Fuglene
Roman af Mikkel Harris Carlsen
Forlaget Æther, 2016, 144 sider
Forlaget beskriver selv Mikkel Harris Carlsens nye bog som en ‘absurd roman’, og absurd er en meget passende beskrivelse, men om det er en roman, er mere et spørgsmål.
Vi følger regnskabsmedarbejderen John igennem en lang række groteske episoder. De har ikke anden sammenhæng end at de omfatter ham, og der er ingen konsekvens imellem historierne, så når John i et brudstykke maltrakteres i en slagterbutik, har det ingen indflydelse på at han i et efterfølgende skal til at motionere mere.
Bogen har sammenhæng og giver mening på samme måde, som en nats drømme kan tage drømmeren igennem et hav af forskellige scenarier, som imens drømmen står på, føles som sammenhængende, men efterfølgende kun kan gengives i usammenhængende brudstykker. Det er det samme der gør sig gældende i denne bog, så den kan være svær at kalde en roman, men omvendt er det heller ikke en novellesamling, for den fungerer bedst som et samlet værk, som giver et indblik i Johns mærkelige verden. En verden der på trods af sine groteskheder, og det at hovedpersonen dør et par gange, stadig hænger sammen, da den nulstilles for hver fortælling.
Havde det været en novellesamling, ville jeg i anmeldelsen have fremhævet de noveller jeg syntes bedst om, men dette er ikke noveller. Jeg vil dog kort beskrive et par af brudstykkerne for at give et indtryk af bogen.
Det er valgdag, og John er netop gået ind i boksen for at stemme. Imens hans øjne løber hen over stemmesedlen, hører han en presset mand fra boksen ved siden af, der beder ham om at række noget papir ind under, da der er løbet tør derinde. John er en flink mand, så han deler sin stemmeseddel i to og rækker den ene del under til den trængende mand ved siden af.
I en anden stiger John ind i en overfyldt elevator. Selvom den er helt fyldt, så bliver folk ved med at stige på, og til sidst kan ingen røre sig, og ingen kan stige af. Menneskeklumpen ender med at stå samlet i elevatoren i flere måneder, hvilket bl.a. fører til kannibalisme for at de kan overleve. Da de endelig kommer ud, går de hvert til sit.
Sådan følger den ene korte tekst den anden, og samlet giver den en fortælling om det groteske univers som John er fanget i.
Det der gør at dette fungerer så godt som det gør, er at forfatteren skriver i en bekrivende stil som perfekt understøtter universet.
Dette er Harris Carlsens fjerde bog, og han har flere gange haft noveller trykt i Himmelskibet (senest i nummer 46), så der har været rig mulighed for at stifte bekendtskab med hans groteske historier tidligere, og hvis disse faldt i din smag så skal du bestemt ikke undlade at anskaffe sig Fuglene, for her er endnu et indblik i et fantastisk fortælleunivers.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51
