Rakelsminde
Roman af David Garmark & Stephan Garmark
Kandor, 2017, 296 s.
Landsbyen Rakelsminde rammes af en række uforklarlige og mystiske episoder, hvoraf flere er af ret brutal karakter. Der er en der klipper fingrene af sig selv, en anden sprætter sig selv op, og så er der et hus som simpelthen forsvinder og afløses af et træ.
Hver af disse hændelser er sket mens en mystisk lydbølge har strømmet igennem byen. Den lokale religiøse sekt prøver, sammen med landbetjenten, at undgå indblanding udefra, men journalisten Tea er kommet til byen da hun har hørt om et af selvmordene. Hun er dog ikke kun taget dertil pga en mulig artikel, for da hun stammer fra byen så vil hun også gerne finde ud af hvad der sker.
Samtidig har den syriske flygtning Sayid slået sig ned i byen. Han er på flugt fra IS som har specielle planer med ham, da han har en evne til at kigge ind i folk og se om de lyver.
Tea og Sayid finder sammen i et forsøg på at finde ud af hvad der sker, og i sidste ende også på at overleve deres ophold i byen. Specielt Sayids baggrund kommer dog også til at give dem problemer da det begynder at vise sig hvad det egentligt er han er flygtet fra.
Rakelsmind har dog længe været omgænget af mystik og hemmeligheder, for lige udenfor byen ligger et område kaldet den døde zone, hvor intet lever, og måske er det denne der nu er ved at få indflydelse på hele det lille samfund.
Bogen er skrevet af brødrene Garmark, og de har begået en spændende thriller. Om jeg helt vil kalde den horror ved jeg ikke helt, på trods af de overnaturlige elementer. Den har nogle brutale elementer hvor folk slagtes og andre der køres over af en vejtrumle. Beskrivelserne af disse elementer er dog ret korte og ikke så blodige og brutale som egentligt kunne have passet til den stemning som jeg tror de prøver at ramme. Jeg tænker dog at eftersom forsiden beskriver bogen som en spændingsroman, så er det måske bevidst at der er skruet ned for disse dele.
Det er dog ikke slut med at blande genrer i denne bog, for som man nærmer sig slutningen så kommer der også science fiction-elementer i spil.
Læst som en thriller så er der bestemt underholdning og spænding at komme efter.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 54