Babylon 5 – The Lost Tales: Voices In The Dark

DVD-film, USA 2007, 72 min.
Instr.: J. Michael Straczynski
Medvrk.: Bruce Boxleitner, Peter Jurasik, Tracy Scoggins, Keegan MacIntosh, Teryl Rothery, m.fl.

Serien Babylon 5 er stadig populær nok til at der laves flere film i serien – endda med Straczynski selv ved roret – men nu udgives de (ligesom de kommende Stargate-film) ‘straight-to- DVD’, uden at komme op i biograferne eller blive sendt på tv. Det er direkte ud til fans’ene. Voices In The Dark er den seneste (men efter sigende ikke den sidste) B5-DVD, udkommet d. 31. juli.

Desværre er den ikke noget at råbe hurra for. Den består af to episoder, der hver fylder halvdelen af filmen. Første del foregår næsten udelukkende i en dunkel fængselscelle og er kun med Colonel Elizabeth Lochley (Tracy Scoggins) plus et par statister. Den handler om en falden engel, Asmodius, som har besat et menneske for at undslippe sit eksil på Jorden. Besynderligt claptrap som man ikke er i humør til at lade sig underholde af når man gerne vil se noget science fiction. Man undrer sig over at Straczynski syntes der skulle spildes en halv B5-film på sådan noget. Anden halvdel er mere actionfyldt. John Sheridan, som nu har været præsident for the Interstellar Alliance i ti år, kontaktes af en technomage for at forhindre at Centauriernes kronpris, Dius Vintari, ødelægger Jorden om 30 år (hvor han vil være blevet kejser). Sheridans mission: Dræb kronprinsen. Mere skal ikke afsløres her, men også anden halvdel består af en hel del klichéer som ikke hæver det endelige resultat over det middelmådige. Effekterne er dog bestemt ikke dårlige; man kan godt se at teknologien er kommet et langt stykke videre i forhold til tv-serien. Men dramatisk og sf-mæssigt set er filmen en skuffelse.
Karakter: 4 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 14

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *