Nyctophilia
Af Storm Frost
Baggaardsbaroner 2017, 202 sider
Det går langt imellem at man får en bog i hånden der er så indbydende som denne. Den har et virkeligt flot omslag, i en indbydende indbinding, der hverken på ryggen eller for- og bagside har noget tekst. Der er blot en dyster illustration af en måneoplyst bygning og et fyrtårn. På bagsiden viser der sig en kæmpe fangarm i fyrtårnets lys. Den gengivelse af forsiden vi kan bringe her viser desværre ikke det spil som er i forsidens nattemørke, noget der yderligere gør at bogen lægger op til en dyster oplevelse. Hver af novellerne har også en utrolig stemningsfyldt illustration som indledning. Alt i alt en bog som jeg kunne finde på at anbefale at man køber udelukkende for dens udstyr.
Ud over det stemningsfulde omslag og illustrationer, så består bogen af fem historier. Bogen indledes med “Mørketoget”, hvor en passager i et tog falder i snak med en mystisk fremmed der sidder i samme kupe. Den fremmede virker til at kende hovedpersonen, og fortæller at dette egentlig ikke er en normal togtur, og at hovedpersonens liv vil slutte når han/hun forlader kupeen. Hvordan reagerer man når man får noget sådan at vide. Og selvom man ikke tror et ord af det, tør man så tage chancen? Hovedpersonen er i dette tilfælde læseren, da historien taler direkte til læseren.
Bogens sidste novelle “Den gamle mand og fyrtårnet” omhandler også livets afslutning. En gammel fyrpasser gør status over sit liv og tænker tilbage på sine år. Denne aften blæser det op til orkan, og han forbereder sig for han er fyrtårnets vogter, og natten er lang. Orkanen kan ikke kun blive hans og fyrtårnets endeligt, men hele verdens ende, for i det dybe mørke griber enorme fangarme ud efter ham og alt omkring dem.
“Neondetektiven” er en noir pestige, og jeg fandt den for klichéfyldt til at fungere. Skurken kaldes Keglekongen, og hans beskrivelse af detektiven, passer for mig på hele novelle: “De er ikke andet en en bleg kopi af billige detektivromaner, blottet for litterær raffinement”. Der er et par referencer til andre historier i “Neondetektiven”, bl.a til fødevaren “Pulver Grøn”.
Bogen afsluttes med 7 sider hvor forfatteren gennemgår dem han står i gæld til. Her er nævnt filminstruktører, forfattere og tegneserieskabere, og til hver er der lige knyttet et par ord. Dette er en spændende måde at lave et efterord, som egentligt fungerer fint til at give et indblik i hvordan forfatteren er blevet inspireret til sine historier.
Bortset fra en af novellerne så lever stemningen i novellerne fint op til det stemningsfyldte omslag. Det er en bog der kræver koncentreret læsning, men giver man den det, så belønner den også læseren.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 54
