Hilda
Tv-serie, Netflix 2018-2020
To sæsoner
Skabt af Kurt Mueller og Stephanie Simpson efter Luke Pearsons tegneserie
Med: Bella Ramsey, Ameerah Falzon-Ojo, Oliver Nelson, John Hopkins m.fl.
Det går ikke altid godt når man forsøger at overføre tegneserier til animation, men i tilfældet med Luke Pearsons Hilda er det gået godt – endda rigtig godt. Tegneserien tog verden med storm da det første album, Hildafolk, udkom i 2010, og siden da er det blevet til indtil videre 6 bind, og serien har vundet masser af priser. Det er derfor ikke underligt at Netflix har valgt at lave en tegnefilmserie over den – og det er streamingtjenesten som sagt sluppet godt fra, blandt andet ved at bevare tegneseriens enkle og skarpe streg. Selvom Hilda især er rettet mod børn, kan den sagtens ses af voksne, der vil finde andre ting at more sig over end børnene – og man kan ikke undgå at blive charmeret af hovedpersonens gåpåmod og positive indstilling til livet.
Hilda foregår i et univers, der minder om det moderne Norge, blot tilsat en mængde fabelvæsener, som folk i almindelighed udmærket kender til. Det ville også være underligt andet, da nogle af dem flyver i flokke over himlen og fordi man man rende på mange af dem i skovene og bjergene omkring byen Trollberg (som minder mig en del om Stavanger). Ikke alle fabelvæsenerne er ufarlige, men pigen Hilda er ret frygtløs og forstår at omgås dem og ligefrem blive venner med nogle af dem. Det viser sig da også at kun få af væsenerne er direkte ondsindede, og man kan tale sig til rette med de fleste – selv spøgelser, trolde og kæmper. På den måde bliver det aldrig rigtig uhyggeligt, og Hilda er en af de hyggeligste serier jeg har set og har potentiale til at blive lige så klassisk som Mumitroldene, af mere eller mindre de samme årsager.
Hilda er vokset op som en fri ånd ude i bjergene sammen med sin mor, der arbejder som freelancegrafiker, og Hildas trofaste kæledyr, hjorteræven Twig. Hvad der er blevet af faderen bliver aldrig nævnt. I de første afsnit af serien sker der ting, der tvinger den lille familie til at flytte til byen Trollberg, der hedder sådan fordi den er bygget i et område beboet af trolde og er omgivet af en høj mur, der skal beskytte borgerne mod troldene. Trollberg minder mig meget om Stavanger, både i arkitekturen (bortset fra bymuren) og ved at være en havneby i bunden af en fjord, omgivet af fjelde. Hilda er bekymret for at hun kommer til at kede sig i byen, men der begynder hurtigt at ske en mængde mystiske og dramatiske ting, som Hilda bliver hvirvlet ind i – eller lader sig hvirvle ind i.
Til tv-serien er der introduceret flere nye figurer i forhold til tegneserien. Blandt andet bliver Hilda medlem af et spejderkorps, hvor hun får to nære venner, den boglige Frida og den nervøst anlagte David. Byen er heller ikke helt så fri for fabelvæsener som den ser ud til at være ved første øjekast – bl.a. bliver vi præsenteret for den uhyggelige Rottekonge og en kæmpemæssig sort hund, der begynder at hærge byen.
Den første af de indtil videre to sæsoner af tv-serien er langt hen af vejen baseret på de første fem albums i tegneserien, mens anden sæson er nye historier, hvor Hilda får et nemesis i form af Erik Ahlberg, leder af Trollbergs sikkerhedspatrulje, der ønsker at opnå hæder og ære ved at beskytte byen mod troldene omkring den, men som regel ender med at skabe en masse problemer, som Hilda og hendes venner så må løse.
Hilda kan ses med dansk tale, men jeg valgte at se den med den oprindelige engelske tale, hvor Hilda bliver (glimrende) stemmelagt af Bella Ramsey, som mange vil huske som den unge klanleder Lyanna Mormont i game of Thrones. Serien byder også på flere kendte gæstestemmer såsom Andy Serkins og Eurythmics-stjernerne Dave Stewart og Annie Lennox. Hver sæson er på 13 afsnit af ca. 25 minutter – et format kendt fra japanske anime-serier, måske med henblik på det japanske marked. En tredje sæson blev annonceret i juni 2021.
Netflix har udgivet 6 billedbøger om Hilda, baseret på afsnit i serien. Dem har jeg ikke læst og kan derfor ikke udtale mig om dem.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 62
