Oriuagors profeti
Roman af Palle Vibe
Fahrenheit 2007
I 1978 udkom der på forlaget Vinten en bog med titlen Oiufaels bog, en bog der siden er gået hen og blevet en sjældenhed inden for dansk horror-litteratur. Sjælden både i den forstand at den er svær at opspore, men også fordi der har været langt imellem horror bøger, skrevet af danskere, der fungerer så godt som denne, i forhold til de virkemidler, som en rigtig horror-fortælling skal virke med. Bogens forside viste 3 små menneskelignende figurer der stod på en bog, og bladrede man den igennem, kunne den virke noget rodet, da bogen er opdelt i 3 afsnit der var trykt med hver sin font. Interessen vil dog blive fanget hvis man kom forbi en af de få illustrationer i bogen, illustrationer som mest er en sort side hvor en svag kontur af et ansigt stirre ud på en fra bogen. Bogen har igennem de 30 år der er gået fået en mindre kultstatus, og specielt blandt samlere af horror-litteratur har den fundet sin plads. Titlen Oiufaels vil nogen nok forbinde med Erwin Neutzsky-Wulff, og bogens dedikation går da også til ham. Dedikationens ordlyd om at Neutzsky-Wulff skulle have dannet det grundlag som bogen er skrevet på, henviser dog kun til denne brug af ordet (afslører Palle Vibe i en artikel i fanzinet Franks Hermetiske Garage, 2003). Bogen er nu blevet genudgivet, men nu er titlen Oriuagors profeti, men dette er dog ikke det eneste der er ændret. Forfatteren Palle Vibe har omskrevet dele af den, hvorved handlingen er ført op til nutiden.
Bogen starter med en person der beretter om de forfærdelige hændelser der igennem mange år har overskygget hans sind. I sin ungdom var han med sine søstre på besøg hos deres onkel og tante på deres gård. Onklen havde en omfattende bogsamling, og søstrene der elskede at læse, kastede sig straks over denne. Der var dog en bog som de ikke måtte læse, en stor, blå læderindbunden bog, som onklen hurtigt fjerner og låser inde. Som altid er det mest spændende, det der er forbudt, så det lykkedes den ene af pigerne at stjæle nøglen og få fingrene i bogen. Dette viser sig hurtigt at være fatalt, for da hun og broderen læser i bogen, bliver de begge revet ind i begyndende vanvid. Ikke nok med at de psykisk bliver påvirket af det de læser, men der begynder også at ske mystiske ting omkring dem, mindre dyr dør, og de større bliver skræmte. Rundt om huset begynder de at finde mystiske fodspor, og små groteske menneskelignende lerfigurer begynder at dukke op. Onklen fortæller at så vidt han ved, så er det en bog der er blevet skrevet for at hjælpe Antikrists komme. Da bogen skulle trykkes, måtte der hyres et hav af forskellige sættere, da man ikke kunne få nogen til at sætte mere end en side af bogen ad gangen, da arbejdet med teksten fyldte dem med en sådan gru, at de uanset betalingen ikke ville have mere med den at gøre.
Beretningen om hvad der skete på onklens gård, bliver nedfældet mange år senere, på det sindssygehospital hvor manden har været indespærret lige siden. Dette er det førstevidnesbyrd manden har givet af hvad der skete, så det vækker selvfølgelig opmærksomhed på stedet, specielt i den specielle parapsykologiske afdeling. Hewlett, der er leder af den parapsykologiske afdeling, bliver optaget af sagen, og da det efter lang tids søgen lykkedes ham at opspore et eksemplar af bogen, beslutter han sig for at studere den. Han starter forsigtigt ud med at få lavet toksikologiske undersøgelser af bogen, for at se om der kan være giftstoffer indblandet. Da hans indledende studier ikke giver noget svar, begynder han at læse i bogen sammen med en præst som også er blevet sat ind i mysteriet.
Bogen er som sagt opdelt i tre afsnit. Det sidste afsnit finder stadig sted på det psykologiske institut, hvor analysen af bogen fortsætter, også fordi man nu har en medarbejder som man skal have kureret for bogens følgevirkninger.
Lige siden jeg første gang læste denne bog, har den haft en fast plads på min hylde over favorit horrorbøger, og denne opdaterede udgave skal bestemt op og stå ved siden af den oprindelige udgave. Det er dog en skam at de meget virkningsfulde illustrationer fra den oprindelige udgave ikke er medtaget i den nye.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.15
