Chr. Køpmannæhafn Winther – Retsindigheden – og rejsen for at besegle

Retsindigheden – og rejsen for at besegle
Novelle/digtsamling af Chr. Køpmannæhafn Winther
SMSpress, 2020
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Christian K. Winther er redaktør på forlaget SMSpress, der primært udgiver – you guessed it – utraditionelle bøger, som man modtager per SMS. Winther har tidligere udgivet novellen “Verdens Rigeste Mand og hans tro tjener Boris”, der modtog Science Fictions Cirklens Niels Klim-pris i 2017.

I denne bog er der tale om en række løsrevne tekstfragmenter, kun adskilt af overskrifter, som kan være ret svært læselige ud i én køre. Jeg kan forestille mig at SMS-formatet kunne tjene teksterne ret godt. I løbet af teksterne hentydes gentagne gange til en anordning – eller et stof – kaldet milliwelt, der muligvis gør den unavngivne hovedperson syg eller måske netop er en del af hans behandling. Det er ligetil at sammenligne både stil og indhold med Nøgen Frokost af William S. Burroughs. Overskrifterne, den fragmentariske stil, den flydende virkelighed, og referencerne til et stof. Den store forskel er at Nøgen Frokost er indkapslet i nærmest faglitterære tekster om stofafhængighed. Det er denne bog ikke. I dén forstand er Retsindigheden endnu mere nøgen end sit forlæg. Al kontekst er unødvendig!

Nu til dét du gerne vil vide: Er dette science fiction?

Nogle af bogens bedste passager er dem, der løfter sløret for hvad foregår – hovedpersonen vågner nogle gange op i en slags kiste, hvor han bliver observeret. Sammenligningen med den virtuelle virkelighed i actionfilmen The Matrix og filosoffen Descartes’ idé om “Genius malignus” – den bedrageriske dæmon, der skaber en falsk verden – ligger lige for. Fuldkommen ligesom for Caspar Colling-Nielsens novellesamlinger Mount København og Den Danske Borgerkrig er science fiction-elementet den lim, der får fortællingen til at hænge sammen. Colling-Nielsens og Winthers bøger har det til fælles, at det uden rammefortællingenville være svært at finde sammenhæng i de enkelte fortællinger Hvor Colling-Nielsen direkte fortæller læseren hvordan og hvorledes novellerne passer ind i sammenhængen, så skal man lede længe efter den røde tråd hos Winther. Det må være en smagssag hvilken stil man foretrækker. Personligt lander jeg mellem de to stole – Colling-Nielsen tager mig for meget ved hånden, mens jeg synes at der er lovlig langt imellem trædestenene hos Winther. Dette er hverken plotdreven eller persondreven litteratur, der vil tilfredsstille den drevne genre-fan. Det er litteratur for sprognørder og æsteter. Denne type bog er oplagt til at vinde Lars Bukdahls Bet, men næppe fanmiljøets hjerte (hvis det da er muligt, for andre end vinderne af en Hugo, Nebula eller World Fantasy Award!).

Anmeldt af Rasmus Holstatbro Wichmann i Himmelskibet nr. 59

Dette indlæg blev udgivet i Bøger og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *