Venom
Film, USA 2018, 112 min.
Dir.: Ruben Fleischer
Medv.: Tom Hardy, Michelle Williams, Riz Ahmed, Jenny Slate, m.fl.
Venom is a strange beast indeed, and in more ways than one! Gik verden virkelig og ventede med spænding på en Venom-film; en film med en splitterragende skizofrenisk alien horror-skurk fra nogle 1990’er-tegneserier som de fleste kvalitetsbevidste Spider-Man fans absolut ikke regner for specielt mindeværdige? Bizart nok er svaret på dette spørgsmål ”ja”! Filmen har nærmest reddet Sony-selskabet, og haft en overraskende bred publikums-appel. Det vurderes at den vil ende sit forløb i biograferne med en indtjening på mindst 800 millioner dollars, hvilket bringer den imponerende tæt på de mest indtjenende MCU-film. Det viste sig – imod min forventning – at der faktisk var lige så mange Venom-fans som filmens producere troede, om ikke flere! Godt nok har filmen kun fået positive anmeldelser af 29% af professionelle anmeldere, men af de menige publikummer er der 87% der kan lide den (ifølge Rotten Tomatoes). Så det er en af de film som faktisk virkelig rammer plet hos fans’ene; hos superhelte-segmentet. De sure anmeldere mener at filmen konstant skifter tone, og nærmest også genre, og de forstår tydeligvis ikke rigtig humoren i filmen, som faktisk er særdeles tro mod tegneserieversionen. Og jeg håber da at det netop er troskaben overfor forlægget som gør filmen til en succes hos fansene. I hvert fald er der mange tegneseriefans som godt kan lide filmen, og jeg synes faktisk også selv – til min overraskelse – at den er udmærket. Jeg gik personligt bestemt ikke og efterlyste en Venom-film; figuren har aldrig sagt mig ret meget, og jeg fandt det virkelig bizart (og gør det stadig!) at store og kvalitetsbevidste Hollywood-navne som Tom Hardy og Michelle Williams, af alle mennesker, ville vælge at være med i lige netop en Venom-film, som egentlig nemt kunne have floppet. Men det er næsten som om tegneserie-boomet fra første halvdel af ’90erne er tilbage: alt hvad man smider på markedet med superhelte bliver i øjeblikket en succes!
Venom-filmen er da også primært (men kun delvist) baseret på en Venom mini-serie fra et af de mest skelsættende ”tegneserie-punk” år: 1993; nemlig Venom: Lethal Protector (seks numre). Jeg har aldrig samlet på Venom-serier, men jeg satte mig dog for at læse denne mini-serie inden jeg så filmen. Og det er ikke fordi den er super-god, men den er faktisk okay, og anderledes end jeg havde ventet. David Michelinie, forfatteren, er helt klar over at figuren ikke kan tages for alvorligt, og skriver en campy og letbenet historie med udmærket underholdningsværdi. Venom, som starter som en morderisk menneskeædende rumdæmon der bare er lutter tænder og lang tunge, indgår på et tidspunkt en aftale med Spider-Man om ikke at skade uskyldige mennesker. Dermed bliver Venom til, måske ikke en helt, men så en anti-helt – og hans historie kommer til at passe udmærket ind i helte-genren. Filmens tone passer rigtig godt sammen med tegneseriens, og hvis man kan sætte pris på den tone, så er filmen fin underholdning der hænger ganske godt sammen. Historien handler om en ond virksomhed som eksperimenterer med symbiot-livsformer fra rummet, og plottet er hverken originalt, sammenhængende eller specielt spændende, men filmens underholdningsværdi ligger i selve Venom-figurens bizarre opførsel og udseende, samt i de udmærkede skuespillerpræstationer. Til sammen giver det en off-beat og anderledes superheltefilm, som er et frisk pust af selv-satire, tilsat den sædvanlige vilde action. En film man sagtens kan se mere end én gang, og som helt sikkert giver ophav til en efterfølger.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 56
