Epifanien
Kortroman, Merete Pryds Helle
Illustreret af Rasmus Svarre.
Fahrenheit 2017, 115 sider.
Post-apokalyptiske romaner er vældigt populære for tiden. Og på en måde tilhører Epifanien den genre. Men udsat for en forfatter med en noget anderledes opfattelse af genren end den typiske YA-katastroferoman-forfatter. Merete Pryds Helle er tidligere elev fra forfatterskolen, og har et langt forfatterskab bag sig. Hun har både udgivet “smalle” bøger og bøger henvendt til et bredt publikum. Jeg tror at Epifanien er en af de smalle, men da jeg selv læser bøger uden at skelne meget til hvad målgruppe de er skrevet til, er jeg nok ikke den rette til at afgøre det.
Vi starter med at blive introduceret til hovedpersonen, der forsker i det mystiske Sydamerikanske folk Epifanien, som uddøde for mange år siden. Efter en begravelse og et muligt fremtidigt forhold til en kvindelig kollega Anna, drager han med en gruppe forskere i helikopter højt op i bjergene for at studere det uddøde folks efterladenskaber. Der sker så dels et uheld med helikopteren, dels sker der et eller andet meget voldsomt med naturen, som resulterer i oversvømmelse af hele planeten i op til nogle kilometers højde. Det vil sige at de mere eller mindre er blevet alene i verden.
Forholdsvis tidligt i romanen bliver hovedpersonen og Anna skilt fra resten af ekspeditionen. Handlingen bliver da en jagt på nogle spor efter en eller anden hemmelighed som Epifanien havde, alt imens hovedpersonens og Annas forhold udvikler sig. Undervejs blander drømme sig med det der tilsyneladende forgår. Man undrer sig også over nogle af de ting der sker. Hvorfor forsvandt alle de andre så pludseligt, for eksempel. Rasmus Svarres abstrakte illustrationer understreger den stemning.
Hvis jeg skulle sætte et bedre genrenavn på end post-apokalysme, så foregår Epifanien på det sted mellem virkelighed og drøm der kaldes det fantastiske. Jeg kan se en del fælles træk mellem Epifanien og “new weird”-fiktion som for eksempel Jeff Vandermeers Udryddelse. Vi er ikke sikker på hvad der er virkeligt. For læsere af fantastisk litteratur er det en ganske almindelig ting at virkeligheden er mere drømmeagtig. Men desværre har det fantastiske stadig problemer med at blive accepteret i de finlitterære cirkler, og måske derfor blev slutningen på Epifanien lidt øv. Ikke så galt som “og det hele var en drøm”, men stadig en slags forbehold overfor det fantastiske.
Det gør nu ikke Epifanien til en dårlig bog. Der er virkelig god kontrol over både sprog og handling, og temaerne om de to ensomme der mødes, og verdens underlighed samt mulige undergang, giver den drømmeagtige stemning substans. Ikke en bog for de helt unge, som jeg egentlig troede ud fra dens fysiske format, men en fornøjelig og forunderlig rejse for dem som godt kan tåle den lidt smalle litteratur.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 54
