The Age of Selfisness – Ayn Rand, Morality, and the Finansial Crisis
Tegneserie af Darryl Cunningham.
Abrams ComicArts 2015
Dette er et tegneserie-projekt som vistnok oprindeligt lå på forfatterens hjemmeside. Den udvidede version er nu tilgængelig i trykt og elektronisk udgave.
Darryl Cunningham er meget omhyggelig med det han laver, i hvert at dømme ud fra de lange lister af kilder der findes bag i bogen. I bogens tre dele fortæller han om hhv. forfatteren Ayn Rand, den globale finanskrise fra for ca. ti år siden, og generelt om verdensøkonomiens skurke.
Første del af bogen er en fremragende, om måske lidt politisk motiveret, biografi over Ayn Rand. Som i alle gode biografier prøver han at trække en rød tråd igennem det han fortæller, men forsøger samtidig at undgå at det bliver en subjektiv fremstilling helt uden nuancer. Men med Ayn Rand er det ret svært. Hun er ikke en som jeg for eksempel vil kunne sige noget godt om. Cunningham prøver at forklare hendes voksne adfærd med en traumatisk barndom, og han gør mange af personerne omkring hende rimeligt sympatiske.
For dem som ikke ved det, så er Ayn Rand et stort forbillede for blandt andre vores tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og Saxo Bank-direktør og Liberal Alliance-støtte Lars Sejer. Hun har opfundet Objektivisme, der blandt andet siger at godhed mod andre er skidt for os, mens det er godt hvis vi kun tænker på os selv (i hvert fald groft sagt). Desuden er det kun særlige mennesker med talent for forretning og teknologi der bør regnes for noget. Og staten er et onde, som bør minimeres. I sit store værk (stort i omfang og populariet, ikke i kvalitet) Atlas Shrugged (Og verden skælvede på dansk) handler om at en gruppe rigmænd søger for at sabotere velfærdsstaten (der i Rands udgave overhovedet ikke fungerer) så de kan genopbygge landet efer deres egne ideer.
Men tilbage til Cunningham: Vi får historien om hvordan Rand efterhånden fik etableret sit forfatterskab og sin ideologi og dannet en gruppe af tilhængere, som blandt andet inkluderede den senere amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan. Imens går det ikke så godt for hende med relationer til andre mennesker. For hendes objektisme udstrækker sig også til dem. Det vil sige hun behøver ikke at tage hensyn til dem. Og som man kan regne ud, ender det ikke godt. Men hendes ideologi bliver meget populær, fordi det giver egoistiske mennesker en (pseudo-) moralsk begrundelse for deres opførsel.
I anden del af tegneserien ser Cunningham på finanskrisen der startede i 2008. Han gør nærmere i detaljer med årsagen til den og trækker tråden tilbage til det første afsnit med Ayn Rand (der for længst var død) og Alan Greenspan (der havde været nationalbankdirektør i årtier). Efter oplevelserne med det store finanskrak i 1929, indførtes der en række love der begrænsede bankernes muligheder for tvivlsomme finansielle handler. Men anført af blandt andre Greenspan, lykkedes det at få fjernet de begrænsninger. Derfor blev det muligt at lave hele det gigantiske korthus af finansielt trylleri, som ramlede sammen for omkring ti år siden.
Hvor Cunningham i de to første afsnit formår at holde en rød tråd og fortælle en sammenhængende og spændende historie ud af emner som kunne være meget tørre, kikser det desværre for ham i tredje afsnit, hvor han fortæller om hvor meget Ayn Rands og lignende ideologier har fat i vores samfund. Det bliver mere til lidt spredt prædiken for koret (af venstreorienterede) end en samlet historie. Men stadig holder han en rimelig objektiv og velinformeret tone, så det ikke bliver til det rene propaganda.
Tegningerne er simple, så de ikke overskygger teksten, formår at understrege pointerne og gør teksten mindre tung. Bogen kan anbefales til alle der interesserer sig for politik og økonomi, og især dem som ikke er så godt inde i hvem Ayn Rand var og hvad der forårsagede finanskrisen. Den er også et rigtig godt eksempel på hvordan tegneserier kan bruges til formidling. Fås både i papirudgave og elektronisk.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 54