The Court of the Air
Roman af skrevet Stephen Hunt
Tor Books 2008, 592 sider
The Court of the Air starter dramatisk på side et. Den forældreløse Molly Templar bliver sendt tilbage fra den forretning, hendes lokale fattiggård har lejet hende ud til, og det er ikke første gang, hun sendes tilbage. I stedet for smæk, venter der hende blot endnu et arbejdssted, denne gang på et bordel i den øvre ende af skalaen. Igen går det meget hurtigt galt for Molly. Hendes første klient, en ældre adelsmand, viser sig at være morder. Han slagter Mollys veninde og prøver at myrde Molly selv. Det lykkedes hende dog at flygte – med morderen lige i hælene. Da hun senere vender tilbage til bordellet, finder hun kun én stor blodpøl- alle er brutalt slagtet. Det bliver åbenbaret for Molly. at det er hende selv – ikke alle de andre forældreløse – der er målet for denne brutalitet. Hjulpet af en robot ”dampmand”, dette er steampunk, flygter hun, til et underjordisk kongedømme, som i den grad ligner det postrevolutionære Frankrig, men med et tvist. F.eks. går folk til yderligheder i ligestillingens navn, og lemlæster sig selv for at være lige med de handikappede! Alle der ses ilde på af revolutionens arkitekter, kastes for pøblen.
Den anden hovedtråd i plottet er, endnu en forældreløs´ genvordigheder, drengen Oliver Brooks. Han er opfostret af sin onkel, og har brugt det meste af sin barndom på at se luftskibe lande og lette i en lille provinsbys lufthavn. Oliver overlevede den luftskibsulykke, som dræbte hans forældre, da han var et år gammel. Derefter levede han fem år i en afsides region i en anden verden, Feywall, og kom så til sin onkel i provinsen. Da selv en times påvirkning af feytågen kan udvikle latente psi-kræfter, har Olivers fem år lange ophold påkaldt sig myndighedernes opmærksomhed. Især da han ikke rigtig udviser nogle psi-kræfter. Han skal derfor løbende melde sig på den lokale politistation. Her undersøges han for tegn på psi-kræfter, der hvis de findes, vil placere ham enten på en sindssygeanstalt eller i det hemmelige politi. Efter endnu et ugeinterview vender Oliver hjem til sin onkel, der i mellemtiden er blevet massakreret sammen med resten af familie og ansatte. Kun Harry, en gæst i huset med blakket ry, og Oliver er skånet og flygter. Imens er Molly blevet reddet af en noget spraglet gruppe mennesker: En videnskabsmand en journalist, en ex-ubådsmatros og endnu en damprobot. Sammen besøger de statens arkiver, hvor det fremgår, at Molly lider af særlig blodtype. Alle der har denne, bliver myrdet.
Begge flygtninge overvåges fra luften af “The Court of the Air”. Det er med introduktionen af dette element, at vi effektivt bevæger væk fra troperne i et kontrafaktisk victoriansk drama, eller steampunk, og over i noget langt mere interessant og fornyende.
Denne roman er proppet med indfald, som hentet ud af Charles Dickens London-beskrivelser, koblet med både svævende byer og undergrundsriger. Sidstnævnte ledet af Gamle Guder, hentet direkte ud af Lovecraft. Problemet her er nok det samme, som ved så mange debutromaner. Der er tale om en ret primitiv søg og erstat teknik, hvor velkendte elementer fra Dickens ”blot” er udskiftet med noget fantastisk, men hvor dels de andre Dickens-detaljer ikke er modificeret i overensstemmelse hermed (hvorfor stadig køre i droske, når man har svævende byer? Hvorfor stadig have de traditionelle penny dreadfuls, når der er undergrundsriger af grum karakter at tage historier fra, eller feytågeeffekter at lege med?). Og hvor de indsatte fantastiske elementer får lov til at stå alene i et vakuum uden afsmitning på resten af verdenen, der er bygget op for os. Det gør det hele lidt rodet, og noget mindre realistisk – selvom jeg må sige, at det er en fryd at se så stor iderigdom hos en moderne forfatter!
Også håndteringen af plottet udviser typiske debutantfejl. Der er stort set ethvert tænkeligt plot, subplots og mikrotvists strøet med rund hånd ud over fortællingen. Og et hav af referencer, til Verne, til Cthulhu-mytologien, til Doctor Who Tv-serien, osv. Det gør dette til en ret så tung roman at læse, der er et utal af situationer der skal holdes rede på, samtidig med at der simpelthen sker så meget på siderne, at det næsten virker febrilsk. En alvorlig bagside ved dette er desværre at personkarakteristikken kommer til at halte ret så meget. Hvad der med blot få sætninger kunne have fået os IND i Oliver og Molly og de andre personer kommer aldrig, vi forstår dem ikke så godt, vi følger blot med i deres ageren i plottet. Som et stykke musik samplet af mange kilder, flot og overbevisende i sin musikalitet, men med så hurtige klip at indfølingsevnen går tabt. Om Molly ved vi kun at hun er 15 år (men kun hvis man stykker flere små oplysninger sammen og selv regner det ud), og at hun er fingernem med maskiner. Det er alt, hvad vi egentlig ved om hende på de første 600 sider! Og det er ikke fordi, Hunt ikke kan beskrive sig effektivt igennem grundoplysninger, f.eks. bruger han halvanden side på at fortælle, hvordan pistolerne virker, uden at det bliver kedeligt, og en række af hans bipersoner er også fint skildret i få sætninger. Jeg tror bogen ville have vundet meget ved en enkelt omskrivning mere. Det skæmmer en ellers rigtig god fortælling som er ganske læseværdig og underholdende – ikke mindst pga. iderigdommen.
Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.19
