Lilli Lund Christensen – Længslernes Nat

Længslernes Nat
Roman af Lilli Lund Christensen
Science Fiction Cirklen, 2019, 334 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Efter apokalypsen overlever mennesker – måske – på Månen.

Længslernes Nat følger den puertoricanske teenager Johnny, der er ung og hjemløs i en livlig, men kriminalitets-præget storby. Byen minder om Rio de Janeiro, men læseren finder hurtigt ud af, at det er en fattig, fremtidig udgave af New York.

Johnny er forældreløs, men lever en nogenlunde harmonisk tilværelse sammen med sin søster og en lille gruppe hjemløse børn. Johnny får dog problemer med en gadebande, og efter en dramatisk flugt bliver han reddet af en lille familie. Endnu engang lever Johnny, der nu har skiftet navn til Drake, en nogenlunde harmonisk tilværelse indtil en gruppe terrorister får fat i et nyt våben, der kan skabe jordskælv. og Jorden bliver ødelagt og ubeboelig. Drake (tidligere Johnny) var heldig og fik plads på et redningsskib til Månen, hvor menneskeheden overlever under store kupler.

Først efter denne lange kaotiske rejse kan Drake skabe sig en tilværelse på Månen, hvor han har fået job som opsynsmand og igen lever en tilsyneladende harmonisk tilværelse. På dette tidspunkt i romanen bryder Christensen den klassiske apokalypse-genre ved at introducere et spændende mysterium, hvor sorte kugler dukker op overalt og måske, måske ikke, vil i kontakt med måneboerne. Genrebruddet overrasker på en positiv måde, og romanen bliver først rigtig god efter Drake er nået til Månen. Første del af romanen (inden Drake kommer til Månen) kunne med fordel været skåret kraftigt ned, da det næsten føles som om, at selv forfatteren ikke kan vente med at komme til Månen og få startet den egentlige historie.

Flere temaer i Længslernes Nat minder om de temaer, der ofte behandles i bøger og film om generationsrumskibe og kolonisering af rummet; for eksempel de yngre generationers manglende indsigt i ting, der er meget svære at genskabe langt fra Jorden: bølgernes brusen, jord under neglene og vind i håret. Jeg er selv meget optaget af generationsrumskibe, og det er interessant at læse de typiske temaer behandlet på en månekoloni efter en alvorlig klimakatastrofe.

Det er særligt spændende, at de ‘månefødte’ i romanen synes at have udviklet en vrede over for de ældre generationer, der ødelagde Jorden og dermed de yngres mulighed for at opleve naturen. Dette minder ret kløgtigt om de yngre generationers klimaprotester, Fridays for Future og “ok, boomer”- kritik, og alene af den årsag, hvor de unges klimaangst og klimakritik bliver sat på spidsen på Månen, er Længslernes Nat en relevant læseoplevelse.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr. 61

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *