Bobs Saga III – I Mørket er alle helte grå
Roman af Michael Kamp
Books on Demand 2009, 372 s.
www.michaelkamp.dk
Første bind af Bobs Saga var en gang ramasjang, hvor Bob og hans venner uhjælpeligt forsøgte sig som helte. I andet bind begyndte rygtet om en forestående krig at sprede sig, mens gruppen fik mere erfaring. Her i bog tre har gruppen opnået et omdømme som helte, men til gengæld er krigen for alvor brudt ud. Den ny orden Slangens Hoved med Første Broderen forrest prædiker fred, men en fred der kun kan komme når alle enten har sluttet sig til sagen eller er blevet udryddet. Således hærger Slanges Hoveds hær igennem landet, og dræber alt og alle der ikke slutter sig til dem. De samfund der slutter sig til dem, bliver mændene sendt til fronten, mens kvinder sendes i arbejdslejre, og børnene sendes i lejre. På denne måde sikres at ingen gør oprør. Dette sammen med en uhørt brutalitet, giver en ustoppelig hær, som også støttes af en af denne verdens sidste (hvis ikke den sidste) drage. For at sikre at der er soldater nok, så sørger Nekromantikerne for at udøde udføre hvad der ellers skal laves af arbejde.
Vennerne har valgt side imod den nye orden, men det viser sig at flere af de personer de stolede på har valgt anderledes. Gamle venner falder dem i ryggen, og nye venner viser sig at selvom de måske kæmper for samme sag, så kan de have hver deres grunde. De får bl.a. hjælp af nogle kvindelige krigere, der dog viser vis at kæmpe for krigens gud, en gud der på ingen måde har interesse i at den nye orden skal lykkedes i at skabe fred. Det viser sig også at den nye orden forsøger at skabe en vej ind til denne verden for en guderne, en gud der har lovet dem fred. Krigerkvinderne beretter dog at det virkelige mål er at fjerne alt levende (hvilket også er en form for fred), da guden er den faldne, eller udstødte gud, der vil ødelægge alt hvad de andre guder har skabt.
Gruppen går ikke ramt forbi, og de må erkende at krig kræver sine ofre, og mens nogen må ofre livet, så må specielt de der benytter magi sande at det også kræver dyre ofre fra dem at få den hjælp de skal bruge fra deres guder.
Oftest kommer Fantasy bøger i trilogier, hvilket der ikke er tale om her. Bind 3 er mere dyster end de to foregående, og slutningen på denne bog er bestemt ikke en slutning på sagaen, selvom den måske kan være en slutning for flere af vennerne. Bogen virker faktisk mere som et bind 2 hvor det onde nu for alvor har overtaget, og det næsten ikke kan komme til at se mere sort ud. Det ser faktisk så sort ud at jeg næppe tror at det hele kan vende i næste bind. Bogens bagside fortæller da også at flere bind er under udarbejdelse, men ikke om hvor mange.
Med I Mørket er alle helte grå er der virkeligt ved at blive åbnet op over for et fantasy-univers fyldt med en mængde skabninger, guder, magi og krig i stil med Dragonlance-bøgerne. At serien er benævnt Bobs Saga begynder at passe mindre og mindre, for godt nok er Bob stadig den centrale figur, men der bliver mere og mere plads til de andre karakterer, samt til at beskrive den verden hvor historien udfolder dig. Bob er heller ikke den bondeknold han var i starten. Han handler mere fornuftigt og knap så klodset (hjulpet af magiske ting, men alligevel). At historien har taget den drejning er en klar fordel, da figuren Bob var ved at være trættende at følge. Der er således ikke længere kun tale om en saga om en tumpe der vil være helt, men om en spændende fantasy-saga som Michael Kamp har gang i.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.22