Kung Fury
Kortfilm, Sverige 2015, 31 min.
Instruktør: David Sandberg
Medvirkende: David Sandberg, Jorma Taccone, David Hasselhoff, m.fl.
Kan ses på Netflix
I sommeren 2015 fik David Hasselhoff et comeback på YouTube med musikvideoen “True Survivor”, en retro-firser-sang med en video fyldt af martial arts, gadebander, dinosaurer og nazister. Sangen og videoen var angiveligt en slags trailer til filmen Kung Fury, som nu bl.a. kan ses på Netflix, hvor den med streamingtjenestens vanlige sprogsans har fået titlen Kong Amok.
Kung Fury startede i December 2013 som et crowdfunding-projekt ledt af svenskeren David Sandberg, der har skrevet og instrueret filmen og også spiller hovedrollen. Crowdfundingen indbragte på to måneder $630.000, over tre gange så meget som det oprindelige mål, men ikke helt den million dollar der skulle til for at lave en film af spillefilmslængde. Derfor er Kung Fury kun en kortfilm på 31 minutter, men det er faktisk også en passende længde.
Vi befinder os i 1980ernes Miami, som er overrendt af rå punkerbander og andet godtfolk. En arkadespilmaskine går amok gennem byen på bedste Transformer-vis og må stoppes af den unge kung fu-kyndige strømer Kung Fury (Sandberg). Det ser ud som om Hitler har haft en finger med i spillet, så vor helt får vennen og computergeniet Hackerman til at sende ham tilbage i tiden med en Amstrad-computer. Desværre ryger han for langt tilbage, helt til dinosaurernes tid, og så er gode dyr rådne. Heldigvis render han på et par maskingeværbevæbnede valkyrier, der får tilkaldt tordenguden Thor, der kan sende ham frem til Hitlers tid. Her må Kung Fury slås med en mængde nazirobotter før han kan tage oprøret med Hitler, der viser sig selv at være kung fu-mester under navnet Kung Führer.
Det lyder vanvittigt, og det er det også (og så har jeg endda udeladt nogle af de mest vanvittige detaljer). Men det er den rigtige slags vanvid, og filmen er stilrent lavet som en pastiche på firser-action-B-film lavet direkte til VHS. Miljøet rammer rent film såsom The Warriors og Surf Nazis Must Die, og special effects er bevidst lavet kikset med dårlig integration med live action-elementerne. Kung fu-kampene er lavet i stil med arkadespil som Street Fighter og Mortal Kombat hvor det hele foregår i to dimensioner, og musikken er også ren 80’erstil (selvom vi desværre ikke får hørt The Hoff synge “True Survivor”). Netflix-udgavens undertekster giver faktisk et ekstra lag af autenticitet, da de er cirka lige så dårligt oversatte som i de gamle B-film på VHS.
Det ville være synd at kalde Kung Fury for en stor film, men den er ganske sjov, især for dem der er vokset op i 70’er eller 80’erne med arkadespil, mikrocomputere og VHS-film. Længden føles meget passende til ideen, og jeg tror i virkeligheden at det er meget godt at Kung Fury ikke blev til en hel spillefilm.
Filmen fik mig til at undre mig over at alle de andre nordiske lande kan lave vilde og originale genrefilm, men Danmark kan af en eller anden grund ikke.
Norge har bl.a. lavet Död Snö og Trolljegeren, Finland har bl.a. lavet Iron Sky og Rare Exports, Sverige har lavet Låt den rätta komma in og nu Kung Fury, og Island har vist også lavet noget [ja, f.eks. den fremragende Astrópía. -Red.]. I Danmark bliver det i bedste fald til uoriginale genrefilm med alle de værste klicheer, eller mere folkekomedie end horror eller sci-fi. Er det kulden og midnatssolen nordpå der giver de andre nordiske lande den kant, som vi mangler? Eller er det danske filmmiljø bare fuldstændigt fantasiløst?
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 48
