Passengers
Film, USA 2016, 116 min.
Instr.: Morten Tyldum
Medv.: Chris Pratt, Jennifer Lawrence, Michael Sheen, Lawrence Fishburn, m.fl.
NB: Jo, der er SPOILERE her – se helst filmen inden du læser nedenstående.
Da jeg først hørte om Passengers udviklede jeg med det samme ultrahøje forventninger til den. Ud fra traileren lignende det en helt fantastisk velproduceret film om et generationsrumskib; en ægte, hyper-visuel sci-fi tour-de-force; en gennemført genrefilm af en kaliber som der kun dukker én af op med mange års mellemrum. Da jeg spændt sad i biografen på premieredagen, forberedt på skøn science fiction, gik der imidlertid hurtigt skår i glæden. I stedet for at handle om skibet og dets tekniske problemer; i stedet for at være en idé-drevet genrehistorie, viste det sig desværre blot at handle om den mandlige hovedpersons egne problemer – og de problemer han skaber for den kvinde, han genopliver for at kurere sin ensomhed. Nogen har kaldt filmen “romantisk”, og da den har en lykkelig slutning – skal det forestille – kunne nogen måske endda også være fristede til at kategorisere den som “romantisk komedie”, men der er ikke noget komisk ved den, og faktisk heller ikke engang noget rigtig romantisk (bortset fra det rent ritualiserede i stævnemødesekvensen). Den er et klodset drama om forholdet mellem en mand og en kvinde i ekstraordinære – og teknologiske – omstændigheder, og som sådan uundgåeligt et symbol på hele forholdet mellem kønnene i den moderne civilisation. Historien er bevidst skræddersyet til ikke at være science fiction, og til at fokusere udelukkende på personernes forhold. Dette er en stor fejl i kunstgrebet, for det forstærker netop symbolikken i den kønspolitiske tematik, og det falder mildt sagt ikke ud til filmens fordel, for det får filmen til at komme med nogle meget specifikke, meget kvindefjendske budskaber. Endda i så høj at filmen for mange kvinder bliver til en horrorfilm – og ikke på den gode måde.
Rumskibet er på vej fra Jorden til en nykoloniseret planet ved navn Homestead II; der er 5000 mennesker ombord, som alle ligger i dvale, for turen tager 120 år. Tredive år henne i rejsen bliver rumskibet ramt af nogle meteoritter som forårsager diverse småskader på skibet – bl.a. resulterer det i at én af menneskenes dvalekapsler går i stykker og får den fattige ingeniør, James, til at vågne. Han er nu alene på et automatiseret skib der stadig har 90 år tilbage af sin rejse, og han kan ikke gå tilbage i dvale. Han kan ikke aktivere nogen alarm og han kan ikke få adgang til noget kontrolrum. Han kan godt sende en email hjem til Jorden, men det vil vare årtier inden de modtager den, og til den tid vil han bare være endnu længere væk. Han kan godt få mad og bruge skibets faciliteter, så han bruger et år på at forsøge at løse forskellige problemer, altimens ensomheden æder ham op og til sidst presser ham til den desperate handling at vække en af de andre sovende mennesker; en kvinde ved navn Aurora, som han er blevet forelsket i. Derved hijacker han hele hendes liv og fremtid, for da hun først er vækket har hun intet andet valg end at leve resten af livet i rumskibet. Han hemmeligholder at han vækkede hende med vilje, og lader hende tro at hendes dvalekapsel også tilfældigvis er gået i stykker. I bedste sæbeopera-stil opdager hun selvfølgelig sandheden, og bliver rasende. Men efter en lang række dramatiske begivenheder hvor de redder det defekte rumskib (og hinandens liv), beslutter hun alligevel at tilgive ham, og de lever lykkeligt til deres dages ende – ved at plante træer på rumskibet og skabe deres eget lille paradis.
Det bedste man kan sige om Passengers er at den giver én en masse at tænke over. Filmen fejler frygteligt på mange områder, og man kan derfor spørge sig selv om det overhovedet er værd at bruge tid på at analysere den, men det synes jeg faktisk det er. Det er muligt at tolke filmen på mange måder, og forfatteren og instruktøren har jo håbet på at publikum ville kunne tilgive James og se det smukke i den lykkelige slutning. Men dér har de godt nok skudt sig selv godt og grundigt i alle fire fødder, eller måske skulle man sige at det er lykkes dem at lave en mærkbart mere kontroversiel film end de havde sat sig for, for filmen trykker netop hårdt og ufravigeligt på alle de knapper der fornærmer og provokerer moderne feministiske attituder. Vi har en kvinde hvis liv og fysiske omstændigheder bliver totalt kontrolleret af en mand; et rammende billede på hvad patriarkatet gennem hele verdenshistorien har gjort ved kvinder. Vi har et budskab om at kvinden skal tilgive dette, og derved frifinde manden/patriarkatet for de forbrydelser der er blevet begået mod hende. Et publikum der går ind for ligestilling kan naturligvis ikke acceptere sådan et budskab. Dette er kun én tolkning, men det er klart den mest oplagte tolkning, og det burde producenterne have været bevidste om. Filmen regenererer meget gammeldags værdier om at kvinder skal tilgive mænd for alle grænseoverskridelser, og det gør den i så meget desto højere grad ved også at regenerere bedagede konservative konventioner om stævnemøder og romantik, som virker yderligere malplaceret hundreder af år ude i fremtiden. Givetvis er dette et kommercielt forsøg på at appellere til et kvindeligt nutidspublikum, men lur mig om ikke de fleste kvinder der indløste billet til denne film nok hellere havde set en ordentlig science fiction-historie, hvor ingeniøren i stedet havde vækket en eller flere videnskabsfolk, som så kunne løse rumskibets tekniske problemer (det er i hvert fald hvad jeg ville have gjort som det første), og først bagefter prøve at hitte rede i de menneskelige relationer og omkostninger. Personligt sad jeg næsten og håbede på at de ville genoplive en hel population på flere hundrede mennesker, som så kunne skabe deres egen kultur ombord på rumskibet.
Men som sagt er det muligt at tolke filmen på flere måder, og man kunne da sagtens anlægge en vinkel hvor James’ handlinger er fuldt ud forståelige ud fra (f.eks.) et evolutionslogisk perspektiv. Hvis en mand er alene på en øde ø, men har mulighed for at få selskab af en smuk kvinde, er det så så forfærdeligt at han, frem for bare at gå døden i møde, følger en overlevelsesstrategi hvor det bliver muligt at videreføre sine gener? Er det ikke hvad de fleste dyr er naturprogrammeret til at gøre? Og hvad ville en kvinde i samme situation have gjort? Umiddelbart synes man jo (med de muligvis kulturelle fordomme, man nu har) at en kvinde nok ville være endnu dårligere til at håndtere ensomhed end en mand.
Jeg synes at Passengers er en problematisk og skuffende middelmådig film som begår utrolig mange fejltrin. Så mange af præmisserne ved skibet og situationen er fuldkommen utroværdige, og tydeligt planlagt som ad hoc
-elementer der skulle fremme et helt bestemt plot, som stort set intet har med science fiction at gøre, og samtidig er håbløst ubevidst om hvilket creepy kønspolitisk budskab historien sender. Måske kunne man have opfattet situationen som sød og sentimental i 1950erne, men det kan man (som progressiv samfundskritiker) ikke rigtig i dag.
Men jeg er stadig ikke færdig med at tænke over filmen. Den sætter en masse spørgsmål i gang, og jeg kommer hele tiden i tanke om nye argumenter, både for at det er en dårlig film, og for hvordan man måske kunne tolke den anderledes (Aurora er jo fra forfatterens side tydeligvis ment som en Tornerose-figur, så intentionen har vitterligt været et romantisk rumeventyr). Dét fører igen til en masse betragtninger over hvordan og hvorfor vi generelt tolker film som vi gør, og dét er interessant. Derfor er det bestemt muligt at jeg vil se filmen igen, og måske endda tage den op til genovervejelse. Men den storslåede og perfekte sci-fi film som jeg havde håbet på; tjah, den venter jeg stadig på.
Min karakter: 6 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 52
