Aquaman
Film, DC/Warner, 2018
Med Jason Momoa, Amber Heard, Willem Dafoe, Patrick Wilson, Nicole Kidman, Yahya Abdul-Mateen II m.fl. Instruktion James Wan.
Jason Momoa er en meget karismatisk herre, og han formår at levere sine oneliners med stor overbevisning. Godt hjulpet af halvbror Orms forlovede Mera (Amber Heard) kæmper han sig gennem horder af undervandssoldater, havuhyrer og assorterede skurke.
Scenerne i undervandsbyerne og de drabelige kampscener over og under vandet er bare så super-flotte, at jeg føler mig som superskurken Orm (altså halvbroren, spillet af Patrick Wilson) over at skulle sige noget negativt om filmen. Men plottet driver på må og få i scenernes store ocean. Grundhistorien er enkel nok: Den ambitiøse Orm fra Atlantis vil kaste de undersøiske riger og siden hele planeten ud i en altødelæggende krig. Nogle bekymrede borgere i Atlantis, Mera og Vulku ( sidstnævnte spillet af Willem Dafoe), kontakter Aquaman, der er søn af den henrettede dronning Atlanna af Atlantis (Nicole Kidman). At redde situationen indebærer at overtage/erobre kongemagten i Atlantis, hvilket Aquaman ikke er meget for. Men at slås for en god sag er helt ok med ham, så han lader sig overtale til at prøve at stoppe krigen.
Plottet involverer en ”pirat” fra overfladeverdenen (spillet af Yahya Abdul-Mateen II) som hjælper Orm med sine onde planer. Han starter som en comic relief-skurk, men får comeback senere i filmen da Orm forærer ham en superavanceret atlanteansk kampdragt (hvorved han kommer til at ligne den klassiske Aquaman-skurk Black Manta). I starten af filmen møder Aquaman ham og hans bande af ”pirater” som ikke udgør det store problem for vor superstærke og næsten skudsikre ven. Dernæst lokkes Aquaman til Atlantis, og efter at vi er blevet introduceret til forholdene der, handler det næste lange stykke af filmen om en slags skattejagt efter et objekt som skal kunne hjælpe Aquaman og Mera med at stoppe Orm. Det hele ender i en kæmpe omgang kampscener, og en afklaring af Atlantis’ og resten af verdens skæbne.
Hvad jeg mener med at plottet driver omkring, er at det aldrig bliver helt klart hvorfor de forskellige personer opfører sig som de gør. Aquaman selv vil bare slå på tæven. Orm vil bare være skurkagtig, især overfor Aquaman, som han giver skylden for at deres mor blev henrettet. Manta vil bare hævne sig. Mera er måske en bekymret borger, måske synes hun bedre om Aquaman end om manden hun er forlovet med, eller måske vil hun have Aquaman som konge i stedet Orm – det finder vi aldrig rigtig ud af. Det hele fungerer dog faktisk på popcorn-film-niveau, så derfor kan jeg egentlig godt lide filmen, på trods af dens svagheder. Men den kunne have været så meget mere.
I tegneserierne kom Aquaman til verden i 1941 som en noget udvandet kopi af den flamboyante Prince Namor, The Sub-Mariner. Jeg husker ham fra da jeg startede med at læse superhelte-serier, som det tynde øl i diverse superheltegrupper han optrådte i. Han kunne tle med fiskene og han var lidt stærkere end almindelige mennesker. Man forsøgte flere gange at gøre Aquaman mere interessant. I 1990’erne var det forfatteren Peter David som forsøgte sig. Sammen med den spanske tegner Esteban Maroto lavede han først ”The Atlantis Chronicles” der gav Aquaman en meget mere detaljeret og spændende forhistorie end hidtil. Senere skrev han Aquaman-serien i nogle år, hvor han gjorde ham til den mere barske, langhårede type som Jason Momoa næsten ligner. Desværre fik David ikke lov at gennemføre sine planer med Aquaman for forlaget (DC). I det 21. århundrede har andre haft succes med at forny Aquaman. Blandt andet Geoff Johns, hvis version af Aquman filmen er mere eller mindre baseret på. Jeg har ikke selv læst Johns udgave af Aquaman, men har læst andre ting han har skrevet, og er ikke den store fan. Geoff Johns er som en kok der kan lide gryderetter og fylder alle mulige spændende ingredienser i, men desværre ikke har nogen smagssans. På en måde er Aquaman-filmen også sådan en gryderet, men da jeg ikke har læst Johns’ Aquaman-tegneserie, skal jeg ikke kunne sige om det har noget at gøre med at man har brugt hans tegneserie til forlæg. Men jeg havde gerne set at man havde brugt noget mere stof fra f.eks. The Atlantis Chronicles, hvor alt hang sammen i en beretning om Aquamans families meget brogede fortid.
Aquaman er dejlig fri for det som jeg synes efterhånden plager mange superheltefilm: De er en del af et stort og dyrt franchise, og hver film skal også fungere som reklame for andre film. Det ikke bare lægger beslag på mange scener, men dikterer ofte mange detaljer i plottet. I Aquaman er det eneste link til andre DC-film en enkelt sætning, hvoraf det fremgår at Aquaman foregår efter Justice League-filmen.
Er man ligesom jeg i stand til at koble de højere funktioner i hjernen fra i et par timer, er man i rigtig godt selskab med Jason Momoa, hans medspillere og ikke mindst hans special effects –folk.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 56