Sano – bjergene i Nord
Hanna Vinzent
Roman, 168s.
Facet 2006, 199 kr.
Lige før påske bankede det på min dør. Det var posten. Han havde en tyk konvolut med. I den var en ungdomsroman i science fiction-genren.
Dette er Hanna Vinzents andet værk i serien om den unge Sano. Nye læsere har ingen fordel af at begynde her, for historien fortsætter umiddelbart hvor bind et slap – antager jeg, for jeg må beklageligvis meddele, at jeg ikke har læst bind et.
Historien foregår i en ubestemmelig fremtid, hvor Jonien, regeret af hæren, er den dominerende (og eneste?) nation, sammensat af en række forskellige nationaliteter, såsom skandere, sverkere, armanner, romani og sami. Det diktatoriske vælde Jonien har udviklet en sær teknologi – transionisering – der får ofrene til at forsvinde i den blå luft. Hæren har haft eksperimenteret på samer, men har kun langsomt erkendt at ofrene for eksperimenterne ikke så meget forsvinder, som at de overføres til en parallelverden kaldet Sasaya eller til Lutzien.
Som en læser, der som sagt ikke kender bind et, kan man se at historien udspiller sig i Norge, samerne er naturligvis samer, romani er sigøjnere, skanderne er skandinaver, sverkerne er slavere og armanner må være tyskere forenet i et let nazificeret E-Unionen.
I bind to følger vi Mark, der er faldet i kløerne på oprørsbevægelsen, og Sano og hans lillebror Taith. Fortællevinklen skifter mellem Mark og Sano, og ofte beskrives en scene på skift fra hver sin synsvinkel. Det giver en kompakt fortælling, men selvom historien flyder let, så sker der handlingsmæssigt meget, meget lidt. Romanen er ikke så meget en toer, som den er et mellemspil. Et mellemspil, der får bundet en række løse ender fra bind et sammen og udviklet personerne. Historien derimod står næsten stille, i den overordnede fortælling er alt hvad, der sker, at personerne bliver kørt i stilling til historiens anden del, dvs. bind tre, som forhåbentlig snart bliver udgivet.
Sproget flyder let og levende i Hanna Vinzents roman, der er læst på et par timer. Der er dog et par enkelte poetiske vendinger, der bliver genbrugt en gang for meget, når romanen læses ud i et stræk.
Historien er interessant, mange af ideerne bag romanens univers er fascinerende, men det er dog en ungdomsroman om et par unge mennesker og den spirende kærlighed, de oplever.
Anmeldt af Morten G. Petersen i Himmelskibet nr.10
