Helerens håb
Roman af Jacob Kokkedal
Den trofaste bror bind 3
Ulven og Uglen, 2019, 549 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget
Helerens håb er tredje roman i fantasyserien Den trofaste bror. Nummer et i serien, I døden og videre, blev anmeldt i Himmelskibet nr. 51, og nummer to, Ørkenrose, blev anmeldt i Himmelskibet nr. 53. Jeg skrev i min anmeldelse af I døden og videre at den var til yngre læsere – men det er ikke gældende for dette bind, og hvis man læser alle tre bind (som man bør gøre), synes jeg ikke man kan sige at serien er skrevet til yngre læsere. Dertil er handlingen nok for kompliceret og barsk.
Serien foregår i verdenen Gudshave, og i Helerens håb får vi mere at vide om hvordan Gudshave blev skabt af de tolv guder. I Bibelens skabelsesberetning (1. Mosebog kap. 1 v. 12) står der, at Gud så at skaberværket var godt. I Helerens håb hedder det at guden Kissym Arden sagde, at det skabte var godt (s. 360), og vi får at vide hvordan ondskaben kom ind i Gudshave. Men hovedhandlingen i Helerens håb er, at den fordrukne pukkelryg Balt nu er kommet til kontinentet Dritra-Ristra. Her træffer han Adale og hendes fire børn. De er kasteløse og meget udsatte, da kasteløse kan behandles meget dårligt af de højere kaster. Balt beslutter sig, efter at de presser på, for at beskytte dem i deres videre færd. De er blandt andet i landet Campot, som er gennemsyret af kastesystemet. Allernederst i dette kastesystem er de kasteløse og de behandles som slaver.
Campot regeres af en slags konge kaldet pasha, hvis navn er Bilaq-Khan. Balt og Adala kommer i karambolage med nogle af Bilaq-Khans folk, og de bliver efterlyst. Og der er dødemageren Murdu, der også er på sporet af dem. Derfor må de rejse ud af Campot. Vi følger også Bilaq-Khan og får indblik i den ondskab der styrer ham. Mere skal jeg ikke sige om handlingen i bogen.
Ligesom i de andre bøger i serien er de onde i Helerens håb virkelig onde. Der er ikke plads til nogen nuancer. Dog er der plads til at Bilaq-Khan bliver beskrevet som omsorgsfuld i sin barndom, men som voksen er han beskrevet på denne måde: “Smerten, den udspekulerede vrede og det forfængelige storhedsvanvid, var alt, han var” (s. 454).
Helerens håb er ikke en afsluttet historie på samme måde de to første bind i serien, og der lægges op til et bind fire i serien. Det er en fordel at have læst de to andre romaner i serien før man læser dette bind.
Bogen er overordnet set velskrevet. Dog er personbeskrivelserne meget direkte, og man får at vide hvad man skal mene om personerne. For eksempel står der på s. 365 at “vorterne i ansigtet blev lige præcis lyst så meget op af dagslyset, der faldt ind gennem vinduerne, at de fik deres egne skygger i det fæle ansigt.” Og på s. 467 står der “præstens ækle ansigt.” Det hænger sammen med at skurkene er virkelig onde og ikke har nogen forsonende træk. Men litterært er det måske nok ikke en fordel, at det forholder sig sådan. Jeg synes det ville være en fordel at det ikke står så direkte i teksten hvad vi skal mene om personerne. Til gengæld er der enkelte beskrivelser af lys, som er gode: “Tunge skyer spredtes, og den blege sol brød endelig frem efter flere dages gråvejr. Det fik slottets blåsorte sten til at skinne og de mange tårnspirs obsidianfarver i spil” (s. 484).
Men ellers er handlingen i bogen spændende, og det er en god bog på trods af at jeg synes den har sine fejl. På en måde er bogen bedre end de to andre bind i serien, så jeg vil klart anbefale at læse dette bind og de andre i serien.
Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr. 59
