Apocalypse Now: Final Cut
Film, USA, 1979/2019, 182 min.
Instr.: Francis Ford Coppola
Medv.: Martin Sheen, Marlon Brando, Robert Duvall, Dennis Hopper, m.fl.
Denne anmeldelse er baseret på en 4K-pressevisning, som filmdistributøren Another World Entertainment inviterede os til, forud for filmens reprise-premiere i biograferne d. 28. november.
Den store polsk-britiske forfatter, Joseph Conrad (1857-1924) har bestemt ikke levet forgæves, og tak og lov for dét. Uden hans kortroman, Heart of Darkness, fra 1899, om en nervepirrende tur op af Congo-floden (baseret på hans egne oplevelser otte år tidligere), havde vi 80 år senere ikke fået mesterværket Apocalypse Now, som omplanter historien til Vietnam, og bedre end nogen anden film hjælper os dybt ind i mysteriet om hvorfor en mægtig militærnation som USA ikke kunne få bugt med de nordvietnamesiske guerrilla-styrker.
Denne fejrede filmklassiker har i anledning af sit 40-årsjubilæum i år repremiere i form af instruktørens eget Final Cut; den endelige version af filmen, som udover at komme op i biograferne igen også udgives på Blu-ray (inkl. 4K); den udkom i USA i august, og i Europa her i november. Man bør dog ikke snyde sig selv for at få den fulde og skarpeste biografoplevelse; denne film er én af de milepæle i mediets historie som absolut nydes bedst på det helt store lærred. Denne anmelder satte sig godt tilrette pænt langt tilbage i IMAX-salen, og nød den fantastiske cinematografi i fulde drag – i øvrigt for første gang i mange, mange år.
Martin Sheen har sin måske væsentligste glansrolle som Captain Willard, en ganske hårdkogt militærmand som før har elimineret folk for CIA. Her sendes han ud på en lang flodfærd for at uskadeliggøre Marlon Brandos Kurtz, en højtdekoreret oberst som er blevet – hvad skal man kalde det – utilregnelig. Første stop er en flodmunding som er kontrolleret af nordvietnameserne. Willard og hans minimale følge eskorteres til det strategiske sted af en hel deling helikoptertropper kommanderet af oberstløjtnant Kilgore, en figur som om nogen personificerer hele Vietnamkrigen, Amerikas attitude og krigens absurditet i det hele taget. Og som også er en rystende, udødelig og uforglemmelig præstation fra Robert Duvall. Sekvensen hvor hans tropper erobrer stranden – ikke mindst fordi de har hørt at den har nogle af de bedste surf-bølger i hele landet – er chokerende blæret instrueret. Man ser tydeligt at filmen har haft et enormt budget, og det visuelle og auditive spektakel her står ikke tilbage for Dunkirk eller nogen anden nyere film med lignende svulstige krigssekvenser. Alene på basis af denne sekvens kan ingen være i tvivl om at dette er en af historiens største krigsfilm.
Da Willard og hans lille skib er nået hele vejen op af floden og ind i Cambodia, bl.a. med et forfriskende stop ved en fransk plantage hvor ejerne stadig holder stand mod kommunisterne, står han endelig ansigt til ansigt med Kurtz. Willard har ikke rigtig bestemt sig for om han egentlig vil slå Kurtz ihjel, og Kurtz lader til at forstå Willard bedre end Willard selv. Kurtz er tydeligvis en formidabel mand, og man kan diskutere om han er mere sindssyg end enhver anden stor militærstrateg. Hans formål er at forstå guerrilla-soldaterne, og det at han har sat sig selv op som en gud for de primitive krigere i Cambodia er et led i et eksperiment: kan han selv skabe en guerrilla-hær der er lige så hensynsløs og grusom som nordvietnameserne kan være? Svaret er at det kan han godt, hvis han bruger lokale krigere, men prisen er hans menneskelighed, og amerikanske soldater ville ikke kunne klare det, for det er ganske enkelt så horribelt at det er uforeneligt med vestlig civilisation. Derfor kan amerikanerne ikke overvinde nordvietnameserne. Og eksperimentet må afbrydes og afsluttes, så Kurtz antyder overfor Willard at han skal slå ham ihjel og tage hjem og fortælle Kurtzs historie.
Selv om Marlon Brando ankom til optagelserne uforberedt og overvægtig, falder det ikke seeren ind at han kunne eller skulle have været anderledes end den mørke og hemmelighedsfulde figur han er her. Han spiller endnu en gang så aldeles fascinerende skuespil at figurens og filmens pointe rammer publikum så rent og stilsikkert at man på intet tidspunkt forestiller sig at der kunne eller skulle have været nogen anden version end denne.
Coppola har sagt at i sidste ende var det ikke ham, men junglen selv, der lavede filmen. Det er også det indtryk man får når man ser den. På trods af lange, problemramte optagelser endte filmen med at blive et tidløst, formfuldendt storværk. Den har sit eget liv, sin egen vildskab, og den lever og vokser videre ud i virkeligheden.
Karakter: 10 stjerner ud af 10.
~Tue Sørensen
