The Steel Remains
Roman af Richard Morgan
Gollancz, 2008
344 sider
Efter en række barske og ultravoldelige science fiction-romaner har den engelske forfatter Richard Morgan kastet sig over fantasy-genren med The Steel Remains.
Resultatet bør ikke komme bag på læsere, som i forvejen kender Morgan fra hans tidligere værker så som debuten Altered Carbon og den Arthur C. Clarke Award-belønnede Black Man (som i USA har fået den mere politisk korrekte titel 13), men for fantasy-fans med et romantisk forhold til genren er der et par ubehagelige overraskelser i vente. Morgan nøjes nemlig ikke kun med at sprøjte lidt blod og skidt på fantasy-genrens konventioner, men trækker dem også igennem et spor af indvolde, sæd, sod og had.
Hovedpersonen Ringil er på sin vis en typisk fantasy-figur, en tidligere krigshelt og adelssøn med et halvmagisk sværd. Men han er også homoseksuel, hvilket Morgan ikke viger bort fra at vise i nogle meget explicitte sexscener.
Det er han selvfølgelig hverken den første eller den sidste forfatter til at gøre, heller ikke inden for genren. Men læg dertil en række særdeles udpenslede voldssekvenser og en desillusioneret og kynisk stemning, der gennemsyrer hele historien, og vi er i hvert fald meget langt fra den type fantasy, som typisk præger bestseller-listerne.
Det kunne meget let være endt i tomme provokationer og effektjageri, men gør det ikke, fordi Morgan heldigvis også husker at få opbygget en fascinerende verden, som man – modsat andre fantasy-romaner – måske ikke har lyst til at bo i, men gerne læser om.
Kort fortalt udspiller The Steel Remains sig i en verden, hvor menneskene sammen med det mystiske kiriath-folk har kæmpet mod og besejret en hær af krybdyrs-lignende væsener. Nu er kiriath’erne rejst væk og har efterladt en teknologi, som for menneskene virker som magi.
Udover Ringil følger romanen to af hans tidligere våbenfæller: Archeth, som er halv kiriath, halv menneske og rådgiver for kejseren, og Egar, en Conan the Barbarian-lignende type, der er vendt hjem til sit folk på sletterne og er blevet leder af sin stamme.
Hver for sig bliver de tvunget i aktion igen, da noget nyt og skræmmende fra en anden verden er på vej, samtidig med at de må kæmpe imod had og fordomme fra deres egne. Ringil på grund af sin seksualitet, Archeth på grund af sin etniske baggrund, der er en torn i øjet på de fanatiske ypperstepræster, mens Egar må sande, at han finder sit eget folk provinsielt, indskrænket og overtroisk efter selv at have oplevet verden.
Morgan er i udpræget grad en vred forfatter, og det er denne vrede over verdens uretfærdigheder, som driver hans værker, men også nogle gange truer med at tage magten fra dem. Mest vellykket i førnævnte Black Man, hvor han fik tacklet emner som maskulinitet, vold og racisme, mens hans Mad Max-møder- Wall Street-roman Market Forces er et eksempel på det modsatte.
The Steel Remains befinder sig et sted midt imellem, her med fanatisme, intolerance og grådighed som målene. Langt hen ad vejen lykkes det Morgan at få tilføjet fantasy-genren nogle nosser, men et par af forsøgene river også læseren ud af illusionen – primært den konstante brug af ordet “fuck” og dets varianter, der virker for nutidig.
Og så kommer man ikke udenom, at Ringils del af fortællingen er klart den mest interessante, mens læseren triller lidt tommelfingre, når de to andre hovedpersoner indtager scenen.
Men måske er The Steel Remains, når det kommer til stykket, slet ikke fantasy. Morgan kommer i hvert fald med nogle antydninger undervejs, der peger mere i retning af science fiction a la Gene Wolfes New Sun-serie. Under alle omstændigheder er han godt i gang med opfølgeren, der ifølge hans blog har skiftet titel fra The Cold Commands til The Dark Commands, fordi han måtte sande, at der ikke var noget som helst koldt i historien. Til gengæld er der masser af mørke. Det lyder lovende…
Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.20
