblod. Uanset hvor godt jeg kunne lide den, manglede den imidlertid stadig gode, gamle Ash, og med de andenklasses løjer i My Name is Bruce og den alt andet lige mørkere tone i genindspilningen, indstillede jeg mig på, at dét løb var kørt.
Det var derfor heller ikke uden skepsis, jeg i 2014 modtog nyheden om en Evil Dead-serie. Ud over førnævnte forbehold var der hele spørgsmålet om, hvorvidt serieformatet ville fungere, om det ville blive med den Ash, vi kendte og elskede, og om blodsudgydelserne ville blive nedtonet. Nu om dage er der heldigvis en del kanaler, der ikke går af vejen for indhold med kant, men dét var jo ikke i sig selv nogen garanti for, hvor Ash og hans deadites havnede.
Heldigvis landede serien hos Starz, der ifølge Bruce Campbell var de eneste, som ville give produktionsholdet helt frie tøjler og altså hverken censurere indholdet eller tvinge dem til at skabe alternative, vattede udgaver af karaktererne. Af rettighedsmæssige årsager må serien godt nok se bort fra hændelserne i den 3. film, Army of Darkness, men eftersom de synlige ændringer, der definerede Ash-karakteren, skete i Evil Dead II, er der blot tale om et mindre, kosmetisk problem. I stedet for S-mart (som vi for første gang hørte om i Army of Darkness), arbejder han nu i pendanten Value Stop. Vi må med andre ord undvære klassiske linjer som “Shop smart. Shop S-mart!”. Selv om denne detalje uundgåeligt giver et lille stik i det gamle fanhjerte, tjener stedet fint sit formål som 9-17 arbejdspladsen, hvor Ash trods sin ekstraordinære fortid er reduceret til blot endnu en lønslave. Han er både blevet en del ældre og noget tungere, siden han sidst sloges mod de onde døde, og ligesom Bruce i My Name is Bruce, bor han nu i en trailer. Her ryger han pot og knalder ludere, når hans heltemodige skrøner om at have ofret hånden for at redde en lille drengs liv da ikke skaffer ham noget sympatilir ude i byen. Der er altid en hårfin grænse mellem, hvornår det er sjovt eller bare sølle at følge sine fiktive helte blive “too old for this shit”. Det lykkes i Ash vs Evil Dead – dels fordi Bruce Campbell leverer karakteren med samme overbevisning, glimt i øjet og flødebollethed som førhen, og ikke mindst fordi serien faktisk bakker ham op ved undertiden at lade dette give pote. Bedaget eller ej – Ash forbliver sej!
Det var først med Army of Darkness at Ashs personlighed for alvor fik plads til at ånde efter vanviddet i de foregående film, og selv om serien ikke taler om middelaldereventyret, tager den tydeligvis udgangspunkt i personskildringen herfra: En attitudefyldt underdog, der er motiveret af sine egne behov og tilbøjelig til at vælge den nemme udvej, men som alligevel besidder en vis samvittighed og pligtfølelse. Det var ikke uden grund, han i Army of Darkness måtte bekæmpe sit legemliggjorte onde jeg.
I et herligt parløb mellem usselhed og sparken røv allierer Ash sig med kollegerne Pablo og Kelly, da ondskaben igen springer til live fra Necronomicons sider. Sammen drager trekløveret ud for at tage kampen op, men er snart forfulgt af både politiet og en mystisk kvinde (spillet af Lucy “Xena” Lawless), der har sin helt egen interesse i den dæmoniske bog. Jeg vil ikke afsløre mere her, blot konstatere, at det udvikler sig ekstremt underholdende. Til tider kan udviklingen virke lidt tilfældig, herunder hvornår visse karakterer lever eller dør, som om folkene bag serien selv har været usikre på vedkommendes funktion. Dette bidrager imidlertid også til den uforudsigelighed, som er en del af seriens underholdningsværdi.
Episodernes spilletid på en halv times tid fungerer ret godt, ikke mindst i kraft af seriens roadmovie-præg, hvor vores helte tager rundt fra det ene sted til det andet og døjer med forskellige udfordringer i forsøget på at komme til bunds i problemerne. Hver episode byder på tilstrækkelige optrin til at give fornemmelsen af fylde, og selv om blodet altid sprøjter til alle sider, sikrer spilletiden og de skiftende scenarier en tilpas variation til, at man lige snupper et afsnit mere. Og et mere.
Serien trækker på filmenes univers og elementer og er i indhold og tone en fornem forlængelse af filmene, bortset fra tilføjelsen af CGI-effekter, som heldigvis fungerer godt det meste af tiden. Enkelte svipsere springer i øjnene, men kan ikke forpurre glæden ved en succesfuld videreførelse af et gammelkendt univers. Det er tydeligt at mærke, at de involverede både foran og bag kameraet har nydt at slå sig løs, og alle fans af Ash, Evil Dead-filmene og splat generelt bør tage del i festen.
Med den brede popularitet zombieserien The Walking Dead har opnået, kan det være svært for andre zombie-beslægtede serier at få plads på markedet, men jeg håber og tror også på, Ash vs Evil Dead er sikret et publikum. De to serier er så vidt forskellige, at den ene absolut ikke bør udelukke den anden. Selv elsker jeg bestemt også The Walking Dead, men stemningsmæssigt er det en noget tung sag, og når serien i skrivende stund er deprimerende på sjette sæson, er det befriende at opleve, at kampen mod de levende døde også stadig kan være sjov ligesom i gamle dage.
Ash er stærkt tilbage. Hail to the king, baby!
Karakter: 9 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 48
