Ild og Vand
Kathrine Louise Nielsen
Roman
Klim 2005
Lad mig advare om at jeg nok ikke er målgruppen for denne bog og jeg derfor muligvis har overset nogle kvaliteter i den. Jeg har det også sådan, at jeg gerne vil være flink og skrive en god anmeldelse, for her er en bog skrevet af en ganske ung forfatter. Men altså: Bogen er basalt set en Harry Potter med en pige i stedet for en dreng som helt. Vores heltinde, Maeve, har ligesom Harry mistet sine forældre, bliver ligesom Harry optaget på en kostskole hvor eleverne undervises i magi, opdager ligesom Harry at hun har en mægtig dæmonisk fjende, og så videre. Men det sted bogen foregår er dog en traditionel fantasy-setting.
Ild og Vand forekom mig at have meget lidt handling i forhold til sit sidetal på omkring 300. Eller rettere: Meget lidt spænding gennem det meste af bogen. Måske fordi vi starter med at få serveret de fleste af de hemmeligheder, som Maeve selv opdager i løbet af bogen. I stedet er der så lidt venskab og fjendskab med kammerater og lærerne i skolen. Jeg synes ikke der er spænding nok i det stof. Personerne virker ikke dybe nok til at man rigtig kan se dem for sig – måske også på grund af nogle lidt underlige valg af navne. (I den disciplin er forbilledet Rowling jo ret dygtig.) Der er også et problem her, der så vidt jeg husker også er hos Rowling: Eleverne lærer en masse magi, og lærerne skulle forestille at kunne meget mere. Men magien bliver tilsyneladende ikke brugt til ret meget. Maeve, der er usædvanlig talentfuld, og i modsætning til alle andre kan hele to forskellige typer elementarmagi – ild og vand – er ved flere lejligheder ved at drukne. Ikke lige noget man forventer vil ske for en vandmagiker. Og lærerne på skolen er tilsyneladende ikke klar over hvad der foregår af skumle ting på skolen, men det viser sig dog sent i bogen ikke at være helt korrekt.
Da jeg var næsten gennem bogen, begyndte jeg at frygte at der slet ikke ville ske noget, og at bogen blot var første del af en meget langtrukken serie. Men så kom der omsider gang i handlingen, og det hele blev overstået ret hurtigt. Der var dog stadig en del uafklarede spørgsmål, som eventuelt vil kunne tages op i en fortsættelse. Generelt vil jeg sige om bogen at der også var positive ting ved den. For eksempel har Maeves veninde en magisk ‘grønspættebog’ hvor de kan få svar på alverdens spørgsmål, og den bruges så til at give læserne oplysninger på en mere elegant måde end ved bare at lade fortælleren fortælle løs. Men jeg synes at plottet kunne have været mindre slingrende og mere spændende, og personerne mere gennemarbejdede. Sproget er for det meste velfungerende, men der er nogle smuttere hist og her. Så der er afgjort mulighed for forbedring, hvis ellers ikke anmeldelser som denne skræmmer forfatteren helt væk fra sit skriveri. Skal man så læse bogen? Hvis man er meget pjattet med denne her underafdeling af fantasy (kostskole-fantasy?) kan man sikkert bære over med dens mangler, ellers er man nok bedre tjent med Rowling og nogle af de andre mere rutinerede forfattere.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.10
