Yukinobu Hoshino: 2001 Nights # 1-10
Tegneserie, Viz Comics, USA 1990-91 (oprindelig Japan 1984-86), 10 x 80 s.
Det er nu næsten 20 år siden at denne tegneserie udkom, hvilket i sig selv er god grund til at revurdere den, og se om den stadig holder lige godt. Imidlertid har jeg dog først læst den i år, hvilket gør at jeg må vurdere den med en førstegangslæsers øjne (hvilket nok er grunden til at redaktøren ville have mig til at gøre det).
Meget kan der siges om denne tegneserie. På den ene side at historierne læner sig vældigt op af amerikansk science fiction fra ‘hard’ science fictions gyldne tid (dvs. inden new wave), og således story-wise set er ret uoriginal, for ikke at sige gammeldags. På den anden side at europæisk og japansk stil og fortælleteknik kombineres, hvilket har skabt et værk der er både gudesmukt, dynamisk og tankevækkende.
Handlingen udspiller sig i en nær fremtid, hvor den kolde krig stadig eksisterer (og ja, koldkrigs- stemningen gør at den desværre virker ret dated allerede), og koloniseringen af solsystemet er begyndt. De første par bøger introducerer nedfrysningsteknik, mulighederne for tidligere eksisterende liv i solsystemet, og tidlige forsøg på at nå andre stjerner, hvilket så kulminerer i udviklingen af antistof- energi (# 1-3). Derefter følger historier om kolonisationsforsøg og konflikter fra rumalderens begyndelse (# 4-8) til dens afslutning (# 9-10). Ved slutningen af serien er der gået hele 400 år.
Hver historie har forskellige personer, og varierer stærkt i længde, men der er en gennemgående historie med en vis familie Robinson – de første menneskelige kolonister der sendes ud i rummet. Det giver et meget stort og noget forvirrende persongalleri at holde styr på, og for hver historie kommer man ind in medias res. Det gør det på den ene side rigtigt svært at komme i gang med serien, hvilket selvfølgelig er skidt, og i længden bliver man træt af at skulle vente på en ”aha”-oplevelse i løbet af historien, der sætter én i stand til at forstå hvad der egentligt foregår. På den anden side er denne teknik med til at skabe billedet af en langt større setting, som om der er meget mere end hvad vi får lov til at se. Desuden ser vi hele tiden teknologiske fremskridt opfundet eller hentydet på et tidligere trin, blive forklaret i flere detaljer efterhånden, hvilket gør, at hvis man læser videre, kan man pludselig gå tilbage og se de tidlige historier i et andet lys. Så ikke alene bliver historierne stort set bedre og bedre for hvert hæfte, de tidlige historier bliver bedre af at man læser de senere historier. Så hvis man først kommer godt i gang, får man lyst til at læse historierne igen og igen. Jeg er bare bange for at når det første trin er svært, bliver mange læsere afskrækkede, og det er ærgerligt.
Hvad angår historierne kan man som sagt drage meget tydelige paralleller til kendte vestlige værker. I nr. 2 ydes der med maskinen K.A.R.C. en meget overlagt homage til Rumrejsen år 2001 (hvis ikke tegneseriens titel allerede har røbet dette); ligeledes trækker forklaringen på menneskets udvikling, i nr. 3, rent æstetisk på samme materiale.
Kolonimagt-kampen i nr. 5 trækker meget tydelige paralleller til Stanley Weinbaums Parasitternes planet, og skulle man tro at dette er tilfældigt, er de levende mugarter i Symbiotic Planet i nr. 6., nærmest en twist ending til Weinbaums historie.
De formskiftende væsener fra nr. 8 giver mindelser om Who Goes There? af John W. Campbell Jr., selv om de her imiterer for at forsvare sig, og ikke omvendt. Og der er også en go’ portion Campbell i den melankolske stemning på den døende planet i nr. 9, ligesom i hans Twilight, ja, det nævnes endda at planeten er i sit ”twilight”.
Og så er der selvfølgelig dét at rumfarerne pr. definition er amerikanere og russere. Der er lige lovlig meget vanetænkning over dette. Der var trods alt en hel verden derude, som i 1980erne vel også kunne tænkes at starte egne rumprogrammer engang!
Jeg nævner kun de mest oplagte eksempler, og mere belæste folk vil kunne finde endnu flere paralleller. Hvad der dog gør historierne så gode, er at Hoshino har hentet sine idéer nogle rigtig gode steder fra, og han formår at modernisere idéerne og gøre dem til sine egne, ikke mindst ved hele tiden at balancere på kanten i mellem hyldest til fremskridtet og melankoli over menneskelige begrænsninger.
Derudover sætter Hoshinos enorme belæsthed sig igennem på en anden måde. Han ved tydeligvis meget om den vestlige verden, især antikken og kristendommen. De paralleller han drager, f.eks. til Det tabte Paradis, er ikke diskrete, men udpenslede ved citater og forklaringer, men det gør ikke noget. Tværtimod bliver budskaberne mere nærværende end de ellers kunne være blevet (jeg har selv læst mange tekster, hvor en klassisk studerende vil forstå hentydningerne, og alle andre må føle sig lidt uden for).
Ud over at den humanistiskreligiøse side af sagen er på plads, er den naturvidenskabelige det også. Fodnoterne kan godt springes over, og er måske lidt irriterende for nogle, men hovedsagen er at teknologien gøres sandsynlig ved hjælp af den forklarende dialog, i stedet for det billige trick at skrive dialog der skal gå hen over hovedet på én (dvs. det er ikke technobabble). Visse af de rumvæsener, der efterhånden introduceres, er både biologisk overbevisende, og et ”levende sorte hul” er endvidere meget originalt fundet på. Og så er der selvfølgelig illustrationerne. Det er hands down de bedste manga-illustrationer jeg nogensinde har set. Jeg er stor modstander af den typiske manga- stil (og jo mere kawai, jo værre!). Jeg kan godt lide at hver enkelt tegner finder sit eget udtryk, og selv om mere garvede mangafans vil påstå, at jeg bare ikke har læst nok til at kunne se nuancerne, synes jeg for det første at man umiddelbart og uhildet bør kunne se forskel på tegnestil, og jeg er led og ked af de samme ”action-linier”, svedperler og catfalls. Så er det sagt. Men hos Hoshino er personerne meget realistisk og individuelt tegnede, men det gør ikke at tegnestilen er mere ”vestlig”. Den er tydeligvis japansk, fordi mangaens action-virkemidler udnyttes (men på en sparsom og derfor meget mere effektiv måde end normalt), men vigtigst af alt er stregen tydeligvis Hoshinos egen. Det er ikke stor kunst, men det er stilrent og fejlfrit. Det bør sige noget, at jeg langt foretrækker europæiske serier fordi de er i farver – men kun tænkte over at serien er i s/h bagefter.
Alt i alt er det en stærkt anbefalelsesværdig tegneserie, men den kommer ikke helt til tops – dertil er den ikke tilstrækkeligt nyskabende.
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.21
