King Arthur
Instruktør: Antoine Fuqua
Film, 2004, 126 min.
Medv.: Clive Owen, Ioan Gruffud, Mads Mikkelsen, Keira Knightley, m.fl.
Myten om kong Arthur og ridderne om det runde bord har gennem tiderne dannet grundlag for ganske mange film. Man kan nævne Knights of the Round Table (1953), Sword of Lancelot (1963), Disneys tegnefilm The Sword in the Stone (1963), musicalen Camelot (1967), Excalibur (1981) og First Knight (1995), foruden mindst tre indspilninger af Mark Twains A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (eller fire, hvis man medtæller den forfærdelige A Knight in Camelot med Whoopi Goldberg).
Det seneste skud på stammen er King Arthur, som reklamerer med intet mindre end at være den sande historie om kong Arthur; en påstand der bør tages med et ganske stort gran salt. Baggrunden er, at nogle historikere for nylig har fundet nogle kilder, der fortæller om en romersk hærfører ved navn Lucius Artorius Castus i Britannien kort før romerne træk sig ud af landet. Denne Artorius skulle så være grundlaget for Arthur-myterne, og det er hans historie, som filmen prøver at fortælle. Den handler således om en desillusioneret romersk hærfører, der vælger at blive i England og nedkæmpe de invaderende saksere i stedet for at trække sig tilbage til det romerske landsted, han har optjent retten til gennem sin lange tjeneste.
Så langt så godt. Men filmen sætter sig mellem to stole, for den prøver ikke alene at gengive det, der kunne være baggrunden for Arthur-historierne, den fletter også ganske mange af de klassiske elementer fra Arthur-myterne ind, selv elementer med langt senere oprindelse. Arthurs ryttere (noget uhistorisk kaldet ‘riddere’) hedder Lancelot, Gawain, Tristam (i øvrigt spillet af danske Mads Mikkelsen), Bors, Galahad osv.; navne der stammer fra meget senere franske genfortællinger. Vi ser også Merlin, Guinevere, Excalibur og et rundt bord.
Vi ender altså med en film, der ikke rigtigt er en film om den historiske Arthur og heller ikke rigtig er en film om den mytologiske Arthur, men noget halvhjertet midt i mellem. Der er dog stadig tale om en ganske spændende, overvejende realistisk historisk film (langt mere korrekt end fx Troja), så hvis man går ind for at se en sådan, går man ikke helt galt i byen. Men nogen ‘rigtig’ Arthur-film er det ikke; den må vi stadig vente på, for efter min mening er der ingen af de gamle indspilninger, der rigtig får fortalt myten ordentlig (den der kommer tættest på, er nok Camelot, på trods af sangene og de gammeldags Hollywood-dekorationer).
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.4
