The Predator
Film, USA 2018, 107 min.
Instr./forfatter: Shane Black
Medv.: Boyd Holbrook, Olivia Munn, Yvonne Strahovski, m.fl.
Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers!
Så kom der næsten ud af det blå endnu en Predator-film: The Predator – den første siden 2010s lidet imponerende Predators. Disse rov-rumvæsner er jo gået ind i popkulturen som klassiske figurer, men reelt var kun den første film god. De efterfølgende film har forsøgt at udvide Predator-universet, men uden meget held, og det samme er tilfældet for den nyeste films vedkommende. Den er en omgang rod, som forsøger at være en komedie, en sci-fi/action-film og en horror-film på én gang, med en del løse plottråde der aldrig bindes op, og masser af spildt potentiale. Den basale idé er udmærket: En venligtsindet (!) predator vil give Jorden et våben imod de andre predators og deres planer om måske at erobre Jorden (pga. drivhuseffekten, som gør Jordens klima mere gunstigt for dem!). Denne predator viser sig også at have noget menneskeligt DNA, hvilket indikerer at the predators styrer deres egen evolution ved at inkorporere andre væsner DNA i deres eget. En tre meter høj (!) ‘dusørjæger’-predator dukker dog op og henretter den første og bliver den store trussel, det menneskelige hold skal bekæmpe – og skaber samtidig tvivl om hvilken af de to predators der er ‘the’ predator i filmens lidt irriterende simplistiske titel.
Men filmen er sumpet til i historiemæssigt kaos længe inden da. Vores ‘helte’ er en samling soldater som alle sammen er under evaluering for dårlig opførsel eller forskellige former for traumer, og de må tidligt bryde med militæret, som åbenbart er korrupt og forsøger at dræbe sine egne folk til højre og venstre (for at holde predator’en hemmelig, må man gå ud fra), inkl. deres egen beskikkede biolog (Olivia Munn), uden forklaring.
Hovedhelten er Quinn McKenna (Boyd Holbrook), som er en action-man med en autistisk søn, der bor hos den fraskilte kone (Yvonne Strahovski). McKenna er den første der finder et nedstyrtet predator-rumskib og snupper sig en hjelm og et arm-våben, som ad omveje ender hos hans 10-årige søn, der ikke bare lærer sig predator-sproget på nul komma fem (han er jo autist og derfor åbenbart det næste skridt i menneskets evolution!), men også bruger masken til at klæde sig ud til Halloween. Det sidste er i sig selv sejt nok, men han efterlader bare masken (som er et frygteligt våben) på gaden, og så hører man ikke mere til hvor den er blevet af i resten af filmen! Dette er bare en af mange løse plot-ender, som tyder på mange omskrivninger af manuskriptet. Den morderiske militærfyr, Traeger, bliver ikke draget til ansvar for sine handlinger; til gengæld bliver den lovløse McKenna til sidst forfremmet off-screen, selvom alt hvad han lavede i filmen var imod militærets ordrer. Og hans lidt seje kone ser man alt for lidt til. Og der er ingen snert af romantik, hverken med konen eller den smukke biolog. Filmen er til gengæld fuld af vulgært sprog; den virker som om den er lavet til 12-årige der synes at den slags er enormt sejt.
Gaven som den venligtsindede predator giver menneskeheden, er et exo-skelet – eller rettere en transformer – som mennesker kan bruge imod predators. Super-teknologi? Mjah, når der kun er én, tror jeg ikke ligefrem det kan beskytte planeten mod en invasionsstyrke. Men det virker sikkert meget sejt på en 12-årig. Så … utrolig meget af filmen var meget antiklimatisk for denne anmelder. Den virkede rimeligt underholdende mens man så den, men på basis af efterfølgende analyse var den et tomt trafikuheld af dårligt forfatterskab – på enhver måde en unødvendig film, som ganske vist desperat forsøgte at fange samme ånd som i den første (og anden) film, men uden at besidde ægte passion for hverken historien eller konceptet.
Karakter: 5 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 55
