Der Goldene Handschuh
dir. Fatih Akin, Tyskland, 2019
Dansk distribution: Another World Entertainment
Fatih Akin er en af Tysklands lovende, unge instruktører. I Der Goldene Handschuh får vi historien om den Tysklands nok mest berygtede seriemorder Fritz Honka, der hærgede Hamburgs Skt. Pauli-kvarter fra 1970 til 1975.
Filmen er nærmest en slags dokumentar over hans liv i denne periode. Honkas liv er monotont, kedeligt og uden indhold. Han går på arbejde, han drikker enten hjemme eller på stamværtshuset Den Gyldne Handske, hvor han forsøger at lokke kvinder med sig hjem.
Honka er et udskud, en samfundstaber og en plaget mand, der lider voldsomt under sin ensomhed og som har fået et totalt forvredet og uhyggeligt ensidigt billede af kvinder. Kvinder eksisterer for at levere sex, og det er i orden at lade sit raseri og sin følelse af mindreværd og håbløshed gå ud over dem og i sidste ende dræbe dem. Resten af filmens galleri består af lige så nedbrudte, knugende ensomme mennesker, der lever i fattigdom, misbrug og uden en eneste ægte, varm relation. Faktisk var det kvindernes skæbner, der rørte mig allermest. De bliver alle behandlet som ting; enten som begærede objekter, nødvendige rekvisitter eller menneskelige boksebolde og ikke kun af Honka.
Filmen er blevet kritiseret for at være kvindefjendsk. Ja, der er masser af kvindehad i filmen. Faktisk er det en af hovedpointerne. Den viser hvor voldsomt men også dagligdags kvindehadet/kvindeforagten er. Og det er væmmeligt og frastødende skildret, fordi det ER væmmeligt og frastødende.
Ofte bliver mennesker “på bunden af samfundet” skildret uden ægte medfølelse eller forståelse, og her synes jeg faktisk det lykkes Der Goldene Handschuh at få formidlet, hvor håbløse, triste og desillusionerede de er uden at sensationalisere, udlevere eller se ned på. Den skildrer uhumskheden, umenneskeligheden og brutaliteten men uden at umenneskeliggøre sine figurer.
Filmen stinker. I bogstaveligste forstand. Sjældent har jeg set en film, hvor jeg har været SÅ glad for, at der ikke følger lugt med. Hvert eneste billede emmer af indelukket råddenskab, gammel sur cigaretrøg, uvaskede kroppe og alkohol. Og det er alt sammen utroligt deprimerende og hjerteknugende. Hvis man nogensinde har haft berøring med sådan et miljø, så vil man også vide, at mennesketyperne i filmen er helt og aldeles realistiske. Flere har fremhævet den som sorthumoristisk. Jeg fandt den på ingen måde morsom. Dertil var den for realistisk og tragisk. Og jeg kan sige, at jeg kender miljøer som det filmen udspiller sig i, og det er ramt på kornet men også fortalt med medfølelse og uden middelklassens sædvanlige nedladende fascination.
Alt i alt er det en imponerende film lige som Jonas Dasslers præstation er i en klasse for sig. Han er nærmest uigenkendelig og synes at være smeltet sammen med figuren Fritz Honka. Det er ikke blot fantastisk makeuparbejde, Dasslers mimik, gestik og hele måde at tale og bevæge sig på er enestående og giver baghjul til mange af Hollywoods store og fejrede karakterskuespillere. Jonas Dassler er kun 23 år gammel, så vi får forhåbentlig glæde af hans talent mange år endnu. Han har fortjent anerkendelse internationalt.
Anmeldt af Helene Hindberg
