Iron Fist sæson 2
Tv-serie, 2018, 10 episoder
Medv.: Finn Jones, Jessica Henwick, Simone Missick, Alice Eve, Tom Pelphrey og Jessica Stroup
Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers!
Marvels Netflix-serier kører stadig i højt gear. De lader dog til at tage lang tid at producere; det er ikke dem alle der kommer en gang om året ligesom de fleste andre serier. Jessica Jones startede i 2015, men anden sæson kom først i 2018. Luke Cage startede i ’16, og kom også med 2. sæson i ’18. Daredevil startede i ’15, med anden sæson i ’16, sprang ’17 over (hvor Defenders-serien dog kom), og kommer med tredje sæson i efteråret ’18 (vi glæder os!). Første sæson af The Punisher kom i ’17, og serien springer ’18 over. Første sæson af Iron Fist er dog fra 2017 (se min anmeldelse i Himmelskibet nr. 52), og den er nu allerede i år på banen med sæson 2 (dog kun 10 episoder i stedet for første sæsons 13; en smule nedskæring kunne den åbenbart ikke undgå).
Iron Fist sæson 1 var den suverænt mest udskældte af Netflixs Marvel-serier; den ramte de små hjem netop på et tidspunkt hvor alting pinedød skulle være helt vildt politisk korrekt (og ja, dét kulturmoment er vi stadig inde i, på godt og ondt, men det er måske stilnet en smule af i det sidste års tid?), og Iron Fist fik mange hug fordi helten er en blond, hvid, privilegeret rigmandssøn som i en mytisk tibetansk eventyrby vinder over alle andre i kampsportstræning, og opnår byens højeste æresbevisning: at modtage den magiske ‘jernnæve’ fra byen beskyttende drage!
Den amerikanske tegneserie er fra 1970erne, med et ben i både pulp fiction-lejren og kung fu-manien fra den tid, og som lavet af og for vesterlændinge – en specifikt vestlig versionering af kung fu-eventyret – ville det næppe have givet den store mening hvis helten blot havde været en indfødt asiat i sit eget kulturelle element; historien handler jo om hvordan Danny Rand kommer hjem til sin gamle tilværelse igen og i lang tid slet ikke vil vide af sin monetære arv, men hellere vil rende rundt på gaden i det amerikanske byliv og bruge sin jernnæve og heroiske kung fu-filosofi til at være superhelt. Ikke desto mindre var et af de mest højlydte klagepunkter fra kritikerne af sæson 1 (kritikere som næppe havde læst tegneserierne) at tv-serien var racistisk fordi hovedpersonen ikke var asiatisk. At en hvid mand kunne vinde den tibetanske ‘jernnæve’ var kulturel appropriation! Ligesom når den hvide Tarzan er dyrenes konge og i egenskab af sin aristokratiske natur på alle måder er overlegen i forhold til afrikanerne. Og, ja, der er da noget sandhed i dette. Men historien er som den er; hvis man ændrer hovedpersonens etnicitet og baggrund, så er man gået i gang med en helt anden historie, hvor man ikke længere versionerer den originale. Der må være en grænse for hvor langt den politiske korrekthed kan gå; hvis man aldrig kan agere eller prætendere andet end hvad man i virkeligheden er, er skuespil og fiktion i yderste konsekvens jo ikke længere muligt.
Det smerter mig derfor at erfare at hele anden sæson af Iron Fist stort set kun går ud på at adressere netop ovenstående kritik. Jernnæven har nu i ganske bogstaveligste forstand fået lyserød neglelak, for den er blevet overført til Danny Rands partner, Colleen Wing. Historien forsøger måske at handle lidt om at være heroisk, men fordi den samtidig udhænger vold som noget der ikke løser nogle problemer, bliver den aldrig til klassisk heroisk fiktion af superhelte-tilsnit. Den omhandler i meget høj grad bløde værdier som samtale, mægling og diplomati, og det er også fint nok i virkeligheden, men det passer ikke godt ind i et koncept der specifikt handler om stilistiske, symbolske repræsentationer af godt og ondt; helte og skurke, street justice og vild action. Men disse bløde værdier bruges til at understrege at Colleen er en mere ægte heroisk figur end Danny, og da skurken Davos stjæler jernnæven fra Danny i et magisk ritual, beslutter Danny derfor at, når han og hans allierede vinder næven tilbage, så skal den overføres til Colleen (som er halvt kinesisk af afstamning) i stedet for ham. Således at det nu alligevel er en asiatisk figur der har jernnæven. Fra den mytiske tibetanske by. Men kommer Colleen fra den by…? Oh, jamen det viser sig naturligvis i allersidste øjeblik at hun er efterkommer af netop en kvinde der kom fra K’un Lun! Der måtte jeg altså rulle med øjnene. Det er så tydeligt og gennemsigtigt at hele story-arc’en i 2. sæson er ad hoc skræddersyet til at give de politisk korrekte kritkere ret og lave Iron Fist om til en asiatisk figur (og en kvinde – even better!). Men når de én gang har introduceret og etableret Danny som the Iron Fist, så fungerer det jo ikke. De ændrer det basale koncept on the fly; de underminerer og ændrer fundamentet for konceptet – og gør selve denne ændring til historiens substans. Producenterne siger derfor med høj stemme: det originale koncept som vi fra begyndelsen har filmatiseret historien for at ære og bevare, var i virkeligheden dumt og dårligt og fortjener at blive lavet om. Ups!
Jeg er meget imod dén type ændringer, for det leder yderst sjældent til noget bedre end det originale. Det er ikke nemt for en mere eller mindre tilfældig ny idé at trumfe en hævdvunden klassisk uden at konteksten ødelægges, præcis som den er blevet her. Colleen har jo ikke fået overdraget jernnæven fra K’un Luns drage eller vundet retten til det gennem mange års kvalificering under opsyn af byens spirituelle ledere. Denne sæson handler i høj grad om at Danny ikke har jernnæven mere og forsøger at genskabe det ritual der kan returnere den igen. Det basale plot drejer sig altså om hans kræfter, der ikke makker ret, og dermed skaber problemer for alle. Som garvet superheltelæser har jeg for længst gennemskuet at historier der fokuserer på kræfterne selv, i stedet for hvad de bør bruges til og hvad de symboliserer, stammer fra at de givne forfattere simpelthen ikke har nogle ordentlige ideer til gode historier. Nå, hvad skal vi nu gøre med denne helt…? Jo, lad os lave noget om at han/hun har problemer med sine kræfter! Der er altid en fire-fem nemme plotmuligheder i dét, som over årtierne selvfølgelig er blevet til superhelte-klichéer: helten kan miste sine kræfter, få sine kræfter formindsket, få sine kræfter forstærket, kræfterne kan pludselig ændre sig, eller kræfterne kan ende hos en helt anden figur! Det er set alt for meget, og det kan ikke længere kaldes for ordentlige historier. Udover at være nemme klichéer er det også noget forfattere laver fordi mange af dem desværre mener at historien næsten kun kan og skal handle om figurerne selv; historiene skal være character-driven – jo mere, jo bedre!! Ja, det er noget jeg kan harcelere endeløst omkring. Hvordan så mange folk, både forfattere, anmeldere og læsere, ikke forstår at historier i de fantastiske genrer primært skal være idé-drevne, eller i hvert fald delvist idé-drevne. Ellers er det ikke længere genrefiktion, men nærmere socialrealisme. Jeg vil faktisk vove at påstå at næsten alle historie-elementer der fokuserer på personer og deres menneskelige problemer er klicheer. Krimigenren som helhed er en kliché. Romantik som helhed er en kliché. Selv realisme som helhed er en kliché. Vi har set alle varianterne alt for mange gange. Vi kender allerede alle måderne folk kan reagere og føle på. Der er ganske enkelt ikke længere noget virkeligt overraskende i den type historier (selvom, bevares, alle slags historier kan være gode hvis de er tilstrækkelig godt fortalt).
Og netop derfor mener jeg faktisk, i en overordnet historisk sammenhæng, at fiktion i det hele taget uundgåeligt må udvikle sig i retning af de fantastiske genrer; de eneste som kan byde på noget grundlæggende nyt og fremmedartet. De eneste som kan chokere os til at tage hele vores forestillingsverden og samfund op til genovervejelse. Men lige nu lever vi desværre i tilbagegangstider, hvor borgerlige og andre middelklasse-orienterede tankesæt er meget stærkt dominerende, hvilket altid leder tilbage til klicheer og konservative ideer, såsom at ‘character!!’ skal være det eneste og altdominerende i en historie – også i en superhelte-historie! Vi ser det også i den nye tv-serie Cloak and Dagger, hvor historien og figurernes kræfter også bare handler 100 % om dem selv og deres baggrund, uden at der er nogen form for eksternt eventyr eller plot inde over. Selvfølgelig skal der gerne være noget personskildring involveret i næsten enhver historie, men det skal i mine øjne altid kombineres med en eller anden ekstern plot-idé som har relevans for den pågældende figurs verden og udvikling. Og her fejler anden sæson af Iron Fist. Den har tunnelsyn og kigger kun indad på figurerne og kræfterne. Det er mere skuffende for mig end den i forvejen lidt lunkne første sæson, som i det mindste mindede en lille smule om en variant af en Iron Fist-historie.
Men, men, men. Det er jo nemt nok at være kritisk. Anden sæson er i sidste ende ganske underholdende for hvad den er. Jeg nød at se det meste af den; jeg synes at figurerne er gode, og dramaet er OK. Jeg er uenig med forfatternes dybe grundlag og motivation hvad angår historien overordnede udvikling og klimaks, men skuespillerne og den umiddelbare og visuelle underholdning er der ikke i sig selv det store galt med. I denne sæson får vi f.eks. også figuren Mary Walker, som startede i tegneserierne som den meget klassiske Daredevil-skurkinde Typhoid Mary, hvis karakteristiske varemærke er personlighedsspaltning. I tv-serien, hvor hun spilles ganske upåklageligt af Alice Eve, er hun (bl.a.) en meget veltrænet lejesoldat som passer fint ind i historien – også fordi vi hele tiden håber at hun udvikler sig videre til noget der tilnærmer sig hendes tegneserieform. Jeg bliver ret skuffet hvis hun ikke også er med i den snarligt kommende Daredevil sæson 3! Eller The Punisher sæson 2, hvor hun også ville være en meget fin skurk. Således er der såmænd en del fin underholdning at komme efter i sæson 2 af Iron Fist, og jeg lander derfor alligevel på samme karakter som jeg gav første sæson: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 55
