De III Udvalgte – Mogthunheims Forbandelse
Roman af Paul Anthony Sørensen
Forlaget HoneyBadger, 340 sider, 2020
https://detreudvalgte.dk/
Jeg er glad for, at jeg med mine beskedne 76 år falder inden for den aldersgruppe, som forfatteren Paul Anthony Sørensen skriver, at han henvender sig til med denne udmærkede fantasyroman, for det har givet mig en god og underholdende læseoplevelse.
Som jeg plejer at gøre i mine anmeldelser, så nævner jeg ikke meget om handlingen, men har fokus på helheden, sproget, plottet og formen, så forfatteren også får inspiration til at udvikle sig og blive bedre.
Bagsideteksen:
De tre venner, Seb, Elliot og Bjørn, finder et skrin på bunden af Øresund. Skrinet er en portal, og mod deres vilje er drengene pludselig De Tre Udvalgte.
Mission: Vend den dystre skæbne for landet Mogthunheim. Og det er med livet som indsats. Hver gang de falder i søvn, vågner de op i Mogthunheim. Men dør de i Mogthunheim, dør de også i deres egen verden.
De tre drenge får heldigvis deres helt egen skytsengel. Uheldigvis er han ikke altid lige kvik og giver nogle virkelig dårlige råd. Og hvad gør man så, når man står over for væsner, man end ikke turde drømme om eksisterede?
I deres egen verden skal de kæmpe mod skole-hjem-samtaler, eftersidninger og en ny megasnobbet pige i klassen. Og så findes der også et mørkets skrin. Hvem som helst kan være deres fjende og uhindret bevæge sig mellem de to dimensioner.
Garanti for mord, gennemført ondskab … og virkelig akavede øjeblikke.
Det er ikke en drøm. Det er virkelighed. Det er et mareridt.
Din søvn vil aldrig blive den samme.
Helhedsindtryk:
Mit helhedsindtryk af De Tre Udvalgte er, hvis jeg bruger en metafor om arkitektur, at bogen er et gedigent og fornuftigt murermesterhus, som havde været et mere spændende ’byggeri’, hvis en dygtig arkitekt havde været henne over projektet.
Sproget:
Her må jeg bruge en anden metafor, for i forbindelse med læsningen af De Tre Udvalgte, kom jeg sjovt nok til at tænke på hele Danmarks handy-mand, Flemming Leth. Han talte tit om at bruge sandpapir med forskellig kornstørrelse (jo højere værdi jo finere sandpapir) og havde Paul Anthony Sørensen fremstillet noget i træ i stedet for at skrive denne roman, ville Flemming helt sikkert have sagt, at træarbejdet flere steder burde være gået efter med sandpapir korn 400.
Der er desværre en del steder, hvor denne finslibning mangler, og derfor synes jeg, at det er dobbelt ærgerligt, at den ikke har fundet sted. Det jeg hentyder til er bl.a. ’ujævnheder’, hvor han eller personens navn benyttes alt for mange gange hurtigt efter hinanden i korte sætninger indenfor få linjer. Det gør teksten hakkende og kunne sagtens være glattet ud ved at lidt kreativt arbejde med formuleringen. Så fattigt er vores sprog heller ikke på ord.
Netop fordi teksten generelt flyder let, bliver de steder, der burde være ’slebet’, som hvidt, der er blevet endnu mere hvidt ved at være blevet indrammet i sort. En tur mere gennem sprogøjet og den havde været der.
Dette skal ikke afholde dig fra at læse bogen, for den er medrivende og spændende. Mit kritikpunkt skal derfor i lige så høj grad opfattes som en vejledning for læsere, der selv leger med tanken om at skrive noveller eller en roman.
Sprogligt udmærker bogen sig ved en tydelig og let forståelig tekst, idet forfatteren sparer læseren for at ville brillere med, at han mestrer svære fremmedord. Der er desuden meget få stavefejl, ligesom grammatikken er på plads, selv om jeg enkelte steder er uenig med ham om kommateringen.
Plottet:
Handlingen hænger fint sammen. Den er som nævnt spændende, og der er ingen tå-krummende modstridende passager, så den er som tidligere nævnt afgjort værd at læse. Bogen hører til den kategori, som jeg kalder ’ikke langtidsholdbar’, da den holder fast i sin læser, så du bør læse den op til en weekend eller i en ferie. Specielt synes jeg overgangene mellem de to dimensioner, som hovedpersonerne agerer i, glider rigtig fint og undertiden endda på måder, så man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet, for ikke at sige grine.
Formen og ambitionen:
Om formen skriver Paul bl.a.:
”Jeg har udgivet en fantasyroman for tweens og young adults, men som mange voksne har vist sig også at være glade for. Både kvinder og mænd fra 20’erne til 80’erne. Nogen har sågar fældet en tåre.
Romanen handler om integritet, ledelse og venskab. Den er både gys, men også rigtig meget humor samt følelser og betragtninger, om hvad det vil sige at være menneske.
Ambitionen med romanen var for en gangs skyld at lave en kompromisløs fortælling med 100% mine egne ord, 100% mine værdier. Den er nemlig skrevet (i hemmelighed) til mine børn med et stærkt værdisæt, så de altid vil kunne ’høre min stemme’, når jeg en dag – om først forhåbentligvis mange år – er væk.”
Som jeg indledte med at skrive, så er jeg glad for at høre til den ’unge’ målgruppe af læsere under 80, for jeg følte mig godt underholdt, selv om mit formål med at læse romanen var at forholde mig kritisk vurderende til alle dens facetter.
Det lykkes efter min mening rigtig godt for Paul at snige sine budskaber om integritet, ledelse og venskab ind i handlingen, men havde jeg skrevet romanen ville jeg ikke selv have røbet, hvad hensigten var. Idéen med at lade hovedpersonerne repræsentere de forskellige værdier og være rollemodeller er rigtig fin, for jeg havde de samme tanker, da jeg skrev min egen Itapelet tetralogi. Når jeg valgte ikke at gøre det, var det ud fra den betragtning, at rollemodellerne skulle fremstå som selvstændige individer, der med egne meninger og holdninger inspirerede til refleksion og efterlevelse. Det er jeg bange for mister sin styrke, når forfatterren røber sin bagtanke.
Anmeldt af Johannes Lundstrøm
