Krinoline og kedsomhed
Danske steampunknoveller
Temaantologi
Science Fiction Cirklen 2018
268 sider, 248 kr.
Krinoline og kedsomhed er, som undertitlen siger, en antologi af danske steampunk-noveller. Den blev udgivet i forbindelse med årets Fantasticon, som netop havde steampunk-tema. Samtidig er den tænkt som den første i en planlagt række af temaantologier, hvor SFC inviterer faste bidragsydere til antologiserien Under overfladen til at skrive noveller med et forud fastlagt tema.
Men hvad er steampunk egentlig? Det kan man læse en udførlig beskrivelse af i artiklen “Hvad fa’n er steampunk”, der blev bragt i sidste nummer, men for dem, der ikke har gjort det, er her en hurtig karakteristik: Steampunk er science fiction med elementer fra 1800-tallets teknologi og samfund. Typiske træk er avancerede dampdrevne maskiner og urværksmekanismer, luftskibe, viktoriansk æstetik og et samfund hvor der (ligesom i 1800-tallet) er meget stor afstand mellem rig og fattig. Det kan være alternate history eller fremtider hvor disse elementer af en eller anden grund er vendt tilbage. Noget steampunk kan indeholde elementer af fantasy, men det er ikke tilfældet her. Historierne i Krinoline og kedsomhed er dog ‘ren’ science fiction, om end ikke altid mere realistisk end fantasy af den grund. Novellerne gør mere eller mindre brug af steampunk-elementer. I nogle virker det som om der lige er tilføjet lidt urværk og dampteknologi til historier, der lige så godt kunne foregå i andre universer, men andre er mere rendyrket steampunk, hvor elementerne spiller centrale roller.
Den første novelle er “Træsko” af Manfred Christiansen (som også har kreeret forsiden og lavet små vignetter som indledning til hver novelle). Det er en kuldslået dystopisk fortælling i familie med 1984 og Brazil, hvor steampunk-elementet begrænser sig til en mekanisk computer – og så den store forskel på rig og fattig, som man typisk ser i dystopier såvel som steampunk.
Freddy E. Silva følger trop med en helt anderledes historie. “Djævlens korsvej” er en noir steampunk-western med lige mængder støv, damp og urværk. En føderal marshall skal befri en ung kvinde fra en mystisk person kaldet Djævlen, men opgaven viser sig at have store omkostninger for ham selv.
Jesper Golls “Ætervind” er med sine 34 sider antologiens længste. Goll forestiller sig en alternativ verdenshistorie, hvor Einstein tog fejl: Lyset bevæger sig ikke med samme fart uanset hvor hurtigt man selv bevæger sig, men i stedet gennem en ‘æter’ ligesom lyd bevæger sig gennem luft. Novellen handler om et eksperiment, der skal måle Jordens hastighed gennem æteren, blandt andet ved hjælp af mekaniske computere. Hovedpersonen, en dansk programmør, opdager tegn på sabotage – men hvad skulle motivet være?
Majbrit Høyrups “Fordærvets sommer” forestiller sig en enklave, hvor man har valgt at leve som i 1800-tallet, på samme måde som at Amish-folket i USA har valgt at leve i en præindustrielt samfund. Hovedpersonen beretter om sin mor, der mange år før blev centrum for en større skandale i Enklaven. Det er en udmærket historie, men det kan diskuteres om den reelt er steampunk, da der ikke er nogen form for fremskrivning af tidens teknologi.
Til gengæld er Richard Ipsens “Dødens sø” et klassisk steampunk-eventyr. Her tager hovedpersonerne med luftskib på ekspedition gennem Afrika. Historien byder på politik, forræderi, drama og en apokalyptisk finale. Blandt de centrale figurer er en homoseksuel opdagelsesrejsende og en kvindelig luftskibskaptajn, og det illustrerer endnu et typisk træk ved steampunk; at seksualitet og kønsroller bliver udfordret i forhold til viktoriatiden.
I Nikolaj Johansens “Sander rinder til evig tid” er vi tilbage i Danmark, med fokus på den tilsandede kirke på Skagen, hvor en mystisk person er begravet, som måske fandt hemmeligheden og at forlænge livet med mekanik.
Kenneth Krabats “Svanesang” på bare seks sider er antologiens korteste. Vi følger afslutningen på en retssag om ejerskab af et patent. Novellen er lidt for kort til at man rigtig får en idé om verdenen udenom, og steampunk-elementet begrænser sig til at dommeren har en mekanisk hånd.
Bjarke Schjødt Larsen har til gengæld masser af steampunk i sin novelle “Et hus med barnelatter”. Efter at hans kone har mistet deres barn under fødslen, prøver en velhavende ingeniør at skabe et mekanisk barn som erstatning. Det går forventeligt ikke helt efter planen.
Lars Ahns “Engler og støv” foregår i en særdeles støvet by, blot kaldet Støvby, hvor hovedpersonens far er udstationeret i forbindelse med byens vigtige mine. En mystisk baronesse fra forældrenes fortid dukker og beder faderen om hjælp til et projekt med at opfinde en dampdrevet flyvemaskine. Vores unge heltinde er fascineret af baronessen, men undervejs i arbejdet dukker detaljer op fra fortiden, der tvinger hende til at ændre holdning til ikke bare baronessen, men også sine egne forældre.
I Jesper Rugårds “Som himlens fugle” befinder vi os efter krigen i 1864, som danskerne her tabte på grund af prøjsernes overlegne luftskibsteknologi. “Hvad udad tabes, skal indad vindes” – men her handler det ikke om at lave hede til marker, men derimod om at gøre Grønland frodigt ved hjælp af atomteknologi.
A. Silvestri vender sig mod den modsatte pol i “Til polen, hurra!”, om en dansk ekspedition til Antarktis og især det fantastiske dampdrevne fartøj, der skal bringe sydpolsfarerne over isen.
I Camilla Wandahls “Jeg finder dig” følger man en tyvetøs med sans for mekanik, som kommer til at stjæle et mærkeligt armbåndsur og derefter bliver udsat for forfølgelse og angreb af blandt andet mekaniske fugle, samtidig med at hendes Fagin-agtige boss forlanger at hun skal stjæle noget mere værdifuldt eller blive solgt til et bordel.
Som afrunding får vi Gudrun Østergaards titelnovelle “Krinoline og kedsomhed” om en ung kvinde, der er gift med en rig industrifyrste, men får et mentalt sammenbrud, så hun må på sanatorium. Her opdager hun at der er mere ved livet end at være prydsgenstand for en rigmand.
Gennemgående er historierne godt skrevet i mange forskellige stilarter, men bogen lider desværre af mangelfuld korrekturlæsning. Især kommasætningen er den gal med med skiftevis kommaer, der ikke burde være der, og kommaer, der mangler. Det er ikke katastrofalt, men et irritationsmoment fordi man ofte skal læse en sætning to gange for at få den rette mening.
Som ofte i alternate history byder flere af novellerne på historiske skikkelser i anderledes situationer. Man kan blandt andre møde Albert Einstein, Amalie Skram og William Morris – men det er ikke altid ligetil at genkende dem.
Overordnet set er Krinoline og kedsomhed et godt bud på dansk steampunk. Flere af novellerne har dog lidt svært med slutningen, og flere virker mere som første kapitler i romaner – men romaner som jeg ikke ville have noget mod at læse.
SFC har leveret anmeldereksemplar til denne anmeldelse.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 56
