Thomas Winther: Index til gyserantologier – en horrorbibliografi

Index til gyserantologier – en horrorbibliografi
Thomas Winther
Science Fiction Cirklen 2007, 229 s.

I august udkom på Science Fiction Cirklens forlag Thomas Winthers omfattende og imponerende Index til gyserantologier – en horrorbibliografi, som giver en oversigt over et væld af danske horrorudgivelser. Der er taget udgangspunkt i antologier (dvs. samlinger med noveller af forskellige forfattere), men der medtages samtidig en række novellesamlinger og romaner, og bogen dækker perioden 1944 til 2007! Thomas Winther er en af Himmelskibets faste redaktører, men er også kendt som den danske S. T. Joshi – landets fremmeste H. P. Lovecraft-ekspert – samt redaktør på det Lovecraft-relaterede fanzine Nyarlathotep og ophavsmand til hjemmesiden www.hplovecraft.dk.

Index til gyserantologier er en kuriøs udgivelse, og lad det være sagt med det samme (og med blokbogstaver): RESPEKT til Science Fiction Cirklens forlag og forlagsredaktør Carl-Eddy Skovgaard for at udgive værket. Det fortjener på det bestemteste udgivelse, selvom så ”smal” en udgivelse jo nok er noget af en finansiel satsning.

Med sin ganske digre fagbog har Winther foræret ”bogsamlere, bibliotekarer, litteraturforskere samt enhver, der interesserer sig for gys- og horrorlitteraturen” – som der står på bagsiden – et superhandy værktøj. Bogen, der er en udvidelse af forfatterens bachelorprojekt på Biblioteksskolen, har været tre år undervejs, og der er sandelig også kælet for detalje og præcision. Alene det, at forsiderne til de 132 antologier er gengivet i bogen, gør det til en fornøjelse at browse-bladre gennem værket. (Og at der fandtes så meget horror på dansk, anede jeg ikke – havde jeg vidst det, da jeg arbejdede med kapitlet om dansk horror til min Homo Timidus, var dén bog blevet meget længere og min årlige overførsel fra Biblioteksstyrelsen meget større!).

Index til gyserantologier er udformet som et opslagsværk, hvor man kan slå op efter antologititel, forfatternavn, samt værktitel. Svaret er således lige for hånden, hvis man vil vide, hvor mange forskellige danske gyserantologier der indeholder Edgar Allan Poes ”The Black Cat” (fem), hvorvidt Richard Mathesons noveller findes i oversættelse (det gør de, et par stykker af dem), eller om Astrid Lindgren nogensinde har skrevet gyserhistorier (det har hun – i hvert fald ”Skinn Skerping”, som udkom på dansk i 2004). Bogen er meget nem at bruge, og som det gælder for alle gode opslagsværker, lader man sig nemt suge ind og rundt i henvisningerne. Og så er der masser – masser – af inspiration til gåsehudsprikkende aften- og nattelæsning (også selvom der ikke er handlingsreferater, blot titelangivelser)!

Index til gyserantologier indledes med en god og koncis introduktion til horrorgenren, den afsluttes med en kommenteret gennemgang af Lovecrafts klassiske essay, Supernatural Horror in Literature (med særlig fokus på de af Lovecraft omtalte forfattere, der er udkommet på dansk), og så prydes den af et ualmindeligt flot og stemningsfyldt omslag, udført af Michael Bernth. Jeg må anbefale Winthers bog til alle, der interesserer sig seriøst for genren – og til alle, der mangler inspiration til videre skræklæsning. Der er nemlig ikke meget at udsætte på Index til gyserantologier – den sine steder sporadiske korrekturlæsning (allerførste sætning indeholder en temmelig grov kommafejl, ”Dette indeks, indeholder oplysninger …”) og det til tider lidt knudrede eller ufikse sprog (”nogle af antologierne … har ligget på grænsen i forhold til genredefinitionen i forhold til at blive medtaget”) undtaget.

Winther er en samvittighedsfuld og omhyggelig forsker, der ikke er bange for at grave dybt i arkiverne og for at få støv og spindelvæv på hænderne. Han har potentialet til at blive horrorens Niels Dalgaard, tror jeg, og jeg håber, at han vil skrive og udgive meget mere om genren (hvad med Index til gyserromaner?). Jeg tror – som Lovecraft – at horrorgenren er noget nær udødelig, og selvom vi åbenbart har en del mere horror på dansk, end i hvert fald jeg regnede med, så mangler vi stadig forskning og seriøs fan-granskning inden for området. Dansk horror anno 1944-2007: der er materiale til mindst ét ph.d.-projekt, og Winther har allerede gjort det grove arbejde, i hvert fald hvad angår noveller.

Anmeldt af Mathias Clasen i Himmelskibet nr.15

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Faglitteratur, Horror og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *