Captain Marvel

Captain Marvel
Film, 2019, Marvel Studios / Disney
Medvirkende: Brie Larson, Jude Law, Ben Mendelsohn, Samuel L. Jackson, Annette Bening
Instruktion: Anna Boden, Ryan Fleck

Hvem er Captain Marvel? Det er et rigtig godt spørgsmål. Oprindeligt var det en superhelt fra forlaget Fawcett, der engang var lige så populær som Superman, men siden blev næsten glemt. Han blev siden hentet frem af mølposen af forlaget DC, og får nu sin egen film. Men det er ikke ham som denne anmeldelse handler om. Forlaget Marvel lavede nemlig mange år efter den første Captain Marvel var glemt deres egen Captain Marvel. Ham handler det lidt om. Men Captain Marvel døde, og hans navn blev overtaget af en sort, kvindelig superhelt. (Reglerne for rettigheder til navne er mere eller mindre: use it or lose it – derfor det meget genbrug fra forlagets side). Endelig var der Carol Danvers, hvis baggrund var vævet sammen med afdøde Captain Marvels, som for nogle år siden overtog navnet, og gav sit gamle navn Ms Marvel videre til en yngre, muslimsk superhelt.
Så hvordan får man pakket alt dette her sammen i en film, som samtidig skal fungere som optakt til Avengers: Endgame, hvor vores helte blev efterladt stærkt decimerede i slutningen den foregående Avengers-film og virkelig trængte til kvalificeret super-hjælp? Naturligvis må man skære til og gøre historien mindre indviklet. Væk er Carol Danvers lange karriere som Ms Marvel. Den giver naturligvis ikke nogen mening i et univers hvor superhelte var noget meget usædvanligt indtil for få år siden. Men ellers har de fået plads til de fleste andre detaljer fra tegneseriehelten Carol Danvers liv, ofte i stærkt omskrevet form. Mindst omskrevet og mest up-to date er de ting de henter fra Kelly Sue DeConnicks udgave.

Filmen starter med at vores hovedperson (spillet af Brie Larson) arbejder for The Kree, der er en teknologisk avanceret, humanoid race, som er i krig med en formskiftende race ved navn Skrull. Hun er en del af en elite-gruppe af kree, som bekæmper skrulls overalt i Krees store galaktiske imperium. Men noget er ikke helt rigtigt. Vores heltinde, som her hedder Vers, kan ikke huske længere tilbage end nogle få år, bortset fra nogle underlige drømme hun har. Da vi har fået hende, hendes chef (Jude Law), og Krees mystiske leder The Supreme Intelligence (Annette Bening) introduceret, sendes holdet afsted til en planet hvor man har mistanke om skrull-aktiviteter. Jeg vil undlade at afsløre hvad præcis der sker umiddelbart efter, men lidt længere henne i filmen er Vers styrtet ned med et rumskib på Jorden i 1990’erne, hvor hun møder en yngre version af Nick Fury (Samuel L. Jackson), end ham vi kender fra Avengers-filmene m.m.

Det lykkes Vers at kontakte sin chef, som straks tager af sted mod Jorden. Vers får ordre til at holde sig skjult, men i stedet starter hun sammen med Fury en jagt på en af de personer som optræder i hendes drømme. Hun er tilsyneladende en forsker som Vers har mødt da hun var på Jorden, tilbage i den tid hvorfra hun ikke kan huske noget. En flok skrulls, anført af den skumle Talos (Ben Mendelsohn), forsøger at hindre dem i det. Undervejs finder Vers ud af at hun på Jorden hed Carol Danvers, og tilsyneladende havde levet et relativt normalt liv, hvor hun arbejdede som militær-pilot. Så hvad er der sket, og hvem er hun egentlig, Vers eller Carol? Svaret får vi naturligvis hen mod slutningen af filmen, men jeg vil ikke afsløre mere af handlingen, af hensyn til dem som ikke har set filmen. Bortset fra at der bliver skruet helt op for action og effekter hen mod filmens slutning.
Generelt fungerer filmen, men den har også nogle svagheder. Hvis jeg skal tage det i den rækkefølge de dukker op i filmen, så er der for det første Kree-planeten hvor filmen starter. Det er meget nødtørftig worldbuildning af den vi får. Jeg kunne godt have tænkt mig at vi blev lidt mere fortrolig med Vers og hendes verden, før handlingen kørte videre og der blev stillet spørgsmål ved den del af hendes liv. Det ville naturligvis have gjort første akt af filmen længere, men her synes jeg man kunne have sparet det meste af den første, ret forvirrende kamp væk, hvor jeg havde svært ved at finde ud af hvem der var ven og fjende og hvem man skulle holde med, da kun to af de involverede havde fået nogen videre introduktion. Vers/Carols ankomst til Jorden synes jeg derimod var rigtig godt, og de mange 90’er referencer samt kulturmødet mellem kree-krigeren og jordboerne var håndteret rigtig godt – sjovt uden at køre joken for langt.

Næste svage punkt er Nick Furys optræden i filmen. Han fungerer mest som comic relief over for de superstærke aliens, men man føler lidt at han kun er med for at forbinde filmen med resten af MCU. Ellers er der ikke rigtig noget for ham at lave, ud over at komme med nogle vittige bemærkninger. Noget lignende kan siges om Ronan the Accuser. Ham så vi som skurk i den første Guardians of the Galaxy. I Captain Marvel fungerer han som en slags admiral for den flåde af rumskibe som Kree bruger til at bombe planeter med. Jeg spoiler nok ikke voldsomt meget ved at sige at hans funktion i plottet er at vise hvor sej Captain Marvel er, ved at hun ene superhelt sender hele flåden på flugt: Noget af den scene er blevet brugt rigtig meget i markedsføringen af filmen. For mig virkede det påklistret og unødvendigt: Vi får rigtigt at se hvor sej hun er, og hvis hun kan besejre en hel flåde, vil det virke utroværdigt, hvis hun så ikke uden videre kan tæve Thanos i Endgame.

Captain Marvel har den samme blanding af action og humor som vi har været vant til i de andre MCU-film. På et tidspunkt forekom det mig at instruktørerne prøvede at efterligne James Gunns stil, og ikke slap så godt fra det. Det kræver meget talent at blande dødsensalvorlige ting med humor, sådan som James Gunn gjorde det mesterligt i Guardians of the Galaxy 2, og det lykkedes knapt så godt her. Sidste lille stikpille er til Vers/Carols ændrede verdensbillede i slutningen af filmen. Det virker faktisk rimeligt troværdigt når man ser filmen, men kun fordi at vi som publikum kun har fået en meget skitseagtig indsigt i hvordan Vers’ Kree-tilværelse var. For mig var det filmens mest interessante konflikt, men hvis man er mere til superhelte-slagsmål og rappe replikker, kan filmen anbefales uden det store forbehold. Som fan af science fiction og/eller psykologiske konflikter, risikerer man at blive lidt skuffet, men kun lidt.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 56

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *