Blue Remembered Earth
Roman af Alastair Reynolds
Gollancz 2012, 505 s. £18.99.
Englands tredjebedst-sælgende science fiction-forfatter (efter Peter F. Hamilton og Iain M. Banks) hedder Alastair Reynolds, og vi er så heldige at han er æresgæst på dette års Fantasticon d. 1.-3. juni. I denne anledning besluttede jeg at købe og læse hans nyeste roman, Blue Remembered Earth, som er den første bog i Poseidon’s Children trilogien. Fra Reynolds’ hånd har jeg tidligere kun læst Revelation Space (den første bog i serien af samme navn), og selvom den havde nogle gode elementer, syntes jeg ikke tilstrækkelig godt om den til at fortsætte med de næste bøger. Men nu skulle manden altså have en chance mere.
Hvor Reynolds ofte vælger at fokusere på de mere negative sider af menneskets natur, er han med Blue Remembered Earth gået over i den modsatte grøft, hvilket var en væsentlig grund til at jeg fattede interesse for denne bog. Vi er 150 år ude i fremtiden, og samfundet er en socialdemokratisk utopi. Der er stadig kapitalisme, men ikke længere krig, vold, sult, sygdom eller kriminalitet. Livet på Jorden er overvåget af The Mechanism, som essentielt udfylder samme rolle som Gort i den klassiske SF-film The Day The Earth Stood Still (1951): den forhindrer (næsten) al vold, både i stor og lille skala. The Mechanism spiller dog kun en meget lille rolle i historien, som fokuserer på søskendeparret Geoffrey og Sunday Akinya. Afrikansk civilisation er kommet i opblomstring i det 22. århundrede, og Akinya-klanen har været banebrydende i denne udvikling. Deres enorme famileforetagende, Akinya Space, er bl.a. et rumrederi (Mærsk er faktisk henkastet nævnt, og skal helt sikkert forestille en af deres konkurrenter), styret af grundlæggeren og matriarken Eunice Akinya – bedstemor til Geoffrey og Sunday. Geoffrey er zoolog og arbejder med elefanter, mens Sunday er kunstner og fritænker og bor i den Christiania-lignende Descrutinized Zone på Månen. De to søskende anses for familiens sorte (hvide?) får, da de ikke kan udstå virksomhedslivet og har vendt hele foretagendet ryggen. Det betyder også at de ikke får del i firmaets rigdomme, men selv må tjene deres egne penge.
Da matriarken Eunice pludselig dør (i en alder af 130 år) begynder der at ske ting og sager. Eunice havde nemlig gang i en lang række hemmelige planer, som hendes efterkommere nu må prøve at finde hoved og hale på. Det bliver Geoffrey og Sunday som hver for sig må rejse rundt i solsystemet for at finde de spor som Eunice har efterladt. Hvad det hele drejer sig om, bliver først forklaret til sidst, omend læseren på dét tidspunkt har gættet sig til hovedparten.
Det meste science fiction i bogform handler typisk om to ting: fremtidens samfundsform og/eller fremtidens teknologi. Samfundet er kun nødtørftigt beskrevet i denne roman, bl.a. fordi en stor del af den foregår i rummet (inkl. på Månen og Mars, som har deres egne samfund), men teknologien er alfa og omega. Rumrejser foregår stadig ret langsomt; det tager adskillige måneder at rejse gennem vores eget solsystem. At finde en måde at rejse hurtigere på, viser sig at være en vigtig del af plottet. Det mest interessante i bogen er dog beskrivelsen af den dagligdagsteknologi som personerne benytter sig af. Det er nemlig muligt at bruge andre kroppe end éns egen, til når man har brug for at være to steder samtidig, hvadenten det er fordi man skal udføre en farlig opgave, eller blot fordi éns tilstedeværelse er påkrævet et sted langt væk. Man kan fjernstyre enten en robotkrop (en såkaldt ”proxy”) eller en (villig) menneskekrop, så perfekt så éns bevidsthed opleves som værende i den anden krop. Hvis man ikke kan fjernstyre kroppen i real-time (hvis man f.eks. er på Jorden og også skal være på Mars), så kan der laves en autonom AI-simulering af éns bevidsthed, som kan handle og interagere på éns vegne. Det er virkelig godt beskrevet og virker som en enormt realistisk fremskrivning af vor tids kommunikations-teknologi.
Bogen er skrevet i et poleret, men imponerende velflydende sprog, som dog sine steder bliver en smule monotont og udramatisk. Historien udvikler sig lige lovlig langsomt; udover mysteriet om Eunice’s planer er der ikke rigtig nogen overordnet konflikt, men i stedet en del mindre konflikter og spændingsmomenter i de enkelte scener eller kapitler. Bogen er tydeligt idé-drevet, men der er efter min mening alligevel ikke helt nok (eller tilstrækkelig gode) idéer til at historien kommer helt op og ringe. Indenfor sin genre er den dog anstændig og et godt stykke håndværk. Ligesom med nogle af Larry Nivens senere værker (jeg tænker f.eks. på den udmærkede og undervurderede Saturn’s Race) er den et fint eksempel på den type roman som vi ville have mange flere af hvis science fiction var en mainstream-genre som var fuldt accepteret af det brede publikum. Altså en roman hvor det lykkes forfatteren at beskrive en SF-verden i så selvfølgelige og hverdagsagtige termer at man straks accepterer og føler sig hjemme i det pågældende handlingsmiljø. Det er der mange gode ting ved, men hvis forfatteren ikke passer meget på, kan det let få den effekt at læseren ikke finder spændingsniveauet tilstrækkelig højt til at bogen skiller sig ud fra det middelmådige, eftersom en stor del af det eksplicit forunderlige ved at sidestille den virkelige verden med bogens fiktive verden nemt kan gå tabt. Reynolds klarer dog frisag i kraft af sine visioner for fremtidens dagligdagsteknologi, som hovedsageligt er dét der gør bogen til en positiv og mindeværdig oplevelse.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.32
