Rogue One
Film, USA 2016, 133 min.
Instr.: Gareth Edwards
Medv.: Felicity Jones, Diego Luna, Ben Mendelsohn, Mads Mikkelsen m.fl.
NB: Jo, der er SPOILERE her – se helst filmen inden du læser nedenstående.
Another year, another Star Wars movie. Selv om jeg hadede den forrige film (Episode VII: The Force Awakens, se min anmeldelse i Himmelskibet nr. 47), og anser Star Wars-universet efter Episode VI for at være ødelagt, så er jeg fast besluttet på at give hver ny film en fair chance for at bevise sit værd. Man kan jo under alle omstændigheder ikke som ægte science fiction fan lade være med at gå ind og se de nye big-budget sci-fi film, vel? Selvfølgelig kan man ikke det.
Rogue One var – især efter Episode VII – en positiv overraskelse. Filmen er en direkte prequel til Episode IV: A New Hope, og det er historien om hvordan Oprørsalliancen bliver indgydt med dette nye håb. Plottet drejer sig om at Alliancen skal have undermineret Imperiets nye super-våben, og til dette formål indhenter de Jyn Erso, datter af Dødsstjernens hovedingeniør, Galen Erso, som er blevet rekrutteret til projektet af Imperiet imod sin vilje. Dele af plotlinjerne virker lidt uklare (i hvert fald når man kun har set filmen to gange!); sender Alliancen Jyn ud til Saw Gerrera (som de ved har forbindelse til Galen) for at få fat i den besked som Galen har sendt piloten ud til Saw med, eller sender de hende af sted for at lokalisere Galen (som de endnu ikke ved om er på deres side eller ej), så de kan dræbe ham, og dermed måske (så vidt de ved) sabotere super-våbnet? Eller begge dele? Enten er de helt præcise detaljer lidt dårligt formidlet, eller også er der nogle ret usandsynlige tilfældigheder på spil (well, måske begge dele).
Ikke desto mindre er der god fremdrift i historien, på trods af enkelte småkedelige sekvenser, og den er ganske visuelt vellykket, især i den meget actionfyldte afsluttende tredjedel, som foregår på en strand-planet (optaget på Maldiverne). Man sidder helt bestemt med en følelse af at det her foregår godt og grundigt i Star Wars-universet, selv om der også er en del univers-relaterede ting man godt kunne forlange lidt mere af. Blandt filmens fremmeste mangler kan nævnes at der ikke rigtig er ret meget nyt på færde her. Hvor er de nye seje og ikoniske rumskibs-designs? Hvor er de nye, spændende, ikke-menneskelige figurer? Hvor er de gode og fremmedartede navne på figurer og steder? Hvor er vores hovedpersoners kulørte person-ligheder? Man kan ligeledes spørge hvor plottets twists er henne; hvorfor der ikke rigtig sker noget uventet i løbet af historien. Der plantes kim til diverse twists (f.eks. at piloten udsættes for et tankelæsende væsen som det antydes vil gøre ham sindssyg), men de manifesterer sig aldrig.
Men disse fejl opnår aldrig en sådan styrke at de ødelægger historien eller filmoplevelsen – i hvert fald ikke fatalt. En af de ting, jeg er mest imponeret over, er at samtlige vores hovedpersoner dør til sidst. I en Star Wars-film! Fra Disney! Jeg er normalt ikke fan af at slå figurer ihjel, men der er en pointe med det her. Vores helte må på tragisk vis ofre deres liv for en større sag. Det fungerer godt. Nogle anmeldere har kaldt Rogue One for en mørk film, og det er den også på visse punkter. Den mandlige helt (med det kedelige navn Cassian Andor, som bare er en omskrivning af Lando Calrissian) er en af Alliancens snigmordere, som hele sit liv har gjort hvad der var nødvendigt for at tjene Oprørsalliancens sag. Han er en intens figur med flere lag.
Jyn Erso er lidt mindre interessant, for hun har hverken rigtig nogen motivation eller anden baggrund. Man kan sige at hun radikaliseres via sin fars død et godt stykke inde i filmen, men bortset fra det kunne man virkelig godt ønske sig noget mere substans, kulør og karisma omkring hendes figur. Det ville f.eks. havde hjulpet en del hvis bare hun havde haft et mere spændende og stilfuldt udseende: en outreret frisure eller et eller andet kulørt kostume – noget der lignede en fremmedartet kultur fra en anden galakse for længe siden. Men nej; hun er desværre kun grå og almindelig/kedelig. Er det fordi almindelige publikummer skal kunne identificere sig med hende? Det synes jeg ikke fungerer ret godt. Som sagt finder hun sin oprørsmission til sidst, men jeg sidder lidt med følelsen af at det fortælleteknisk er meningen hun skal dø som straf for at hun intet andet har udrettet i livet, og aldrig har gidet engagere sig i kampen mod Imperiet. Well, dét er der vel også en slags logik i. Men, i betragtning af at en række virkeligt ikoniske scener fra den første trailer ikke var med i den færdige film (hva’ helvede!?), sidder man med følelsen af at vi ikke har set den rigtige, oprindelige, mere stilfulde og mere meningsfulde version af filmen – og dermed et stærkt ønske om at se en Director’s Cut eller Extended Version eller Original Version. Sådan noget plejer de jo ikke at lave med Star Wars-film, men jeg håber nu alligevel at de gør det med denne, for det lader altså til at vi er gået glip af noget godt og spændende – en følelse som vil blive ved med at gnave som en sten i skoen indtil vi får mere at vide!
Noget af dét, der fungerer bedst i filmen, er beskrivelsen af Imperiet. Hele konstruktionen af Dødsstjernen er jo holdt hemmelig for senatet; kejseren, Darth Vader og Grand Moff Tarkin (og andre medsammensvorne) er i gang med at kuppe Imperiet. Og jeg kunne især godt lide den nye figur Director Krennic, som er den imperie-officer der leder konstruktionen af Dødsstjernen. En ganske kompetent (om end selvfølgelig fascistoid) nøglefigur, hvis tilstedeværelse i netop denne historie er eminent logisk (og jeg kan også godt lide skuespilleren, Ben Mendelsohn). På den anden side gør filmen ikke nok ud af at udvikle forholdet mellem de forskellige hovedaktører. Krennic har i tyve år levet side om side med Jyns ingeniørfar; man skulle tro at ham og Jyn ville have nogle mere bidende personlige anekdoter at udveksle da de mødes til sidst. Man kunne indvende noget lignende hvad angår Jyn og Cassian; i Alliancens hovedkvarter gentager hun hvad Cassian sagde til hende tidligere i filmen, at ”a rebellion is built on hope”. Hvorfor er Cassian ikke til stede i den scene, og nikker anerkendende over at Jyn har lært lektien? Det synes jeg kunne have været en stærk og tilfredsstillende bonding-scene for de to. Men hvem ved; måske kommer der bøger, tegneserier og/eller andre produkter som går ind i nogle af denne type detaljer.
Filmen er, til trods for manglerne, bestemt mere voksen og realistisk i sin persontegning end de andre film i serien, men jeg syntes egentlig ikke filmen var specielt mørk eller dyster – faktisk havde jeg gerne set lidt mere sjov og spas i go’ gammel Jens Lyn-stil, men producenterne syntes nok ikke at det ville være passende i en sådan mere alvorlig film. Det havde måske også været en svær balancegang, men hvis man havde kunnet få det til at virke, så tror jeg det kunne have fået underholdningsværdien helt op i topfeltet. Hvor filmen faktisk er pænt tæt på at være allerede.
Min karakter: 8 stjerner ud af 10. Filmen opfylder sin essentielle funktion i yderst tilfredsstillende grad: den fortæller forhistorien til plottet i den første Star Wars-film. Det er ikke meningen at denne film skal være en stor saga i sig selv; den er tværtimod netop lavet som en moden og moderne fodnote til det større univers. Og som sådan fungerer den fremragende.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 52
