Guardians of the Galaxy Vol. 2
Film, USA 2017, 136 min.
Instr.: James Gunn
Medv.: Chris Pratt, Zoe Saldana, Dave Bautista, Kurt Russel, m.fl.
NB: Jo, der er SPOILERE her – se helst filmen inden du læser nedenstående.
Så kom det længe ventede andet kapitel i Marvel Studios første decideret kosmiske superheltefilmserie. Den første film var om Peter Quills mor; den anden film er om hans far. Men hvor den første kun brugte moren som en rammefortælling er den anden helt og aldeles fokuseret på faren. Plottet er såre enkelt. Det kosmiske væsen Ego (i form af en Kurt Russell-personificering) dukker op og afslører sig som Peters/Star-Lords far. Han er æoner gammel, og har altid ledt efter andre af sin egen slags, uden held. Derfor har han mange gange forsøgt at få et barn som arvede hans kosmiske evner (som er forbundet til ”lyset” i hjertet af det planetlignende objekt som er hans egentlige krop), og først med Peter er dette lykkedes. Ved at koncentrere sig kan Peter også få adgang til den kosmiske kraft i Egos kerne. Men efter først at have præsenteret sig som en good guy viser Ego sig jo så at være en bad guy, og ender med at blive slået ihjel. Dermed er der heller ikke mere ”lys”, og Peter er tilbage til at være et almindeligt menneske.
Filmen er naturligvis flot; især vil jeg fremhæve de snakke-scener hvor Ego fortæller sin historie. Egentlig er det en meget lang infodump-sekvens, men i dette tilfælde fungerer det efter min mening rigtig godt. Desværre har jeg ikke ret meget andet positivt at sige om filmen. Der er ikke rigtig nogle andre plotlinjer, og ikke rigtig noget af den world-building som den første film generøst skænkede os. Jeg havde håbet på at se adskillige nye figurer i denne film, men der er kun én ny, nemlig Mantis, og hun har stort set intet andet at lave i filmen end at antyde Egos ondskab (samt selvfølgelig at være offer for smagløse vittigheder). Til gengæld er der skruet voldsomt op for komikken, på den der irriterende “klappen sig selv på rygge fordi ih-hvor er den altså morsom”-måde, som i mange tilfælde falder tungt til jorden.
Også de etablerede figurer fra den første film skuffer, for bortset fra en god snak mellem Gamora og Nebula er der stort set ingen udvikling hos nogle af dem, og de har ikke noget videre at lave i filmen. Jo, Yondu er en undtagelse; han bliver udviklet, og bliver en surrogatfar for Peter, men jeg synes ikke han er nogen særlig interessant figur, og sekvensen med hans udvikling optager alt, alt for meget af filmen. Hans historie føles ikke som specielt nødvendig; han er en bad guy som bliver gjort til en good guy for at kunne slutte sig til the Guardians, men det virker lidt kunstigt og kedeligt; som om det mest er en tjeneste overfor skuespilleren. Groot burde måske også nævnes; Baby Groot er effektivt morsom, som noget af det eneste i filmen, og den bedste sekvens i filmen er nok åbningsscenen.
Som skurke er der udover Ego nogle kedelige guld-væsner fra en planet (eller kultur) der hedder The Sovereign, men man får intet at vide om dem, udover at de producerer en dyr og eftertragtet energiform. Nåja, og så ser man til sidst at de er i gang med at skabe Warlock, hvilket forhåbentlig bliver hovedplottet i næste film (eller får en væsentlig rolle i næste Avengers-film, som bliver mere kosmisk). Det kan næsten ikke undgå at blive spændende – hvis ikke James Gunn forplumrer det igen. Jeg håber Marvel Studios giver ham en god screenwriter at arbejde sammen med til 3’eren.
Men alt i alt er der, forventningerne taget i betragtning, tale om en utrolig blodfattig Guardians-film som forsøger at holde sig oppe med komediescener som næppe bliver ret sjove at se anden, tredje og fjerde gang. Hollywood-sygdommen ”sequelitis” har slået til igen, og givet os en film der er overfyldt med det som producenterne mente at publikum godt kunne lide i den første film, men næsten blottet for både historie og personskildring. Et åbenlyst kommercielt produkt der bare skal hive penge ind. Det skuffer mig meget at hovedproducer Kevin Feige ikke kunne præstere noget bedre; jeg vil tro det skyldes at han ikke personligt er kæmpefan af Guardians of the Galaxy (altså de nyere tegneseriehistorier, som disse film er baseret på), og derfor har givet James Gunn alt for meget frihed til at slå sig løs med sin efter min mening ret tvivlsomme sans for humor. Resultatet er desværre den klart dårligste film fra Marvel Studios hidtil.
Karakter: 6 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 52
Alternativ Anmeldelse
Den første Guardians of the Galaxy er nok min favorit-Marvelfilm. Dens blanding af action, humor, musik og personkarakteristik fungerer rigtig godt og skaber i samspil en ekstremt underholdende film, der alligevel har noget på hjerte. Nu er fortsættelsen så kommet med den passende undertitel Vol. 2, med henvisning til det kassettebånd med musik, Peter Quill (Star-Lord) fik i slutningen af den første film. Lad mig med det samme sige at jeg ikke synes at 2’eren er lige så god som 1’eren. Det forhindrer dog ikke filmen i at være ganske hæderlig underholdning trods en lidt svag start.
Elementerne fra den første film går igen, men der er skruet op for det hele, og det betyder at humoren nogle gange kammer over i fjolleri og at actionscenerne bliver (endnu mere) utroværdige. Det er en svaghed, man ofte ser i film-2’ere: Man hælder lidt mere på af det, man mener gjorde den første til en succes, på bekostning af historien og troværdigheden.
Denne gang er det psykologiske fokus på Rocket og Star-Lord. Rocket, som altid har været outsider, har svært ved at være del af en større gruppe og opfører sig urimeligt for – mere eller mindre bevidst – at støde de andre ‘guardians’ fra sig, og Peter Quill længes efter den far, han aldrig har kendt. Det sidste bliver der hurtigt rettet op på, da ‘Daddy’ pludseligt dukker op i skikkelse af Kurt Russell og inviterer sønnike med til sin egen planet. Som det så ofte sker, viser den lykkelige genforening sig dog snart at være temmelig problematisk – men detaljerne skal ikke afsløres her.
I løbet af filmen slutter to af heltenes tidligere modstandere sig til gruppen, og det bidrager til et gennemgående tema om redemption– at ingen er evigt dømt for tidligere fejltagelser og at man kan rejse sig fra fortiden og gøre tingene gode igen – om end det kan indebære en høj pris. Frelse er ikke gratis. Det er en befriende afveksling fra de fleste actionfilms skarpe opdeling mellem de gode og de onde – her er man “a little bit of both”, for at citere Star-Lord fra den første film.
Først og fremmest er der dog tale om en underholdningsfilm for (nogle gange for) fuld skrue. Visuelt er der ikke en finger at sætte på filmen, og humoren virker generelt godt, selvom noget af den rappe dialog virker anstrengt i starten. I lighed med den første film bliver gamle pop-hits brugt effektivt som underlægning til actionscenerne, og det bidrager til at skabe GotG-seriens særlige identitet. Der er også tonsvis af referencer til både nye og gamle Guardians of the Galaxy-tegneserier, blandt andet en udgave af et af de gamle hold med Sylvester Stallone i spidsen som Stakar, en variation over tegneseriens Starhawk. Vi får også et gensyn med Howard the Duck og den vante cameo af Stan Lee – der denne gang lægger op til at alle hans cameos måske i virkeligheden er den samme figur.
Som sagt er filmen ikke så god som 1’eren, men den fungerer udmærket som underholdning, og efter min mening er den bedre end flere af de senere Marvel-sequels såsom Captain America: Civil War og Avengers: Age of Ultron, der også var overlæssede, men manglede den humor, der fik seriernes 1’ere til at fungere. Normalt giver jeg ikke film stjerner i mine anmeldelser, men hvis jeg skulle gøre en undtagelse her, vil jeg give Guardians of the Galaxy vol. 2 syv stjerner ud af ti, hvor den gamle godt må få hele striben. Jeg håber at den lovede 3’er slapper en smule af og skifter fokus tilbage på samspillet mellem figurerne, som i denne film lider under at gruppen i store dele af filmen er splittet op.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 52
