Peter Adolphsen: Machine

Machine
Peter Adolphsen
Roman, Samleren 2006

Peter Adolphsen debuterede i 1996 med samlingen Små Historier. I denne og efterfølgeren Små Historier 2 eksperimenterede han med kortprosaformen og bevægede sig ofte i retning af det fantastiske. I 2003 kom så Brummstein, en roman på et stykke under romaners sædvanlige længde, men ikke desto mindre en roman i formen. Her fandt Adolphsen frem til en fortælleteknik, hvor han brugte naturvidenskabelige facts og iagttagelser som en del af fortællingen. Samme teknik bruges i hans seneste roman Machine.

Efter en indledning der strækker sig tilbage til universets skabelse, møder vi en lille urhest, der ender med at blive en del af et jordlag, som senere omdannes til olie. Det fører så frem til en handling i nutiden, hvor olien pumpes op af jorden, og hvor urhestens hjerte, som nu er blevet til en dråbe olie, spiller en vigtig rolle.

Hvor Brummstein mest handlede om den tid der var før det moderne samfund for alvor kom i gang, er vi i Machine det meste af tiden i sidste halvdel af det tyvende århundrede. På urhestens / oliedråbens vej følger vi nogle mennesker, hvis liv bliver flettet sammen med denne besynderlige hovedpersons historie.

Det er et af science fiction-litteraturens virkemidler at anvende den naturvidenskabelige terminologi til at give læseren indtryk af en meget fremmedartet verden. Hos Adolphsen anvendes det samme virkemiddel til at anskue den velkendte verden på en ny måde. Det giver ham lejlighed til at filosofere over mangt og meget. Hovedtemaet i Machine er tilfældet eller katastrofen i kontrast til det forudsigelige. Da for eksempel en af personerne kommer ud for en alvorlig ulykke, er det der sker et resultat af et nøje forudsigeligt forløb, med en stålwire der har været i gang med at briste i årevis. Men set fra hans synspunkt er det noget tilfældigt, pludseligt og katastrofalt. Ligesom i Brummstein ligger der en metafiktion under overfladen her: Hvad der sker i en bog er jo i bund og grund forudsigeligt, da ordene er skrevne, men for læseren opfattes en handling som en blanding af det tilfældige og det forudsigelige.

Generelt fungerer Adolphsens ofte meget akademiske og tekniske sprog ret godt, men nogle steder bliver det lidt for meget. Jeg synes heller ikke Machine når helt op på det mesterlige niveau som Brummstein havde, men det er alligevel en overordentlig velgennemtænkt og velskrevet roman, som ikke spilder nogen ord på overflødig snak. Kan anbefales til alle der gerne vil læse bøger som er lidt anderledes end de fleste andre bøger.

Anmeldt af Flemming R. P. Rasch i Himmelskibet nr.14

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *