Patience
Tegneserie af Daniel Clowes
Forlaget Aben Maler, 2015, 188s.
11.22.63
Tv-serie, baseret på en roman af Stephen King
2016, 8 afsnit
Jeg læste Daniel Clowes seneste tegneserieopus, den grafiske roman Patience, samtidig med at jeg var i gang med at se den nye tv-miniserie 11.22.63 – det var en smule surrealistisk og forvirrende, for tilfældigvis handler de begge om tidsrejser, og er begge mere romantiske tragedier end egentlige tidsrejsehistorier.
Begge historier handler om en rodløs fyr der forelsker sig i en blond kvinde (og hun i ham), men hvor alt muligt går galt i deres forhold, så fyren desperat forsøger at gøre tingene gode igen, med meget begrænset succes.
I Patience følger vi Jack (urgh! Det mest brugte og derfor mindst spændende navn til en protagonist), som er en socialt dysfunktionel type der for få måneder siden blev gift med den lige så dysfunktionelle Patience. De to lever lykkeligt, men fattigt og næsten totalt isoleret, minus venner, og konstant jobsøgende. En dag kommer Jack hjem og finder Patience – næsten hans eneste grund til at leve – liggende myrdet på gulvet. Politiet mener at det må være Jack der har gjort det, så han kommer i fængsel i nogle år, indtil de finder nogle beviser på at han ikke kunne have gjort det. Jack går derefter i gang med selv at efterforske mordet, men kommer ikke særligt langt. Fjorten år senere, i år 2029, møder han en fyr der har opfundet en væske som muliggør rejser i tiden. Jack kan nu tage tilbage i tiden, og planlægger at forhindre mordet.
Som helhed er historien relativt enkel i sit udtryk, og har, kan man vel sige, en vellavet socialrealistisk seriøsitet, men science fiction-delen er en del svagere. Designet af fremtiden i 2029 er retrofuturistisk og naivt i stilen, og der er det sædvanlige problem med en utilstrækkelig tidsrejseforståelse hos forfatteren, hvilket skaber utilsigtede logiske paradokser. F.eks. finder Jack på et sent tidspunkt i historien ud af at nogle af de detaljer, han kendte fra sin originale tilværelse (før tidsrejserne), er forårsaget af hans egen rejsen i tiden. Dette viser jo at tiden tager også fremtidige handlinger med i sin overordnede betragtning, således at nutiden allerede og altid er et resultat af de rejser til fortiden som kommer til at finde sted i fremtiden. Hvis tiden fungerer sådan, så er alting forudbestemt og frosset og kan ikke ændres. Men der er ting i historien som bliver ændret. Så logikken holder ikke.
Noget lidt lignende sker også i 11.22.63. Historien handler om at forhindre Kennedy-mordet i 1963; dette kan måske lade sig gøre fordi hovedpersonen, Jake (endnu en næsten-Jack!), får adgang til en tidsportal der leder tilbage til 1960. Men her er der et twist: Portalen er tovejs mellem 1960 og 2016, men hver gang man tager tilbage til 1960 igen, nulstilles de eventuelle forandringer man har lavet da man var der forrige gang! Dvs. at man kun kan forårsage varige forandringer ved aldrig at bruge portalen igen når man er kommet hjem til det nye 2016 (som vil være baseret på de forandringer, man har foretaget). Som sådan er portalen jo lidt af en legeplads, hvor man kan rejse igennem, gøre et eller andet, og så tage igennem igen og nulstille det hele – specielt hvis de forandringer, man forårsagede, viser sig at have negative konsekvenser. Det er en ganske interessant idé, som her i serien kun brister da Jake får nogle falske ID-kort med sig tilbage til 1960, som en ældre fyr har fået lavet da han selv var i 1960 via portalen kort forinden! Ifølge den beskrevne tidslogik burde alle konsekvenser af tidligere rejser blive fjernet så snart man går gennem portalen igen – men der er åbenbart en undtagelse for personlige genstande, ligesom der (“selvfølgelig”) også er det for den tidrejsendes hukommelse, som altid på magisk vis kan huske alle rejserne…
Jakes mission i 1960 er at skygge Lee Harvey Oswald, og finde ud af hvem der eventuelt manipulerede ham til at skyde Kennedy. Allerede efter ganske få indledende rejser gennem portalen, beslutter Jake at blive i fortiden helt frem til 1963, og det lykkedes ham at blive ansat som engelsklærer, hvor han møder den smukke Sadie Dunhill, som han indleder et forhold til. Mere og mere af historien handler om deres forhold, og de problemer som Jakes mission skaber for forholdet. Seeren sidder og venter på en interessant forklaring på, og baggrund for, Kennedy-mordet, men det kommer aldrig. Kennedy-plottet bliver mere og mere simplificeret indtil det er næsten kørt ud på et sidespor, og Jake indser at hans mission slet ikke er Oswald/Kennedy, men kærligheden til Sadie. En historie der foregiver at handle om tidsrejse og historiske begivenheden viser sig altså at degenerere til en basal romantisk historie. Det var ikke sådan, jeg havde håbet, den ville udvikle sig. Der kommer dog også en forløsning på Kennedy-plottet, men budskabet er at man ikke skal forsøge at ændre noget, for så bliver alting bare værre. Både personligt og for hele verden! En meget anti-progressiv måde at se tingene på, og ikke et budskab der sømmer sig for science fiction-genren, eller for god kunst, efter min mening.
Forfatterne til både Patience og 11.22.63. er ikke normalt science fiction-forfattere, hvilket ses tydeligt; begge historier er ikke primært produceret til et science fiction-publikum, der foretrækker idé-drevne historier, men til et mainstream-publikum, der foretrækker person- og romance-drevne historier. Som romancer er historierne såmænd udmærkede begge to, men der er bare ikke det forventede pay-off, hvis man ser dem gennem en science fiction-fans øjne. Derfor var de begge en smule skuffende for mig – men ikke helt dårlige; især ikke 11.22.63., som var effektivt underholdende, velspillet og gav et godt og flot tidsbillede af 1960erne.
Karakterer:
Patience: 6 stjerner ud af 10.
11.22.63.: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48
