Blå engel
Hvid engel
Romaner af Maria Louise Staffe
Skriveforlaget 2011, 2012
292 og 293 sider; 199 kr./bind
Blå engel og Hvid engel er de to første bind i en fantasy-trilogi rettet mod et yngre publikum (forfatteren skriver selv 8-16 år). Inden deadline nåede jeg kun hurtigt at skimme Hvid engel, så denne anmeldelse handler mest om første bind, Blå engel.
I starten af bogen får søskendeparret Emma på 14 og Oscar på 9 at vide at de i virkeligheden er engle og at de er udset til at være spydspidserne i kampen mod de onde, sorte engle. Englene her har intet med Gud at gøre; de er blot en magisk race, som bliver genfødt af mennesker. Der er tre underarter; blå og hvide engle, der er gode, og sorte engle, som er onde. De blå engle er unikke ved at kunne formere sig selv i stedet for kun at blive genfødt af mennesker og er derfor de mest talrige. Det forhindrer dog ikke de sorte engle i at være en alvorlig trussel mod freden på jorden, for sorte engle trives ved at suge energi ud af mennesker når de er triste og bange, så deres plan er at skabe ufred ved at opildne til snigmord, terror, vold og krig.
Emma og Oscar bliver sendt i træningslejr for at lære at bruge engles særlige evner til at gøre sig usynlige, teleportere og udsende stråler af energi, der kan slå sorte engle ihjel. Træningen starter i København, hvor dele af det gamle Universitetsbibliotek i virkeligheden er en engleskole, og senere på de blå engles egen planet, Zariardis. Det viser sig nemlig at hver engleart har deres helt egen planet i solsystemet, større end Jorden, men skjult for menneskeøjne af magi og skydække (lige præcis hvordan det andet skulle fungere, fremgår ikke). Den nuværende krise skyldes at de sorte engles leder, Zorran, har fundet en måde at transportere større mængder af sorte engle til Jorden, hvor det ellers er ret besværligt at rejse mellem planeterne.
Inden de forlader Jorden, bliver de to børn venner med varkatten Enigma, den diminutive gargoyle Gekida og den magiske hest Sirius, som er i stand til at føre dem frem og tilbage mellem Jorden og Zariardis. På Zariardis bliver de optrænet på klosteret Azariardis, der blandt andet indeholder en magisk have, der fungerer som fristed for truede, overnaturlige væsener såsom enhjørninge, nisser og alfer. Under træningen rejser de også rundt på Zariardis og møder hekse, løvegriffer, nisser og lykkedrager, der sætter dem på prøver, som giver adgang til særlige evner, markeret med tatoveringer på deres arme.
Det meste af første bog går med denne træning, men mod slutningen sendes børnene så tilbage til København for at tage kampen op mod de sorte engle, der er begyndt at sætte verden i kaos. Det er en meget hård kamp, men netop da det ser ud til at de gode vil sejre, finder Zorran en måde til at trænge igennem til de hvide engles verden, Zunumi, og Emma og Oscar må følge efter. På Zunumi bliver børnene udstyret med englevinger; noget som de ikke har haft før og som de blå engle på Zariardis heller ikke havde. Hvad der mere sker, vil jeg ikke afsløre – især fordi jeg ikke har fået læst det grundigt nok – men jeg afslører næppe for meget ved at sige at serien fortsætter med en rejse ind i de sorte engles verden i et tredje (formentligt afsluttende) bind.
Handlingen i Blå engel er sådan set spændende nok, for selvom rigtig meget af tiden går med at de to hovedpersoner bliver trænet, sker der også dramatiske hændelser hvor de kommer i fare eller nogle af deres venner blandt mennesker og engle bliver dræbt af de sorte engle. De steder, børnene besøger på Zariardis, er også farverige og interessante. Problemet er blot at sproget er så fladt og kedeligt, at man aldrig som læser bliver revet med af historien.
Maria Louise Staffe har valgt at skrive historien i første person nutid, fortalt af Emma mens tingene sker. Det er et fortællekneb, der kan medvirke til at gøre historien mere vedkommende, fordi man kommer mere ind under huden på hovedpersonen. Desværre virker det ikke her, for man får aldrig rigtig fornemmelsen af at komme ind under huden på Emma. Hun beskriver alting som om hun var lettere bedøvet, og selv når hun er bange eller ked af det, er det noget man får fortalt i stedet for beskrevet. Forfatteren er tilsyneladende ikke bekendt med reglen show, don’t tell, så bogen kommer trods sin længde på næsten tre hundrede sider mest af alt til at virke som et referat. Om dette har noget at gøre med forfatterens andet erhverv som underviser i retsretorik, er svært at sige.
Det fremgår af kolofonen i Blå engel at bogen er udgivet med forfatteren som medudgiver og at forlaget fralægger sig ansvaret for det redaktionelle. Det virker som en dårlig beslutning fra forfatterens side, for bogen er skæmmet af et utal af grammatiske fejl, layout-mæssige smuttere og stavefejl af den slags som stavekontrollen ikke fanger, fx at bruge pression i stedet for præcision og tilsvarende. Kolofonen i Hvid engel har ikke et tilsvarende notat, så måske har forfatteren denne gang valgt at tage forlaget med på råd – i hvert fald ser der ikke ved en hurtig gennemgang ud til at være helt så mange fejl.
Bøgerne kan anbefales til yngre læsere, der ikke bekymrer sig så meget om sprog, for der er mange gode ideer i dem og en klassisk fortælling om kampen mellem det gode og det onde. Bøgernes længde og det flade sprog gør dem dog ikke velegnede til højtlæsning eller til langsomme læsere. Jeg vil også fremhæve de flotte forsider (især til Hvid engel) af Per O. Jørgensen, der er kendt for de danske forsider til Harry Potter-bøgerne.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.34
