Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings
Film, USA, 2021, 134 min.
Instruktør: Destin Daniel Cretton
Med: Simu Liu, Awkwafina, Tony Chiu-Wai Leung, Michelle Yeoh, m.fl.
Som fan af de gamle kung fu-tegneserier (som også udkom på dansk i Kung Fu Magasinet) har jeg været ret spændt på hvordan Marvels nye film Shang-Chi ville blive. Tegneserien udkom jo i kølvandet på Bruce Lees succes og kung fu-filmens storhedstid i 1970erne, og tegneserien er meget 70er-agtig. Der har derfor hele tiden hersket stor tvivl om hvorvidt den nye film overhovedet ville minde om tegneserierne på nogen måde. Og det gør den sådan set heller ikke. Hovedpersonen er især meget svær at genkende uden tegneseriefigurens karakteristiske 70’er-frisure, men alligevel er visse elementer bevaret. Parallellerne mellem tegneserie og film går umiddelbart så vidt som til at Shang-Chi er oppe mod sin far (der har trænet ham i kampkunst som lille, men som Shang-Chi gjorde oprør mod som ung, og nu bruger han sine evner imod faren), som med magiske evner har levet i mange generationer og også har en hær af sortklædte kung fu-kæmpende banditter under sin kommando. Herudover går filmen mere ind på Iron Fist-territorie, da figurerne kommer frem til en hemmelig kinesisk by som beskyttes af en drage (rygterne siger at en ny udgave af Iron Fist kommer med i næste Shang-Chi film). Men historien består ligeså meget af flashbacks, hvor man ser Shang-Chis forældres historie; hvordan de blev forelskede, og hvordan farens tendenser til tyranni og kung fu-kultledelse blev holdt i ave af kærligheden til hans familie (Shang-Chi har også en søster).
Men er historien så vellykket? Ja, det er den. Filmen er effektivt følelsesfuld, spektakulært action-fyldt og visuelt overdådig, og frem for alt har den en kulørt perlerække af utrolig flotte kung fu-sekvenser. Filmen er også tydeligt – næsten i overdrevet grad! – tilpasset til det asiatiske marked, f.eks. med hele sekvenser hvor figurerne taler kinesisk, en stærk rolle til den kinesiske skuespiller-darling Tony Leung (som spiller faren) og et fokus på kinesiske drage-legender. Filmen har dog i skrivende stund (10. september) endnu ikke haft premiere i Kina, så det bliver spændende at se hvordan de reagerer på den. Hollywoods forsøg på at tækkes Kina har det med at mislykkes, måske som et led i Kinas propaganda-kamp mod Vesten; et eksempel herpå er jo den seneste live-action Mulan film, som floppede på flere måder, men som jeg selv syntes var utrolig vellykket, også på en måde som kineserne burde have sat pris på.
Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings er en Marvel-film, og som sådan er den et ekstremt velpoleret produkt. Intet er efterladt til tilfældet; alle de rigtige bokse er tjekket af, så man var sikker på at det blev en publikumsvenlig film, og det har i høj grad også virket. F.eks. er der en række sekvenser som er direkte referencer til andre famøse film – actionfilm-eksperten Ric Meyers, som jeg følger på Facebook, nævner i flæng: Hero, Crouching Tiger Hidden Dragon, Matrix, God of Gamblers, Old Boy, Speed, 007: Skyfall, Jackie Chan’s Rumble in the Bronx, Shaolin Soccer og Dragon Ball Z! Man mærker tydeligt at der er postet mange penge i dette produkt, og pengene er godt givet ud, til folk der ved hvad de laver. Shang-Chi er en skøn film, og jeg er helt oppe på 9 stjerner ud af 10 i min karakter for denne. Så venter vi bare med spænding og længsel på årets to sidste MCU-film, Eternals og Spider-Man: No Way Home, som rammer biograferne i hhv. november og december!
Anmeldt af Tue Sørensen i himmelskibet nr. 62
