Krigsmager – Krigen 1
Roman af Jacob Hedegaard Pedersen
DreamLitt, 2018, 622 sider
Jacob Hedegaard Pedersen har tidligere skrevet ungdomsfantasyserien Dværgenes krønike som jeg længe har haft på listen over bøger jeg skal have læst, men som jeg ikke er kommet til endnu. Han er nu startet på fantasyserie Krigen som er fantasy til voksne.
Bogens forside viser tre symboler der er knyttet sammen. De tre symboler er hvert knyttet til en af de tre personer som vi følger igennem bogen.
Manden Asp er en drukkenbolt. Han drikker sine penge op, og selvom han fra tid til anden viser lidt følelser over for sin kone og sine børn, så slår han dem også og tager på lange drukture, i stedet for at tage sig af dem. Bogen startet med at han i en af sine ynkelige branderter bliver anholdt efter at have væltet en garvers vogn. Under anholdelsen bliver han tævet af vagterne, og smidt i en ussel celle. Han lukkes dog ud igen, men skal arbejde sin gæld af, hvilket han gør ved at løbe ærinder for varravnene. Dette er nogle fugle som gør sig i at holde øje med hvad der sker, og handler i informationer, samt bruges til lyssky handler.
Når Asp vågner efter en brandert, så har han ondt af sig selv, og har det dårligt med hvordan han behandler sin familie. Men så snart han har lidt penge på lommen, så kan han ikke kæmpe imod sin indre dæmon, og han ender i druk igen, og i problemer igen.
Den kvindelige dværg Wilhemina er portvogter i et af dværgenes riger. Ved bogens start bliver riget dog besat. Bjergmændene belejrer riget, godt hjulpet af andre dværge der har slået sig sammen med dem. Rigets ledelse lader bjergmændene besætte riget, for at undgå at blive angrebet, et angreb som de ikke tror de vil kunne modstå. Wilhemina finder sammen med sin kollega, og kommende kæreste, i at deltage i modstandskampen imod bjergmændenes hærgen. Det bliver til spredte sabotageangreb fra deres side, når modstandskampens ledelse byder dem at sabotere eller at dræbe kollaboratører. Hele vejen igennem følger vi hvordan Wilhemina ønsker at gøre mere modstand, men hvordan hun også hele tiden er nervøs, da bjergmændene og deres støtter er overalt, og der bliver slået brutalt ned på alle der gør bare det mindste oprør mod besættelsesmagten.
Bjergmanden Kragdish er egentligt blot hyrde, men han formår også at tæmme og træne ulve, og han har en lille flok af disse dyr omkring sig. En dag da der kommer en lille gruppe krigere til hans landsby, beslutter han sig for at følge dem, da de er på vej for at melde sig til hæren, som er på march. Bjergmændene er nemlig ved at ruste sig til en krig, hvor de vil tage de landområder tilbage som de for længe side er blevet drevet væk fra af menneskene. Kragdish er egentligt ikke kriger, hvilket han skal lære, men efterhånden som han oplever flere kampe, så er det ikke kun krigshandlingen han har svært ved at forholde sig til, men også hvordan de andre hærger, voldtager, mishandler og myrder i de byer de kommer igennem. Han oplever også hvordan de andre bjergmænd i gruppen godt nok følger en form for kodex, men han ser også hvordan de falder hinanden i ryggen.
Ingen af de tre vi følger er således klassiske helte. Wilhemina prøver, men hun er stadig den der blot gør som andre siger hun skal. Kragdish følger egentligt blot efter, og alt i alt så havde det ikke gjort den store forskel for kampenes udfald om han var der eller ej. Men han kæmper sine egne kampe for at finde sin plads i den kriger-verden har er draget til. Asp er der intet heroisk over, og når han får tæsk af vagterne sidder man egentligt ofte og tænker at det er velfortjent. Det er først til sidst at man kan se hvad hans rolle er i den kommende krig, noget som han heller ikke selv var bevidst om i alkoholens tåger.
På bogens omslag står der at bogen er inspireret af anden verdenskrig, men også af filmen Dommedag nu. I Wilheminas fortælling kan man tydeligt se inspirationen fra modstandskæmperne. Men igennem bogen kan man godt fornemme at bogen er inspireret af filmen Dommedag nu, da den har en meget langsom opbygning, der på trods af dramatiske punkter undervejs tager sig god tid om at komme derhen hvor den vil. Jeg tænker dog at bogen godt kunne have haft brugt at blive trimmet lidt (på samme måde som Dommedag nu blev, med nogle ret lange sekvenser der blev klippet ud til biograffilmen). Jeg sad flere gange under læsningen og tænkte at jeg sad med en bog på 600+ sider, men at historien nok kun var til 400+ sider. Over halvvejs inde i bogen tænkte jeg allerede tanken at det ikke blev i denne bog at de tre handlinger ville blive flettet sammen, men at det nok først ville blive i kommende bind. Så meget desto mere overrasket blev jeg over dette binds slutning (og nu kan jeg dårligt sige mere uden at spoile), for den tog retninger som jeg ikke havde forudset for et første bind i en serie. Den lidt langtrukne fortælling på trods, så er det en habil fantasyfortælling, hvor der er magi tilstede, men den viser sig kun sjældent, og selvom det er en fantasyverden med fremmede racer, så kan man sagtens se hvilke paralleller til den virkelige verdens historier der trækkes. Bogen prøver ikke på at glorificere krig, den menige soldat eller frihedskæmperne, men fortæller om de brutale sider konflikter kan have. Det også selvom konflikten ikke er på national skala, men konflikter i hjemmet.
Bogen er ikke bange for at gå i detaljer med de brutale sider, men igen er det ikke for bare at beskrive blodige detaljer, det er for at vise hvor modbydelig volden er.
På årets bogforum talte jeg med Jacob Hedegaard Pedersen om flere af forlagets udgivelser, og selvfølgelig også om hans egen bog. Jeg fortalte om hvad jeg mente om bogen (som I kan læse herover), og han spurgte ind til om jeg havde lagt mærke til en bestemt detalje omkring sammenhængen mellem de tre historier. Jeg havde ikke luret detaljen, men det viser sig at hvad jeg havde tolket som et spørgsmål om geografi, mere var et spørgsmål om kronologi, og der var et par ekstra brikker omkring bogens slutning der faldt bedre på plads for mig.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.
Anmeldt af Thomas Winther
