Royal Exile
– Book one of the Valisar Trilogy
Roman af Fiona McIntosh
HarperVoyager, 2008
Fiona McIntosh er forfatter til tre tidligere fantasy trilogier, The Quickening, Percheron, og Trinity. Denne bog er første bind i endnu en trilogi, Valisar. Det er altså en øvet pen, der skriver i trilogiformatet.
Penraven er det økonomiske og kulturelle centrum i et imperium, der består af en række selvstændige og stolte fyrstedømmer. Et efter et falder de omkringliggende lande til den invaderende barbarhær. Ledet af den frygtløse og frygtindgydende Loethar gør barbarhæren kort proces med alle modstandere og udstrækker et særlig blodigt regime overalt, hvor den kommer frem. Da fyrsterne er for stolte til en koordineret modstand, og kæmper ærefuldt, går der kun kort tid før barbarhæren med sin råstyrke og beskidte tricks står ubesejret foran porten til Penraven.
Den gamle Kong Brennus af Penraven, hvis familie gemmer på en stor hemmelighed der går i arv fra far til søn, bliver af situationen tvunget til at træffe nogle ubehagelige valg imellem, hvem i sin familie der skal overleve, og hvem der ikke skal. For at der i det mindste vil være én søn, der kan gemmes væk, indtil han i fremtiden kan tage kampen med Loethar op og generobre kongedømmet på hele familiens vegne. Loethar, der ved, at der er noget med disse fyrstegener, spiser sine overvundne fyrsters hjerter for derigennem at optage hemmeligheden. Men midt i denne brutalitet har Loethar også problemer med at holde kvinderne i sin familie i skak, og han rummer også en uventet medlidenhed og en vis mængde tvivl på sig selv, som er med til at runde et mere naturligt billede af den onde modstander. Tilsvarende hærdes den unge arving under begivenhederne trods sit unge umodne sind, og det mere en antydes, at vores gode hovedperson ikke nødvendigvis kun vil udføre gode handlinger, men også har sin mørke side at slås med.
Hvis man har læst en McIntosh bog før, ved man, hvad man får: En god fortælling der flyder dejligt og spændende af sted, men som også giver sig tid nok til at gøre hovedpersonerne til andet end papmaché. Ingen er rigtig gode eller rigtig onde, bogen gør meget ud af at vise, hvordan små hurtige valg i en tilspidset situation kan forme begivenhederne i lang tid frem over. Og så går McIntosh ikke af vejen for at realisere sin historie på dens egne betingelser, så da vi når til kannibalisme og forræderi, ja så skildres dette lige så naturligt og lige så udpenslet som de romantiske scener. En tredje fornøjelse ved McIntosh er de mange små detaljer i omgivelserne. Dette er ikke bare bygninger, landskaber, heste, våben og tøj – nej det virker helt ægte på siderne pga. ganske få men sigende detaljer i skildringen. McIntosh har gjort sin research godt og har rejst rundt i både Wales, Grækenland, Cypern og Tyrkiet, hvor disse detaljer som grusets beskaffenhed under fødderne, farverne på træernes blade, etc., er samlet op. Alt dette hjælper til at løfte en almindelige fantasy-fortælling lidt højere op end normalt, specielt i dette fastlåste trilogi-format som er markedsdikteret, og som også denne bog er en del af. Bind et ender det rigtige sted med mange uløste gåder og et behov hos læseren i at vide mere. Nu håber jeg blot, at McIntosh kommer forbi det evindelige døde trilogipunkt i bind to, hvor der som regel ikke sker noget, for det er begyndt godt.
Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.19
