Quillifer
Roman af Walter Jon Williams
Saga Press 2017
532 sider, $16,99 (trade paperback)
Walter Jon Williams har gennem sin karriere på et lille halvt århundrede kommet godt omkring i science fiction, fra cyberpunk over militaristisk space opera til post-singularitets science fiction. Det er dog yderst sjældent at han bevæger sig ind i fantasy-genren. Før denne roman er det kun sket én gang før, i tobindsværket Metropolitan og City on Fire, der dog ikke just ligner traditionel fantasy (den foregår i en verden, der ligner vores, bortset fra at elektricitet er erstattet af feng shui-energi).
Quillifer er mere genkendelig som fantasy, om end fantasy-elementer er få og langt imellem. Der er en opdigtet verden, centreret omkring landet Duisland, der er delt mellem øen Fornland og landtangen Bonille. Teknologisk og kulturelt er vi mere renæssance end middelalder. Her er kanoner, luntebøsser, store sejlskibe og et veludviklet gildesystem. Til gengæld er den ingen troldmænd, om end der er historier om sådanne fra fortiden.
Quillifer er navnet på vores unge hovedperson, der i starten lever et komfortabelt liv som elev af en advokat i byen Ethelbight. Han har en skarp hjerne og en velsmurt tunge, som han især bruger til at bedåre unge kvinder. Alt i alt er han ret godt tilfreds med sit liv. Lykken ender dog brat da byen bliver angrebet og plyndret af sørøvere sydfra, der også tager hovedparten af byens overlevende befolkning som slaver og gidsler. Quillifer undgår død og fangenskab, men hele hans familie bliver dræbt, hans barndomshjem bliver brændt ned, hans hjemby ligger i ruiner, og hans læremester er taget til fange.
Trods den håbløse situation giver Quillifer ikke op. Han sørger for for at komme med en gruppe bedsteborgere, der rejser til hovedstaden for at bede Kongen om hjælp. Intet går dog som planlagt. Gruppen bliver overfaldet og taget som gidsler på vejen, og som om det ikke skulle være nok, dør Kongen, og der opstår borgerkrig, så den unge nye dronning har meget andet at tænke på end at hjælpe Ethelbight.
Quillifer er dog en overlever, og med sit skarpe vid og skarpere tunge får han vendt de fleste situationer til sin fordel. Han formår dog at gøre sig uvenner med en udødelig nymfe, der sværger at hævne sig. Denne nymfe er det eneste væsentlige fantasy-element i romanen; ellers ser vi kun nogle små, ildsprudende lindorme brugt som vagthunde og en daggert, som måske, måske ikke er forbandet.
Williams skriver historien i jeg-form med stor lune og leg med sproget. Han har tydeligvis researchet arkitektur, våben og skibe og strør om sig med fremmedord relateret til disse ting. Det er årtier siden at jeg har måttet ty til ordbøger så meget som da jeg læste denne bog, men man kan sagtens nyde historien uden at vide hvad en soffit, et bull’s eye window eller en crow-stepped gable er. Under alle omstændigheder føler man at man er i gode hænder hos en forfatter, der virkelig kan sit kram og tager sit arbejde alvorligt – selv når det meste er skæg.
Her er ikke tale om stor, episk fantasy a la Tolkien, mere fortællingen om en enkel persons vej gennem livet og de skærmydsler han bliver udsat for på vejen. Forlægget er nok mere Casanovas erindringer og George McDonald Frasers Flashman-bøger end Ringenes herre; ikke at det gør noget. Jeg følte mig godt underholdt og ser frem til den fortsættelse som undertitlen “Book One” lover.
Hvis jeg skal komme med et kritikpunkt, så er det at hovedpersonen måske er lige lovlig kompetent, selvom han som fortæller underspiller sit eget værd. Her er det dog værd at notere at historien netop er fortalt af hovedpersonen selv, og måske er han ikke en hundrede procent troværdig fortæller. Det kan give et ekstra lag til læsningen at spekulere på hvornår vor helt udstiller begivenhederne så han selv står lidt bedre lys end det måske er rimeligt. Jeg ved ikke om det er Williams’ intention at Quillifers beretning skal læses med sådant et forbehold, men man kan jo altid lade som om det er det.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 56
