Temeraire-serien
Romaner af Naomi Novik
Med drageriddere gennem Napoleons-krigene. Kontrafaktisk fantasy når det er bedst!
Da jeg fik den første bog i hånden til anmeldelse, Temeraire, og læste de første kapitler af denne fantasy debutroman, var jeg ikke i tvivl. Dette var ikke en debut. Det var en af de gamle gode, der skrev under pseudonym. Én der ville teste sit talent under nyt navn og hatten af for det. Selve skrivestilen emmede nemlig af et fuldt udvokset fortælletalent, og der var ingen svipsere eller skønhedsfejl i den første bog, der fangede mig til sidste side. Så jeg kontaktede naturligvis forlaget, og spurgte til hvem det mon kunne være. Bortset fra Susanna Clarke var det svært for mig at huske, hvornår jeg sidst havde læst en så overbevisende og interessant fantasyroman. Men sandelig om dette ikke var en debut, endda en hurtigt skrevet debut, i hvert fald sammenlignet med Susanna Clarke, der brugte 10 år på at finpudse sin første – aldeles formidable – roman. Forlaget sendte også de to følgende romaner til anmeldelse, og siden da har jeg været hooked – hver gang der kommer endnu en titel i serien skal jeg – som med Terry Pratchetts Discworld – absolut læse den med det samme.
Jeg tror denne serie vil blive en sand fantasy-klassiker, efterhånden som flere og flere læsere verden over opdager, hvor meget den har at byde på, og jeg undrer mig over, at den ikke allerede er på vej til at blive oversat til dansk.
#1:Temeraire
I begyndelsen af det 19. århundrede følger vi det voksende venskab mellem den britiske flådekaptajn Will Laurence, og den drage han har opkaldt Temeraire. I Noviks kontrafaktiske historiske virkelighed er intelligente drager almindelige, og modsat hvad man måske skulle tro, er konceptet vævet tæt ind i historien, så dragerne virker helt naturlige her midt i Napoleonskrigen. Dragerne taler og agerer i plottet uden, at det på nogen måde bliver latterligt eller forsimplet. Novik både viser og fortæller, hvordan dragerne lærer at tale (ved at lytte inde i ægget) og trækker samtidig behændigt på vores opfattelse af at denne tids videnskab ikke ved nok om hjernen til, at skulle kunne forklare dragernes intelligens. Og hele ideen er så spændende og fængende, at vi som læsere villigt sluger konceptet.
Laurence har erobret Temeraires æg fra et fransk skib. En gave – lærer vi senere – til selveste Napoleon. Den lille nyfødte drage knytter sig straks til Will, men giver også straks problemer. Drager og deres riddere hører til i luftvåbnet – ikke marinen, som Will jo tilhører, og der er ikke det bedste forhold imellem de enkelte korps. For at være Temeraires kaptajn skal Will forlade marinen, som hans forældre i forvejen kun nødtvunget har accepteret, og gå ind i luftvåbnet der ikke fordrer eller anerkender familie, ægteskab, eller skaber social status. Luftvåbnet sender sine unge mænd frimodigt i døden, og vil protestere voldsomt over, Temeraire, der er en meget sjælden drage – en Celestial – skulle kommanderes af Will, der ikke er vokset op inden for korpset.
For at denne fortælling skal hænge sammen, skal vi ikke blot acceptere dragerne, men også forholdet mellem Will og Temeraire, og det lykkedes fra første færd af for Novik. Venskabet vokser på siderne fra tilfældighed og nødvendig afhængighed over kammerateri og venskab til blodsbrødre og helt uadskillelige partnere. Og læseren følger ivrigt og nysgerrigt med, mens Temeraire lærer mere om menneskenes verden og Will lærer mere om dragernes verden. På intet tidspunkt går der Disney eller ungdomsroman i det. Det er ikke en dreng og hans hund transskriberet. Det er en voksen kompliceret mands forhold til en reserveret intelligent drage, der godt ved den er noget særligt – også blandt drager. Og så gør Novik også meget ud af de fordomme der eksisterer (på begge sider om jeg så må sige) og som trives i uvidenhed og som forstærkes bevidst af personlige og politiske motiver.
Selvom der er rigtig mange kampscener, dette er jo Napoleonskrigen, både til lands, til vands og altså også i luften, som er realiseret i alle deres grusomme detaljer, så rummer romanen også sine poetiske steder. Eksempelvis efter kampene, hvor Will sidder og læser for sin drage, mens solen langsomt går ned og i sine meget realistiske passager, hvor det ganske enkelt tager TID at komme fra Nordenglands kyst til krigsområdet i f.eks. Sydfrankrig. Romanen og læseoplevelsen vokser ved denne insisteren på tidsafstand, som også viser sig i de samtidige handlingsspor, hvor vi som læser ved mere – alt for meget mere – end vores hovedpersoner, fordi efterretningerne endnu ikke er nået til fronten eller tilbage til hovedkvarteret. Og så er der et par absolut geniale indfald der virkelig ”redder” romanen: Eksempelvis så er de kendte personer fra Napoleonstiden her ikke. Vi møder ikke Lord Nelson eller de andre. Vi ser alle begivenheder gennem almindelige soldater og kaptajners øjne og dermed bliver det til en personlig udkæmpet krig – ikke en række opremsede fakta og citater. Men bedst af alt er, at dette ikke bare er drager med en rytter på nakken. Nej gennem en kompliceret saddel- agtig platform spændt fast på dragens ryg, dragerne er STORE, er her både kanoner og soldater. Derved bliver fortællingen om dragekampene en lige så kompliceret sag som et søslag, komplet med intriger og utilfredshed blandt mandskabet indbyrdes.
Et brag af en debut, original, velkonstrueret, og en af de overraskende læseoplevelser jeg vil huske i mange år.
#2: Throne of Jade
Jeg er altid nervøs, når jeg læser bind to i en trilogi/serie. I bind ét har vi fået alt det spændende serveret, en spændende verden, spændende komplicerede personer, og et plot der er lige dele interessant og fængende. Nu skal der leveres en bog mere i same kontekst. Det kan næsten kun blive remakes eller stillestående uddybninger af personkarakteristik og settings. Og rigtig mange gange bekræftes jeg desværre i disse ængstelser. Men ikke her! Novik har gjort det alle læsere drømmer om: Skrevet en fortsættelse der udvider den verden, vi kom til at elske i bind et og introducerer nye vinkler, personer, subplots og konflikter, vi ikke havde forestillet os, da vi lukkede bind et.
At give en synopsis der ikke afslører alt for meget af, hvad der sker i hverken bind et eller to, er naturligvis svært – men altså Temeraire, der er en sjælden kinesisk Celestial, oprindeligt givet som æg til Napoleon som diplomatisk gave, men erobret af den britiske kaptajn Will Laurence fra et fransk skib og udklækket af samme, er en eftertragtet drage. Nu vil kineserne have ham tilbage og benytter alle diplomatiske midler for at få kravet igennem. Da drager og deres kaptajner har et ubrydeligt forhold fra det øjeblik ægget klækkes, er kravet uhørt – også over for Temeraire. Men den britiske regering vil gøre alt for at sikre, at kineserne ikke indgår en alliance med Napoleon. Miseren ender – efter en række dejlige forviklinger – med at Temeraire og Will må af sted til Asien.
Skiftet fra de diplomatiske forviklinger i Europa, over den umådeligt lange sørejse der udgør midten af romanen, og opholdet i Asien med alle dets eksotiske omgivelser, viser Noviks lyst og evne til at skrive sin ide helt igennem. Den kinesiske kejsers bror Yongxing, som ledte den diplomatiske delegation til England, efterstræber Temeraire konstant under sørejsen og selve rejsen over havet er heller ikke ufarlig. Blandt andet oplever følget et voldsomt søslangeangreb (er der drager, er der nok også andre dyr…). Noget skal en sådan intelligent drage jo lave, så derfor lærer Temeraire sig kinesisk, både skrevet og talt, og drømmer lidt om et liv i luksus i Den Forbudte By. Da Will er den direkte hindring for kineserne, er det Will, man må af med. Selvom der er flere attentatforsøg og sporene peger mod Yongxing, kan man jo ikke anklage ham direkte. Det ville være et særdeles dumt diplomatisk træk!
Ligesom de franske ikke er skildret som idioter eller de britiske underlegne, men tværtimod som absolut ligeværdige modstandere i krigen (og Napoleon viser sig indirekte igennem romanerne som en stor strateg), er heller ikke kineserne skildret nedladende. De vil virkelig det bedste for Temeraire blot set fra deres synspunkt. Og masser af politiske og personlige motiver dukker op undervejs til at skabe den grød af interesser, som gør Noviks bøger så befriende komplicerede samtidig med at prosaen flyder let og elegant derudaf.
I Throne of Jade går Novik dybere ind i dragernes mentalitet og deres forhold til mennesket. Temeraire og Will ser, hvor meget bedre drager bliver behandlet i Kina, og på et stop undervejs ved Afrikas kyst hvor de møder slavehandlen i fuldt vigør, får Temeraire tid til at spekulere over alle dragers rettigheder, og om drager ikke reelt er slaver i England. Disse løbende diskussioner om retfærdighed og lighed, som finder sted igennem hele plottet mellem Will og Temeraire, gør at romanen vokser i læserens sind. Og man begynder at lægge mærke til, hvordan menneskerne udenom vores hovedpersoner taler om dragerne på de forskellige lokaliteter.
En værdig fortsættelse til en rigtig god første bog.
#3: Black Powder War
Bog tre fortsætter lige præcis der, hvor bog to stoppede. Igen vil jeg ikke afsløre alt. Det må være nok at vide, at selvom Temeraire og Wills mission i Kina er lykkedes, har det givet dem en arrig og uforsonlig fjende: Lien, en albino Celestial drage der tilhørte Yongxing, men som nu er alene. Lien er fløjet mod Europa for der at udspille sin hævntørst. I Europa er kampen med Napoleon stadig i fuldt flor. Østrig har kapituleret og for mange ser det nu kun ud som et spørgsmål om tid, før også preusserne og englænderne følger efter.
Temeraire er ivrig efter at komme tilbage til England for at forbedre forholdene for dragerne, efter at han i Kina har set med, hvor meget respekt og ligestilling de kan behandles med. Will, der har set det samme, er principielt enig, men prøver at få sin overivrige drage til at indse at det tager tid, lang tid, at indføre sociale reformer af så radikale tilsnit som Temeraire har tænkt sig. Og der er altså lige en krig der skal vindes først!
Inden de kan forlade Kina, får de nye ordrer. Tre drageæg er blevet købt fra tyrkerne og Will skal overse deres transport tilbage til England. Da skibet bryder i brand, bliver det nødvendigt at rejse over land. Efter en begivenhedsrig rejse, som kun Novik kan skildre den, gennem de asiatiske ørkner, ankommer de til Istanbul. Men der er ingen æg. Tyrkerne er ved at befæste deres kyster, den britiske ambassadør er død og hans sekretær er væk – ganske som pengene til at betale for æggene er. Her foregår tydeligvis noget andet under overfladen, men hvordan kan Will og Temeraire lykkes med deres opgave uden at bringe England i krig med hele det Ottomanske Imperium? Tingene kompliceres yderligere af, at Lien er ankommet til området og har spottet, at dens ærkefjender er i nærheden.
Handlingen er igen helt anderledes end i de tidligere bøger (tak for det!). Denne gang vægter Novik de politiske spændinger meget i plottet, men samtidig vokser følelsen igennem romanen af, at de mange småplots tilsammen gør hele tiden og stedet til én stor krudttønde, der bare venter på at eksplodere. Og det opbygger lige så fint læserens spændingskurve, som de tidligere romaner gjorde med hovedplottet. Igen har vi skiftet omgivelser og igen har Novik været i Tyrkiet for at lave sin research og kan derfor presse en masse troværdige detaljer ind i plottet, som løfter romanen fra den almindelige mængde fantasy (Kan man kalde dette troværdig fantasy?).
Nu kunne man jo frygte, at Novik kunne falde i og skrive en ”muslimer mod de kristne” roman eller, at Temeraires kamp for lighed kunne få Novik til at råbe op om kvinders rettigheder i det Ottomanske imperium. Men heldigvis koncentrerer Novik sig om sin historie og dens historiske rammer – ikke om aktuel politik og kønskamp. Hun lader beskrivelserne af kvindernes forhold i f.eks. haremmet tale for sig selv. De står dog som en ukommenteret tydelig parafrase over dragernes placering i England. Og de muslimske herskere kommer vi nok under huden på til at se, at deres dispositioner i plottet mindre handler om religion og mere om interne politiske og militære strategier.
En kompliceret roman og på samme tid et lettere plot end de foregående. Samtidig er det en tungere roman med mange politiske synspunkter, der skal tænkes igennem hos læseren for at udgrunde det egentlige plot.
#4: Empire of Ivory
Netop som man troede at trilogien var ovre, sender Novik så endnu en roman om Temeraire og Will Laurence på gaden. Igen får vi en let flydende prosa, der legende let fortæller et yderst kompliceret plot med masser af troværdige personer, både i hoved- og biroller.
Napoleon bliver ved med at vinde terræn, og en ny fare er opstået som truer briterne. Eller rettere deres drager: En virus, der kun angriber drager, spreder sig hastigt. På meget kort tid sygner dragerne hen og dør. Napoleon og hans hær må for alt i verden ikke vide noget om det svækkede britiske forsvar og angribe med alt, hvad han har. Temeraire er underligt nok immun. På besøget i Kina har han uforvarende pådraget sig samme virus, men opholdet i Cape Town gjorde ham rask. Hvad var det, som han kom i kontakt med dernede, som helbredte ham? Et skib udrustes og Temeraire og en anden – meget syg – stor drage sejles til det sydlige Afrika. Det viser sig, at kuren er en særdeles stinkende og meget sjælden vildtvoksende svamp.
Her kunne romanen egentlig have været en ligefrem fortælling om at finde svampene, udvinde kuren og komme videre i hovedhandlingen med Napoleon. Helt i tråd med tempoet i de foregående adventure type fortællinger. Men nej, traditionen tro udvider Novik sit univers også i denne bog. Efter en rolig sekvens, hvor vore helte leder efter svampe, støder de, i sand Edgar Rice Burroughs stil, på et avanceret urfolk som dyrker disse svampe, og som holder sin egen dragehær – dybt inde i junglen. De har en samling højteknologiske våben og er stålsatte i deres quest for at hævne slavehandlen ved ganske enkelt at udslette vesterlændingene. Ironisk er det at netop de to tilfangetagne, Will og Temeraire, er de to vesterlændinge der sympatiserer mest med det afrikanske folk. Bøgernes metaplot om frihed og lighed mellem arterne vendes så at sige mod vore hovedpersoner selv. Og igen skildrer Novik alle folkene – også disse afrikanere på sin sædvanlige knivsæg: Uden at nedgøre dem eller falde ind i datidens racisme, og uden at ændre på romanpersonernes forventelige miks af holdninger til afrikanere på den tid. Igen er der god mening – set fra urfolkets og deres dragers synspunkt – i det de gør, som skader briternes kamp mod Napoleon, kineserne, tyrkerne og alle de andre personer, der efterhånden befolker bogserien.
Plottet, der er en fryd af twist & turn typen, leder os desuden ubønhørligt frem mod nogle ubehagelige konklusioner som Will og Temeraire må gøre sig (Aarrgh!, hvis jeg siger mere, afslører jeg for meget…). Med de holdninger de har lagt for dagen op igennem romanserien, og som læserne i vores tid kun kan elske dem for, må de dels vælge hinanden først og deres krigsramte verden senere. Alligevel formår Novik at holde hele situationen, der er et højdepunkt på tværs af bøgerne, som et både overraskende, problemfyldt, og befriende øjeblik i handlingen. Og da hele serien har opbygget samme tætte forhold mellem Temeraire og Will som mellem de to og læseren, er vi med i valget og tager det sammen med dem. Come what may…!
Novik indfrir igen forventningerne med denne fjerde roman og viser igen sit store fortælletalent. Vi er klistret til siderne fra første til sidste side, græder og glædes med hovedpersonerne i en historisk ramme, der er lige så kompliceret skildret som virkeligheden. En læsefryd.
#5: Victory of Eagles
Det femte og foreløbigt sidste bind i drageserien om Will Laurence og Temeraire bringer os, endelig!, frem til det uundgåelige store slag mellem England og Napoleon, som er bygget op over de sidste fire romaner. Napoleon er landet på den engelske kyst, og to krige raser i plottet: Konflikten mellem Frankrig og England, der realiseres gennem vore bi- og hovedpersoners oplevelser og ageren, refererer til den historiske virkelighed. Den skildres nærværende og fermt med masser af små subplots og med god sans for fortællerytmik. Den anden krig på siderne er krigen mellem vore heltes følelse af samhørighed til det britiske rige og så det forræderi, de følte sig nødsaget til i slutningen af Empire of Ivory. Laurence er stadig overbevist om, at de gjorde det rigtige, men konsekvenserne af deres ”moral highground” begynder at vise sig.
Adskilt fra Laurence (der er blevet dømt for forræderi) og i den tro at Laurence er død, befinder Temeraire sig i staldene sammen med alle de andre herreløse drager, hvor flertallet er gamle og affældige, opgivet af englænderne. Temeraire overvinder drageres resignation og leder dem til kamp (uden mennesker) mod de franske styrker. Laurence får tilbuddet om amnesti, hvis han kan indfange Temeraire og få ham hurtigt til London, som Napoleon har belejret med sin hær, i sikker forvisning om, at både englændere og drager er ved at sulte ihjel.
Ved at henlægge al handlingen i denne bog til England, skifter vi igen scene fra globetrotter stilen i de foregående bind. Igen får vi noget andet, end vi tidligere har set, samtidig med at fortælleevnen er i sædvanlig topform. Novik isolerer her handlingen til Will og Temeraire, begrænser de mange subplots og koncentrerer sig om Wills kamp mellem ære og pligt overfor Kronen og hans ære og pligt overfor Temeraire, på den ene side, og på den anden side. Her skildres Temeraires langsomme opdagelse af, hvad det præcist er Will har ofret for at følge sin drage og den voksende utilfredshed ved at blive slået tilbage af Napoleons styrker gang på gang. Båndet mellem de to kan aldrig brydes, men nogle kampe må de tage hver for sig. En rigtig coming-of-age roman, der samtidig når sit naturlige klimaks i en slagmarksskildring, der er én af de bedste jeg nogensinde har læst!
Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.19
