Monster

Monster – 11 horror-noveller
Antologi
Teddy Vork, A. Silvestri, Lars Ahn Pedersen m.fl.
Kandor, 2016, 218 sider

Forlaget Kandor er for nyligt blevet lagt ind under forlaget Dreamlitt, da Kandor var et enmandsforlag, hvor arbejdet efterhånden var ved at overstige hvad der var sjovt for redaktøren. Kandor videreføres som navn, så vi vil se flere bøger med dette labl lpå, men der er da også stadig et par bøger under det gamle setup, som vi endnu ikke har fået omtalt i Himmelskibet.

En af disse er antologien Monster. Kandor har tidligere udgivet antologierne Vampyr og Varulv, der hver især indeholdt forskellige vinkler på de klassiske monstre. Denne gang er emnet blot monstre, hvilket giver mulighed for endnu bredere fortællinger. For selvom der var mange vinkler på at fortælle om f.eks. varulve, så var det også noget, der gjorde at det var svært at blive overrasket som læser, da det var givet at det var en variant af lige netop dette monster som de enkelte historier handlede om.

I Monster har der været mere frit spil, og det er også en god variation i det monstrøse som hver af de 11 bidrag byder på.

Teddy Vorks “Tomme Kar” indleder samlingen, og den har en religiøs tilgang til emnet, da der her er tale om besættelse og forsøg på eksorcisme. Det er på mange måder en klassisk Vork-novelle, hvor historien skrider stille og roligt fremad, imens uhyggen opbygges.

Det næste bidrag er også et bidrag som på mange måder er let genkendeligt for forfatteren. Det er A. Silvestris “Om blod og blæk”. Silvestri har flere gange skrevet i samme weird fiction-tradition som bl.a. Clive Barker, og denne novelle er i denne tradition. Her er det monstrøse meget fysisk, men også meget hemmeligt. Det lurer skjult og kræver et offer fra sine følgerer, et offer som skal komme fra personen selv, men omvendt så bliver man også en del af væsenet. Dette er lige en novelle for mig, da den ikke kun handler om at beskrive et ubeskriveligt monster, men også i højere grad handler om at beskrive den indflydelse som mødet har på hovedpersonen.

En forfatter, der i lige så høj grad som Silvestri ynder at lege med genrer, og som ikke lader sig styre af de opstillede konventioner, men som stadig navigerer rundt i dem og sammensætter dem på nye spændende måder, er Lars Ahn Pedersen. I bidraget til denne antologi fortæller han en spøgelseshistorie. En forfatter har sat sig for at skulle skrive en spøgelseshistorie og har taget logi i en hjemsøgt lejlighed. I starten oplever han ikke noget, men dette ændrer sig. Sideløbende fortælles en historie fra bygningens fortid hvor den var et sindssygehospital. Alt dette lyder meget klassisk indenfor spøgelseshistorier, men Lars Ahn formår alligevel at bringe andre vinkler ind i historien.

Dette var tre eksempler på samlingens monsterfortællinger. Derudover er der fortællinger hvor det er i mennesket det monstrøse bor, og andre hvor der er forskellige udefra-kommende trusler. Der er sågar en historie med en af de andre klassiske monstre nemlig en mumie, eller i hvert fald et mumificeret monster.

Samlingen kommer godt rundt i et stort emne, men er på ingen måde udtømmende. Dens force er netop at det ikke på forhånd er klart for læseren hvilket monster der er tale om, så det giver mulighed for overraskelser.

En negativ ting ved denne antologi er at redaktøren, ligesom i Varulv, ikke har inddraget et forord eller en præsentation af samlingen og novellerne. Da Monster bygger på en novellekonkurrence, synes jeg det kunne have været interessant at læse noget om hvilke udvælgelseskriterier der var blevet brugt og på den måde have fået bogens noveller linket sammen og skabt en mere helstøbt samling. Det er desværre de færreste antologi-redaktører der gør dette, og i Monster mangler det også.

Så vidt jeg kan se, så fortsætter Kandor-brandet som et selvstændigt brand under Dreamlitt, men det bliver alligevel spændende at se hvad der sker fremover, og om vi får flere antologier af den generelt høje kvalitet som forlaget har været garant for.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger, Horror og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

One Response to Monster

  1. Pingback: Dancon, anmeldelser og ny novelle | Lars Ahn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *