Bjarne Benjaminsen (red.): Nye Nova 1: 13 science fiction-noveller.
Novellesamling. Foreningen Nye Nova 2026. 122 sider. NOK 229,-
Norges længst levende science fiction-magasin Nova Fantastiske Fortellinger udkom i årene 1971–79. Magasinet blev hurtigt et vigtigt forum for nye norske noveller indenfor de fantastiske genrer. Flere af de forfattere, der debuterede i Nova, udkom senere med egne bøger på forskellige forlag. De dannede en stamme af norske genre-forfattere i de år. Men det hele døde mere eller mindre ud omkring årtusindskiftet.
Siden december 2022 har netstedet Nye Nova videreført arven efter Nova. Den oprindelige redaktion havde allerede fra begyndelsen af planer om at udgive bøger på et tidspunkt. Nu foreligger så den første samling med ”de bedste” bidrag fra netstedet. Ved at samle de 13 noveller mellem to permer, løftes deres status som værende representative for, hvad der p.t. skrives af science fiction i Norge.
I forordet skriver redaktøren, at novellerne er valgt ud fra nogle bestemte kriterier: a) De skal være science fiction, i vid forstand, b) de skal spejle den vifte af temaer og troper, der forekommer i de publicerede noveller på netstedet, c) de skal være af varierende længde, og d) både etablerede forfattere og nye stemmer skal være inkluderet. Alle de fire kriterier bliver opfyldt, og resultatet er blevet en læsværdig og tankevækkende bog.
Bogen åbnes med ”Menneske, eller?” af Anitra H. Lykke. Novellen beskriver en situation, der føles meget genkendelig for alle, som har stået i kø til et diskotek eller en natklub. Men så viser det sig, at ting alligevel ikke er rigtigt sådan, som man tror. Denne lille tekst indeholder adskilligt mere stof, end de få sider skulle tilsige.
Jørund Fiskergårds ”Et unikt menneske av stor betydning” er smukt skrevet. Den har en ironisk undertone, som passer godt til den verden, læseren bliver inviteret med ind i. Novellen byder måske ikke på nogle store overraskelser, men den forsvarer vel sin plads i bogen.
”Ingvilds verden” af Kjetil Karlsen er én af de længere noveller. Den handler om en teenagepiges oplevelse af og reflektioner omkring det at vokse op i en dysfunktionel familie. Hendes iagttagelser er ikke blot typiske pubertære humørsvingninger, men faktuelle forhold som hun bliver konfronteret med hver dag. Samtidigt er det et varmt og smukt portræt af en ung pige.
Bjarne Benjaminsens ”En liten, men viktig detalj” har en sjov twist, men den føles en smule anstrengt, som om den ikke rigtigt lever op til midterdelen.
Til gengæld er der mere substans i Trond Bulands ”Jøss, lenge siden sist!”. Den er skrevet som en monolog, hvor læserens forståelse gradvist bliver udvidet mere og mere til der går op for én, at det her ikke bare er et par gamle venner, der mødes igen efter lang tid. Som bogens længste novelle udgør den et tyngdepunkt, også indholdsmæssigt.
Emil Flakks ”Brawler” er endnu en novelle, der man ret hurtigt gætter pointen. Den er på sin egne facon en besk kommentar til det digitale dystopia – eller er det utopia? Slet ikke ueffent.
De allerkorteste noveller kan sommetider føles som et gab. Med Catharina Schønning-Lykkes ”Flytende avis” forholder det seg tværtom: På blot en lille side formår hun at tegne et surrealistisk billede, der bliver påtrængende realistisk.
Odd Eriksens ”Det var mange av dem, og de var farlige” beskriver en krigssituation, der ved første øjekast virker genkendelig, men snart viser sig at være noget helt andet.
Nicolai Alexander Styves korte ”Spore helt av” er virkelig en godbid i denne samling. Med få, men virkningsfulde sætninger tegnes der et hændelsesforløb, der virker meget skremmende.
Jørn A. Jensens ”Strafferabatt” er i det ydre en slags kriminalfortælling, om en anklaget straffange, der venter på sin dom. Den er forsåvidt godt skrevet, men den bliver alligevel ligesom hængende i luften.
”Emiliana” af Jørn Johansen er en fortættet lille novelle om at leve i en teknologisk avanceret fremtid. Hovedpersonen er en ung pige, der så gerne vil digte historier, men så var det vist ikke så ligetil alligevel.
Lars Schwed Nygårds ”Gi oss stjernene tilbake” er en smuk og lyrisk tekst, fortalt i en næsten allegorisk form. På få sider maler forfatteren op et vidt lærred, der indeholder stof til en adskillig længere fortælling. Alligevel føles den tilfredsstillende afrundet.
”Sluttspill” av Dag Oive Johansen giver en glimrende afslutning på denne bog. Også dette er en slags allegori, nærmest bibelsk i sin form. Hvem vidste, at GUD egentlig bare er en forkortelse for Galaksenes Union av Demoner? Læs selv, så vil man forstå hvorfor.
Nye Nova 1 er en vigtig bog, der giver et troværdigt bud på, at der er ved at ske en tilvækst af nye stemmer i norsk science fiction. Det har været undervejs et stykke tid, men det bliver stadig mere tydeligt. Bogen er ment som et eksperiment. Hvis modtagelsen bliver god lover redaktøren, at der vil kunne komme flere bind i serien i fremtiden. Alle, der kender netstedet Nye Nova, vil vide, at der er rigeligt med gode noveller at tage af.
Anmeldt af Cato Pellegrini.
